Læsetid: 4 min.

Tak for mad og undskyld

Inge og Klaus Rifbjerg har sammen skrevet kogebogen 'Vores mange køkkener'. Er det i virkeligheden hans måde at sige undskyld på?
Inge og Klaus Rifbjerg har sammen skrevet kogebogen 'Vores mange køkkener'. Er det i virkeligheden hans måde at sige undskyld på?
15. november 2008

At lade Inge og Klaus Rifbjerg skrive en bog om alle de køkkener, som ægteparret gennem årene har indtaget og besjælet, er en virkelig god idé.

Skelettet er enkelt og selvfølgeligt. Hvert kapitel omhandler en bolig. Turen går fra 1950'ernes ydmyge to et halvt værelses over stadig mere herskabelige lejligheder, sommerresidenser og huse for at ende ved de mange spanske domiciler.

De skiftes til at skrive. Inge Rifbjerg videregiver madopskrifter samlet op gennem årene, og Klaus Rifbjergs job er at skabe liv og perspektiv; udvælge de hændelser, iagttagelser, replikskift, tanker og stemningsbilleder, som bidrager til at gøre bogen til andet og mere end en ganske almindelig kogebog; hvilket selvfølgelig har været intentionen, al den stund, Klaus Rifbjergs causerier fylder størstedelen af bogen. Og sikke et stof, han har siddet med.

Bogen indeholder en række private fotos. Dér sidder Jesper Jensen, Niels Barfoed og Rifbjerg med fruer om Wegnerbordet i 50'erne. Slipseklædte og korthårede. Og dér sidder de alle sammen om bordene på den nedlagte skole i Tessebølle: Benny Holst, Jørgen Gustava Brandt, Malinowskis, Jørgen Leth og Ann Bierlich, Finn Methling, Bjørnvigs etc., nu med langt hår, vildtvoksende skæg, tørklæder om hovedet.

For overfladisk

Ægteparret Rifbjerg har gennem mere end 50 år været værter for nogle af de førende kulturelle. Det var ikke hr. og fru hvem som helst, de bespiste, det var ægteparret Panduro, Villy Sørensen, Halfdan Rasmussen, Jens Kistrup, ja, selv mesterkokken Troigros. Hvor ville jeg da gerne have hørt, hvad de talte om i de skiftende tider. Hvad der optog dem ved bordet. Og det er da også lige ved, at jeg får det at vide, for det skorter ikke på scenarier; middag efter middag sættes op, navn på navn droppes.

Men det forbliver sært overfladisk. Dårligt fortalt, vil jeg mene.

Lad mig give et par eksempler. Det første fra Rifbjergs store 50 års fødselsdag. Han skriver: "... Niels Barfoed, der af en eller anden grund var i soldateruniform, holdt en kryptisk tale, der kunne tolkes i flere retninger, men det var man vant til, og alle klappede."

Jamen, hvad sagde han?

Et andet eksempel omhandler en vinterdag, hvor Torben Brostrøm og Jens Kistrup endelig, efter store forsinkelser, nåede frem til bordet i Tessebølle. "Jeg husker ikke, hvad vi spiste (det gør Inge), men det blev meget morsomt og kunne ligesom aldrig holde op."

Hvad grinede de ad?

Er det sjovt nok

Og når der endelig citeres, bliver også det en kende utilfredsstillende. Halfdan Rasmussen hyldes med følgende anekdote: Rifbjergs holdt stor fest, og Inge var ved at skrive en check ud til nattens musikere under overværelsen af digteren: "Halfdan med et skævt blik: 'Ja, nu har vi jo danset check to check hele natten, så er det vel også rimeligt, at de skal ha' en'."

Er den vittighed værdig til at komme på skrift? Jeg synes ikke.

Han mobiliserer stor intensitet i en sidelang opskrift på Dry Martini.

"Omhuen er altafgørende," skriver han, men netop denne synes jeg, han er slem til at forsømme. Fra Spanien beskrives et scenarie, hvor nogle bryske vognmænd skræmmes væk af familiens spanske hjælper, Pepe:

"... Pepe var der, og hvis det ikke var en forbandet kliché, ville jeg tilføje, at hans øjne gnistrede."

Det må tilskrives sjuskeri, at han ikke har brugt tid på at finde en anden vending, og det stiller ham ikke bedre, at han selv gør opmærksom på det.

Jeg har det, som jeg havde det efter endt læsning af Sådan, Rifbjergs otte år gamle erindringsbog. Samme flade skuffelse.

Inge Rifbjergs madopskrifter er sympatiske. De er til at forstå for enhver, og råvarerne er hverken dyre eller uopdrivelige.

Der er gode, danske madretter, mere forfinede franske og gedigne spanske. Hun beskriver sit virke nøgternt og ukrukket. Læseren er ikke i tvivl om, at husholdningen og de mange arrangementer har hvilet på hendes - og tjenestefolkenes - skuldre. Hun har sørget for hjemmet, han har gjort karriere, og Klaus Rifbjerg benytter enhver lejlighed til at takke. Det er sødt og rørende, hvor helhjertet han elsker hende. I virkeligheden er denne bog et langstrakt "tak for mad," fra Klaus til Inge. Ja, og undskyld.

Omkostninger

"Det kryber i mig, ved tanken om, hvad jeg bød hende," skriver han et sted. "Hun må have været slidt ned til sokkeholderne, og jeg fortjente en ordentlig røffel," skriver han et andet sted. Er det i virkeligheden sådan fat, at denne bog er rundet af skyld og drevet af aflad?

Det har sine omkostninger at skabe et forfatterskab af Rifbjergs omfang. Stor egoisme er en nødvendighed, og i svage øjeblikke kan selv en mand som han måske blive i tvivl om, hvorvidt han valgte rigtigt. Han får selv de sidste ord, som i min fortolkning så ender med at blive denne bogs undertekst :

"...Til gengæld skulle jeg nok indimellem have haft et par svidende lussinger ikke mindst af min elskede, som jeg af og til svigtede, så der drev blod af min dårlige samvittighed. Det er alt sammen vand under broen nu, men var decideret stilløst i modsætning til alt det andet, der blev sat i scene med held og var til stor glæde både til hverdag og til fest. Jeg kysser deres hånd, madame."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu