Læsetid: 2 min.

To sider af samme sag

7. november 2008

Dagens norske filmpremiere vidner om, at norsk film ikke kun er leveringsdygtig i sprudlende debuter med sans for at trække stolte traditioner ind i nutidens dramaer. Erik Poppes De usynlige er - efter Schpaa og Hawaii Oslo - tredje del i hans Oslo-trilogi, og filmen er en moden, medrivende fortælling med livets store spørgsmål som omdrejningspunkt midt i et dagligdags Oslo.

De usynlige leder undervejs tankerne hen på europæiske mestre som Bergman og Kieslowski, fordi den konsekvent kredser om et kristent begrebsunivers om skyld, forsoning og tilgivelse, og sætter de menneskelige relationer og en grundlæggende humanisme i centrum. Erik Poppe og manuskriptforfatteren Harald Rosenlöw-Eeg får imponerende de eksistentielle spørgsmål til at glide overraskende naturligt ind i en imødekommende fortælling om to menneskers svære hverdag. Filmen slipper sågar af sted med at byde på Bridge over Troubled Water for fuldt kirkeorgel, uden at det bliver corny, hvilket vidner om dens smukt pitchede register og fornemmelse for at bevare jordforbindelsen.

De usynlige følger den unge mand Thomas (Pål Sverre Valheim Hagen), som bliver løsladt efter at have afsonet otte år for at have dræbt en lille dreng. Omstændighederne omkring drabet var uklare. Han nægtede sin skyld, men dommen faldt. Nu forsøger han at vende tilbage til samfundet.

Med et stort musikalsk talent får han arbejde som organist i en kirke. Her bliver han ven med den kvindelige præst (Ellen Dorrit Petersen), som har en søn på samme alder som det dræbte barn.

Alt kompliceres, da moren til den dræbte dreng (Trine Dyrholm) en dag genkender Thomas i kirken. Det møde åbner for hendes sluser af sorg, selv om hun og hendes mand (Trond Espen Seim) nu har et nyt liv med to adopterede døtre.

Historien tager os først ind på livet af Thomas og skifter så begavet perspektiv til den desperate mor. Hvad der skete dengang formidles undervejs i korte tilbageblik, som hele tiden afslører mere, men bevarer ens nysgerrighed. Der spilles både skuespil og orgel, så nakkehårene rejser sig. Ikke mindst Trine Dyrholm overvælder som moren fyldt med flænsede følelser.

Erik Poppe får smukt fortalt den dramatiske historie med diskret brug af scener med vand til at symbolisere alt det, der foregår under overfladen, mens livet bare flyder videre. Det er enkelt, men stærkt, og historien rummer mange store diskussioner under den umiddelbart spændende handling. Der er god grund til at vælge en norsk film i biffen denne uge.

De usynlige. Instr.: Erik Poppe. Manus.: Harald Rosenlöw-Eeg. Norsk (Grand og Empire Bio, Kbh, Cafe Biografen, Odense, samt Øst for Paradis, Århus).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu