Læsetid: 4 min.

Men Tante Rosa smiler alligevel

Kræften har spredt sig til teatret, hvor to meget forskellige forestillinger skildrer uhelbredelig-heden. Men også kærligheden og latteren- og den bragende gode historie
22. november 2008

Hvis jeg får kræft, vil jeg ønske mig en Tante Rosa. Det er sådan en, der er i Eric-Emmanuel Schmitts forunderlige monolog om den 10-årige Oscar, der har kræft. Tante Rosa kommer på besøg på børneafdelingen og snakker med børnene - om alt det, som lægerne ikke tør, og som forældrene ikke magter, fordi de har rigeligt i deres egen sorg. Oscar er en dreng med masser af spørgsmål, der længes efter svar.

Dem har Tante Rosa. Uautoriserede og fantasifulde svar, men også forpligtende forklaringer på, hvad der gør livet så vidunderligt - og hvad der gør døden acceptabel.

Den 48-årige, franske forfatter Eric-Emmanuel Schmitt er en rigtig fortæller, der tilsyneladende hele tiden kan skrive om ting, han burde være for 'ung' til at vide noget om. Hans skilsmissedrama Enigma Variationer fra 1996 var en strindbergsk skilsmisseskildring med indlagt varme, sådan som det blev spillet i 2004 af Ulla Henningsen og Stig Hoffmeyer. Og i Oscar - og den lyserøde dame er det altså døden selv, han prøver at indkredse. Finurligt og opløftende og vidunderligt smukt.

10 år eller 90 år?

Teksten udformer sig som en leg: Hvad hvis du kunne gennemleve ti år på en dag? Hvordan ville det være at være teenager på én dag - og i 20'erne den næste?

Teksten er livligt oversat af Jesper Kjær med respekt for alle de franske nuancer, også så loyalt, at ord som 'skældsord' og 'furier' ikke bliver sandsynlige i munden på en 10-årig. Men det er tydeligvis Schmitts ord; han har jo også selv altid været forud for sin egen alder. Og den svenske instruktør har iscenesat denne gigamonolog, så den rummer alle tekstens tankespring og drømme, men også så historien stadig står lyslevende i tilskuerens fantasi.

Pia Rosenbaum er stjernen, der får historien til at funkle. Hun spiller både den 10-årige Oscar, der er bange for tungekys - og den 80-årige Oscar, der tager sig en lur. Og hun spiller også Tante Rosa, der finder kampgejsten i fortidshistorier om fribrydning, men hun spiller først og fremmest mennesker, der kommer til at holde af hinanden. Og som insisterer på lykken lige nu. Rosenbaums monologpræstation er næsten overmenneskelig. To timer sidder hun i Trine Holtougs sandfarvede scenografi og taler, og dog synes man som tilskuer, at man har været med overalt, både inde på de kolde stuer og i Tante Rosas turbobil. Da døds-afklaringen rammer Oscar, er Mickey Pfeiffers lys så smukt, at det er til at tude over. Akkurat som historien.

Kemo eller C-vitamin?

Det er også lige til at tude over Aalborg Teaters forestilling Jeg skal kraftedeme ikke dø på dato. For dramaturgen Torunn Kjølner nåede lige akkurat ikke at se sin egen dramatikerdebut til premieren; hun døde halvanden uge forinden som 56-årig af den brystkræft, som hendes forestilling handler om.

Stykket er en række monologer for ti mennesker, der alle sammen har diagnosen 'uhelbredelig'. De fleste har kræft. Og de fleste har gjort sig selv til professionelle patienter, travlt beskæftigede med at gå fra den ene behandling til den anden. Næsten alle er bitre og vrede - og ingen er tilfredse med hospitalerne. Monologerne væves så sammen, fordi disse mennesker mødes, mens de sidder og får immunforebyggende drop på en alternativ klinik.

Sne eller anemoner?

Idéen er fin, og historierne er hver for sig fængende. Men dramatisk er det svært at få den opremsende form til at fungere. Instruktøren Per Smedegaard går ellers lige i det afmagrede flæsk på teksten; akkurat som han gjorde det i incest-forestillingen Modern Life på Café Teatret i foråret. Pia Mourier spiller flot og nuanceret kvinden, der rystet får sin uhelbredelighedsdiagnose, men som også tager skæbnen i egen hånd - næsten som en uskreven figur fra et Panduro-spil. Line Bie Rosenstjerne spiller desperat og ødelagt en ung mor, der fortvivlet prøver at holde dagligdagen sammen, også da kræften spreder sig til hjernen. Og den gamle Ebbe Trenschow forsager flæskestegen et øjeblik, mens han måske er den, der umiddelbart rummer den største publikumsidentifikation. Fordi han er mæt af dage på den glade måde.

Per Smedegaard får hver enkelt til at spille rædsomt overbevisende, sådan som de sidder på umage stole i Rolf Almes venterums-scenografi, hvor årstiderne fyger gennem rummet med blade og sne, mens tiden tikker. For det er tydeligvis det, det handler om: Ikke at snyde døden, men at lave forhindringer for den, så man lige kan få sig en måned mere eller en uge - eller en dag.

Hvis jeg får kræft, vil jeg sikkert også tvivle mellem tilbuddene om operation og kemo og stråling og immunforsvarsbehandlinger med C-vitamin. Vorherre vil måske mene sit. Men intuitivt vil jeg nok allerhelst lede efter en Tante Rosa.

'Oscar - og den lyserøde dame'. Tekst: Eric-Emmanuel Schmitt. Oversættelse: Jesper Kjær. Iscenesættelse: Annabelle Rice. Scenografi: Trine Holtoug. Lys: Mickey Pfeiffer. Teatret ved Sorte Hest til den 13.dec. samt Svalegangen i Århus 13-31. jan. www.teatretvedsortehest.dk

'Jeg skal kraftedeme ikke dø på dato'. Tekst: Torunn Kjølner. Iscenesættelse: Per Smedegaard. Scenografi: Rolf Alme. Lys: Anders Kjems. Lyd: Todd Sarfaraz. Aalborg Teater, Lille Scene, til den 20. dec. www.aalborgteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu