Læsetid: 3 min.

Tysk nutidsroman med krimiplot

Kunstkrimi. 'Tiden der forsvandt' er en overrumplende god roman, men ikke den krimi, man stilles i udsigt
Denne tyske romans krimiplot lever ikke op til forventningerne. Midtvejs glemmes den russiske mafia, som er med i begyndelsen, og man overrumples fuldstændig, da den pludselig kommer på banen igen i en nervepirrende slutning.

Denne tyske romans krimiplot lever ikke op til forventningerne. Midtvejs glemmes den russiske mafia, som er med i begyndelsen, og man overrumples fuldstændig, da den pludselig kommer på banen igen i en nervepirrende slutning.

14. november 2008

Tiden der forsvandt følger op på Ohnemus' Den russiske passager (da. 2005), idet vores nye hovedperson får til opgave at finde ud af, om taxachaufføren Harry, hans kone Ellen og hans russiske passager Sonja stadig er i live, eller om det er lykkedes den russiske mafia at finde og dræbe dem. Vi er i Tyskland i månederne omkring 11. september 2001 og får både svidende onde politikerportrætter (Schröder og Joschka F.) og et indblik i, hvordan særlige vilkår gør sig gældende her i forhold til mafia- og terroristbekæmpelse på grund af fortsat stærke fordomme om tysk hang til aggression, racisme og antisemitisme. Via hovedpersonens erindringer og refleksioner er vi imidlertid også mange andre steder - geografisk, historisk og ikke mindst kulturelt.

Den distraherede detektiv

Robert Schirmer er en midaldrende tysk forfatter med en mislykket Hollywoodskribent-karriere og et forlist ægteskab bag sig, da han vender hjem til Tyskland på sin amerikanske veninde Susannahs bud. Hun har købt et af hans (dårlige) filmmanuskripter til overpris, alene for at forhindre det i at blive offentliggjort, da det kunne give den russiske mafia gode idéer til, hvor hendes ungdomskæreste Harry skjuler sig. Og hun køber samtidig Robert til at researche sig frem til, hvad der er blevet af Harry. Dette krimiplot er imidlertid meget længe om at komme i gang. Susannah har valgt Robert, fordi han ved noget om den russiske mafia, og fordi hun stoler på ham. Men han er ikke nogen oplagt detektiv, han kommer hele tiden på afveje og på andre tanker og er allermest optaget af mere overordnede spørgsmål om livet, døden og kærligheden. Robert, Bob, Bobby har mange navne og bevæger sig i sine refleksioner rundt om mange stilarter: ikke bare tysk romantik og franske 1800-tals romaner, Buddenbrooks og Bach, men også amerikanske film, Beatles og livsbekræftende calypsoer.

Stik imod alle de amerikanske drejebøger, Robert har været tekstdoktor på, lever denne tyske nutidsromans plot ikke op til vores forventninger. Ligesom han engang har fået at vide, at han ikke er kendt nok til at tillade sig at drikke som Raymond Chandler, er det indlysende, at han heller ikke er nogen Philip Marlowe. Efterhånden glemmer vi da også den russiske mafia og overrumples fuldstændig, da den pludselig kommer på banen i en nervepirrende slutning.

German gigolo

I mellemtiden har vi lært Robert indgående at kende: hans selvdestruktion og dødsangst; hans store kærlighed til ungdomskæresten, ekskonen og datteren, og ikke mindst hans umættelige begær efter skønne kvinder. Dette begær har for Robert selv balzacske overtoner, det er skønheden, som beskrevet i Kusine Bette, han attrår. Og mon ikke han samtidig frygter at ligne samme romans afskyeligt erotomane baron Hulot? Balzac spiller også med i forfatterens 'bristede forhåbninger' ved mødet med Hollywoods kyniske sex-, magt- og pengemaskine, og sjovt nok forbindes Balzac-temaet ubesværet og humoristisk med Richard Geres prætentioner (og præstationer) i filmen American gigolo.

"Du har reddet mig," siger Robert gentagne gange til Susannah, og hun har da også givet ham penge til en ny start, nyt tøj, nye tænder, ligesom hun har fået ham tilbage til fædrelandet og familiehistorien, endda inspireret ham til at skrive igen og til at gense sin datter.

Mere kunstnerroman end krimi

Men der er nok af varsler om, at vores mand er mindst lige så fokuseret på slutninger som på begyndelser, at det lige så vel kan ende med døden for ham:

"Hvor går en mand hen, når han efter års fravær og nederlag kommer hjem til den by, han er vokset op i? Han går hen til det hus, hvor han er født. Eller han tager ud på kirkegården. Robert besluttede sig for kirkegården."

Skønt spændingsplottet eskalerer til sidst, er romanen mere kunstnerroman end krimi. Det er en særlig kunstnerroman, som krimidelen nok redder fra at blive kedsommeligt reflekterende i længden, og som det vide kunstfelt gør dybt spændende. Så meget desto mere ærgerligt, at den danske oversættelse er lidt sjusket og inkonsekvent (for eksempel oversættes genkommende citater forskelligt, og Balzacs Kusine Bette kaldes - efter tysk - Tante Lisbeth), så de kunstneriske referencer og nuancer ikke får optimale betingelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu