Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Trippet punkparty

Kultur
3. november 2008
Forsanger Kele Okereke lyder fortsat forbløffende meget som Coldplays Chris Martin, men ellers er der sket en hel del for bandet med verdens om muligt gadeklogeste navn, Bloc Party

Forsanger Kele Okereke lyder fortsat forbløffende meget som Coldplays Chris Martin, men ellers er der sket en hel del for bandet med verdens om muligt gadeklogeste navn, Bloc Party.

Kvartetten fra London er blevet mere vilter og intens i forhold til 2007's vellykkede A Weekend In the City og debuten Silent Alarm, hvor hittene bød sig ivrigere til. Dramaet er intakt, mens mørket har fået et nøk gennem støjrock og elektroniske støvflader, som vel nærmest leder tankerne hen på de genopstandne triphopgiganter i Massive Attack.

Men de dunkle udskejelser til trods snyder albumtitlen Intimacy, og for den alt andet end velforberedte lytter vil det fra første skæring - det grime-tenderende og bigbeat-smadrende "Ares" - nærmere være intimiderende end intim lytning. Selvom de blide øjeblikke og knuste hjerter også byder sig til.

Bloc Party fester stadig med en rå spade langt fremme i lydbilledet, og sammen med den sædvanlige punknerve føder det intensiteten på et udspil, der skal have mange chancer for at grundfæste sig. Får det først det, knejser Intimacy som et seriøst og spændende udtryks-eksperiment fra et band, der - modsat eksempelvis landsmændene fra Oasis - har såvel let ved som godt af at flytte sig i nyere og satsede retninger. Hvad Bloc Party kunne bruge i attituder, ejer bandet i vovemod og konsekvens.

Bloc Party: Intimacy (Bonnier-Amigo). Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her