Læsetid 3 min.

Toilettet på den lukkede

Kunsthistoriker med mere Leo Tandrup har sat et kikset dødsstød ind mod samtiden
Bjørn Eriksens genmaling af Rembrandts maleri -Jacobs kamp mod englen-. I Silkeborg er kendte værker fra kunstens historie af Rembrandt, Picasso mfl. genfortolket af nulevende kunstnere. De har fokus på det menneskelige møde. Nogle af dem skulle aldrig have været udstillet, så dilettantiske er de.

Bjørn Eriksens genmaling af Rembrandts maleri -Jacobs kamp mod englen-. I Silkeborg er kendte værker fra kunstens historie af Rembrandt, Picasso mfl. genfortolket af nulevende kunstnere. De har fokus på det menneskelige møde. Nogle af dem skulle aldrig have været udstillet, så dilettantiske er de.

Silkeborg Bad
14. november 2008

Man entrer et stykke af Madagascars natur med fem imposante bygninger placeret på bakketoppe imellem 500 år gamle træer. En kilde af jernholdigt vand, der på flaske kaldes Kurvand af Carlsberg løber gennem den drabeligt udseende natur med tyske bunkers omkring sig og farver alt rødt. I det største hus, i det gamle kurbad og nazihovedkvarter, der minder om en milliardærvilla i Cannes, i den sidste store sal med den enorme endevæg af glas og udsigten til en sort Ørnsø, hvor nazierne gemte deres våben og guld i aluminiumskister på bunden, og lyden af regnen, der trommer mod taget, tænker man, at Kunstmuseet Silkeborg Bad er smukkere end Louisiana.

Men så kan man heller ikke længere undgå at se, hvad der hænger på væggene. Dilettantiske genmalinger af Manets Frokost i det grønne. Og et lille håndskrevet skilt hvorpå der står at "Fraværs-autisme-kunst foretrækkes af folk, der kun er nærværende foran tv-skærmen".

Og det bliver værre endnu. De fire kunstnere Karen T. Christensen, Bjørn Eriksen, Carsten Frank og Jørgen Steinicke har også lavet parafraser over Rembrandt, der ikke er et nøk bedre, end når de indsatte i statsfængslerne får en bunden opgave om fredagen, hvor de skal tegne et billede af et kendt maleri. Det er faktisk værre, hvis Heerup så Karen T. Christensens udgave af Frokost i det grønne, ville han græde sig ihjel. Hun har taget lidt godt fra Heerup, et skvæt Munk, en smule Gauguin, et stænk Matisse til dessert og serveret det på en måde, der ALDRIG, ALDRIG, ALDRIG burde have forladt det hobbyrum, hvori det er lavet.

Hvordan kan en sådan skandale finde sted? De små tekster på væggene giver et hurtigt svar:

"Moderne kunstner-selvpineri: At skulle male mennesker, der ligner tilstoppede lokummer".

"Vor tids store åndelige budskab: Superforløsningen får du kun alene".

"Buldermørke midt på dagen: Konsekvens af skilsmisse fra vore fortidige fællers kunst og livsoplysning".

Det bliver ved og ved og ved. Velbekomme og velkommen til en desperat og overset mand, der er fuldstændig koblet fra enhver form for ønske om at gå i kommunikation med sine omgivelser og i stedet har valgt fremmedgørelsens sprog, dr.phil. og kunsthistoriker Leo Tandrup. Forfatter til mange glimrende bøger om kunst, blandt andet den helt igennem fremragende Mefistos mareridt. Guds forødte hus.

Men nu har det slået klik. Hvis Leo havde bevaret blot en flig af en gangbro til vor tids kulturtænkning, kunne udstillingen have været interessant. Nu ærges man i stedet over, at en fyr, der er så klog, kan ramme så meget forbi samtidsånden.

Kort fortalt mener Leo, at nærheden har forladt samtidskunsten, hvorfor han har brugt tre år sammen med 10 kunstnere, der blev til fire, og syv motiver fra kunsthistorien, som de har parafraseret i en større kunstskolestiløvelse. Kunstnerne skal ikke klandres, de har fået chancen i livet, som aldrig kommer igen, og hvad betyder tre år i helvede med endeløse monologer ved kaffebordet og ondt i nakken af at nikke med tandsættet blottet, når man kan komme med på en gruppeudstilling på Silkeborg Bad?

Leo er kunstens Krarup og Langballe. Rygning er godt, og det er fortiden også, men bare fordi man ikke forstår de nye unge mennesker, er det ikke ensbetydende med, at de ikke bidrager med noget. Og den nærhed, Leo efterlyser, eksisterer virkelig i kunsten i dag. Måske findes den ikke hos Jeff Koons, som Leo siger, men det gør ham ikke til et symptom på kærlighedens forfald. Nærhed i dag er det sjældne møde med noget, der er større end en selv. Hvorfor Leo også kunne have fået fire stjerner, hvis han havde droppet billederne og kun udstillet de hundredvis af tekster. Det havde været et alvorligt og uhyggeligt indblik i et psykotisk univers.

'To Mennesker Mødes' - Kendte værker fra kunstens historie - en gruppeudstilling i samarbejde med kunsthistorikeren Leo Tandrup. Fra den 11. oktober 2008 til 11. januar 2009

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ulrik Gutt-Nielsen
Ulrik Gutt-Nielsen

Ja, jeg er fuldstændig enig med hr. Jeppesens kritik af den åndløse ramme om værkerne, der virkelig skriver til himlen og er en flig af et mærkværdigt projekt, en gal mands værk. Som kender af Bjørn Eriksens værker er jeg heller ikke sikker på, at denne har præsteret sit bedste på Silkeborg Bad. Men ellers er han meget lovende og har muliggjort mange oplevelser, der aldrig ellers ville opstå. Se hans Ove Dalsgaard og få et hint om hvad jeg mener...

Brugerbillede for Frans Mark

Imponerende af Jeppesen at feje en yderst kompetent historiker og kunstkritiker af banen med påstande om Tandrups mentale habitus.

Leo Tandrups tankeunivers skal forstås gennem en læsning af nogle af hans hovedværker, hvorefter man så kan erklære sig enig eller uenig med hans projekt. Ideelt set gennem en række argumenter, som man (som journalist med indflydelse) kunne dele med offentligheden.

Det er for ringe Jeppesen - ifald du har læst nogle af mandens bøger, så ville jeg gerne at du demonstrerede dette på skrift. Ligeledes lader det til, at du kan sætte ord på tidsånden af i dag - gør venligst dette i dialog med det, du har læst af Tandrup.

"Narmen det er der ikke plads til....." - men der var fint plads til at kalde et andet menneske psykotisk?