Læsetid: 3 min.

At være er det nye at hedde

Her gik vi og troede at der ikke var nogen national kunst - der er ikke andet
Her gik vi og troede at der ikke var nogen national kunst - der er ikke andet
7. november 2008

Tre ting slår en. Der er meget få værker, de, der er her, er utrolig tynde, og i stedet for at referere til store kunstnere fra førkrigstiden, hvilket ellers er den gængse fremgangsmåde, når man laver kunst nu om dage, refererer mange af værkerne til unge danskere, der knap har forladt akademiet.

En tro kopi af Andreas Schulenburgs bløde og sorte humor mixet med alt godt fra Valby slænger sig på gulvet i form af et nedløbsrør med skum og et lille hvidt stakit. Ved siden af står en faldstamme beklædt med grønt filt med huller. Man håber straks, at det handler om at skide på naturen, imens man spiller på kødfløjten, men den slags ud-skejelser er hurtigt til at overse.

Her nøjes moralerne ikke med at grave sig op i én med små pirrende lillefingre, men kommer snarere sejlende gennem luften med knyttet hånd.

Værkerne er gumpetunge og letaflæselige, blottet for enhver form for radikalisme. Her er ingen elegante finesser, der bliver spillet rundt i en virtuos samklang af sprøde erkendelser, men regulær rugbrødskunst, sommerhusudlejningskunst, der har ligget og svedet i bagruden på en glemt bil på vej til en censureret nordjysk udstilling med noget, der ligner noget, der ligner noget. Her er ikke engang et overtryk af udtryk, udtryksvillighed er det pæneste ord, der kan bruges.

Generationsskiftet

Generationsskiftet lader altså vente på sig på Kunstnernes Efterårsudstilling (KE), der holder fast i modellen, hvor de, der har været på KE, bliver til noget.

Sådan er det som bekendt ikke længere, i dag findes der hundredvis af steder, hvor kunst kan promoveres, men engang var KE stedet, hvor tandlæger og advokater kom for at se og købe de nye talenter. Dengang var KE en af måske kun tre eller fire kanaler for nyudklækkede kunstnere, men den garanti, som KE dengang gav køberne, har markedet i dag overtaget. (Der er dog mange lortebilleder, der er dyre, så nogen ubestridt god udvikling er her ikke tale om.)

At Holst Henckel ikke har levet forgæves, ses tydeligt i et infantilistisk, sort maleri på hvid baggrund, hvor fugle i skikkelse af små fly flyver om et stort træ som børn, der kredser om moderens krogede, ubarberede skød. Ivan Andersen og Christian Schmidt Rasmussen er kopieret ned til mindste akrylklat, og Palle Nielsen og John Kørner med mange flere er at finde blandt inspirationerne til de kun 48 ud af 3.000 værker, der har fundet nåde for censurkomiteen.

Et stort maleri af en dyb tallerken, en kniv og en gaffel hænger som symbolet på dilettantens drøm. Det er gammeldags, kedeligt og kitsch, men med en fri gestik, der let overbeviser et uøvet dommerpanel. Ligesom de afbrændte keramikstatuer af dyrene i Andeby, der skal åbne vores øjne for kulturimperialismens indre råddenskab.

Bare fedt

Eller også er det bare en anden vej, det hele er gået, måske er toget drejet, og vi står tilbage i skillelinjen og venter på den vogn, der hedder socialanalyse, antropologi og filosofi. Måske er det det nye Galleri Fedt i Nansensgade, der har fanget den. Det er bare fedt, siger de, når man spørger hvorfor de hedder Fedt. Der kan man tale om tidsånd, og man skal ikke klandre tidsånden, for den er der jo uanset hvad.

Og selvom Mick Jagger skulle have ret, når han siger, at han sætter sig ud i sit køkken med sin guitar og spiller i 10 timer, når han skal lave et hit, så er det måske ikke nødvendigvis en fejl, når de unge i dag ikke øver sig. Vi er måske kommet over på den anden side af branding, hvor det hedder presence. Måske er det endelig gået op for ungdommen at det er nok at være, at man ikke behøver hedde noget. Eller også er det hyperreferencer, de benytter sig af, ligesom den hypernostalgi, man ser hos DJ's, der stolte 'graver' en plade frem, der kun er et år gammel.

Eller også har vi bare den kunst, vi fortjener ...

Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie til på søndag

Serie

Seneste artikler

  • Stressstreger

    23. september 2010
    Det bedste ved udstillingen er heldigvis Daniel Milans streg. En helt tynd sort krimskrams tilsat brede tykke sorte strøg. Det ser enerverende ud, fordi han kun tegner bevægelsen og skyggerne, og når man koncentrerer sig, får man øje på, at det er døde mennesker eller bizarre motiver med døde dyr og opstemte mennesker, han har tegnet...
  • Billige grin

    19. august 2010
    Moderne kunst for arabere er ligesom mavedans for danskere. Det er muligt, at vi alle har maver, men ve de egyptere, der skal tage imod den første danske mavedanserdelegation på kulturel udvekslingsrejse
  • Utopien nærmer sig

    19. august 2010
    Som en del af et projekt, der skal bringe utopien tilbage på kunstscenen, har kunstneren Goodiepal længe ført krig mod Det Jyske Musikkonservatorium, der fyrede ham i 2008. Krigen har ført ham verden rundt med en forelæsning om computerkunst, men dog ikke tættere på forsonende ord fra konservatoriet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu