Læsetid: 4 min.

Wagner var en selvoptaget spytslikker

Musikhistoriens germanske kraftgeni Richard Wagner portrætteres i åbenhjertig og grundig dansk biografi
'Uanset Richard Wagners forkvaklede syn på nation og jøder og meget andet besad han rent bortset fra sine egne personlige brister en indsigt i menneskesindet, der - parret med det kompositoriske geni - skabte og udfyldte i alle detaljer udødelige mennneskestudier og karakterer'.

'Uanset Richard Wagners forkvaklede syn på nation og jøder og meget andet besad han rent bortset fra sine egne personlige brister en indsigt i menneskesindet, der - parret med det kompositoriske geni - skabte og udfyldte i alle detaljer udødelige mennneskestudier og karakterer'.

14. november 2008

Hans ærefrygtindgydende selvoptagethed strakte sig også til selvparodien, som forfatteren til denne vægtige biografi et sted bemærker. Manden var i næsten enhver henseende utålelig: egocentreret til det sygelige, upålidelig i pengesager, ekstrem nydelsessyg, troløs, brutal over for både kvinder og mænd, en spytslikker når dét betalte sig, charmerende når dét var påkrævet, først revolutionær, siden nationalist af den fanatiske slags (sjovt nok antimilitarist) og hæmningsløs antisemit. Og så var han jo altså også et geni. Navnet er Richard Wagner, vel nok det mest kontroversielle og omstridte musikmenneske i verdenshistorien.

Efter Anden Verdenskrig og nazismens sammenbrud opstod et vældigt behov for at omdefinere både person og værk, begge sider af sagen til indsættelse og kroning i en afnazificeret ny sammenhæng, hvor publikum med en eller anden form for bearbejdet og glemsom samvittighed fortsat kunne hengive sig til kratgeniets storladne værk. Tendensen var klar: bagatellisering af den store, sorte medskyld i det historiske forarbejde til det frygtelige, der begav sig fra magtovertagelsen i 1933, til Hitler, onkel Wolf, som Wagner-familien kærlighedsfuldt kaldte den lede diktator, fik taget sig sammen og skød sig en kugle for panden. Da var visionen om civilisationssammenbruddet realiseret. Hitler og nyanskaffet viv havde efter brudgommens selvskabte katastrofe besteget bålet som i Götterdämmerungs slutning. Tæppe.

Siden måtte man som sagt finde en anden ind- og udgang til denne skræmmende idéverden, der utilsløret var baggrunden for virkelighedens ragnarok, og hæftede efterkrigstolkningerne af operaværket op på både humanisme og forståelse. Nu og da til det ulidelige. Wagner taget på ordet er på den anden side heller ikke efter holocaust og Tyskland i ruiner til at fordøje.

Med åben pande

Det er Wagner-eksperten Henrik Nebelongs fortjeneste - blandt mange andre - at han i sin nye bog med åben pande tager fat i det dybt problematiske ved sin hovedperson. Det er gjort før; blandt andre Joachim Köhler i den bemærkelsesværdige bog Wagner's Hitler, hvor den skræmmende forbindelse afdækkes. Men Köhler er på den anden side så forhippet på opgør, at han overser - måske med vilje - det modsætningsfulde hos Richard selv og lader ham være lige lovlig skyldig i alle eftertidens udskejelser. Her er Henrik Nebelong langt mere afbalanceret uden dog at lægge fingrene imellem.

Jo, det er rigtigt: Wagner anbefalede rent faktisk jødernes uddrivelse af det hellige Tyskland, og såfremt det ikke var nok, at rette myndighed, i det omfang en sådan opgave var mulig at løfte, brænde jøderne i en (endelig) stor løsning. Jo, tak. Intet under at Hitler så sig som et parallelt geni, hvis opgave var at føre denne Endlösung ud i livet. Hitler har jo heller ikke ligefrem haft det dårligt med Wagners opfattelse af Tysklands rette rolle som verdens hersker.

Det kompositoriske geni

Miljøet i Bayreuth i Wagners forgældede bolig, Villa Wahnfried, hvor kulten efter komponistens død i 1883 videreudvikledes, bød den unge Adolf så hjerteligt velkommen. Her kom jo den sande dåre, parat til at smede det undergørende sværd og jage det urene pak - jøderne - på porten og ophøje Tyskland i al evighed amen. Winifred, komponistens svigerdatter, der efter gemalen og Wagner-sønnen Siegfrieds død i 1930 gerne ville have gaflet sin elskede Adolf, videreførte traditionen med jernhånd. Dertil kom den i slægten tilgiftede Houston Steward Chamberlain, englænder som Winifred, hvis roterende vås om germansk racerenhed passede som fod i hose for Wagner-klanen og Adolf. Kort sagt er der nok at tage afstand fra med hensyn til Richard Wagner. Men. Eller og. Det er nemlig i realiteten og, Henrik Nebelong anvender.

Uanset Richard Wagners forkvaklede syn på nation og jøder og meget andet, besad han rent bortset fra sine egne personlige brister en indsigt i menneskesindet der - parret med det kompositoriske geni - skabte og udfyldte i alle detaljer udødelige mennneskestudier og karakterer. En udbredt misforståelse er vel den, at operaerne drejer sig om Tyskland og Gud, og at Wagner heri nedlagde drømmen om tysk national hellig storhed.

Operaerne, der ganske rigtigt henter sagnstoffet i det germanske, handler først og sidst om Wagner selv og er ikke religiøse i kristen forstand. Komponisten, der er sin egen librettist, gennemlyser sin egen gestalt og er i den forstand hudløs og skånselsløst ærlig i placeringen af sit eget stof i livsgådens centrum og i længslen efter den store forløsning - i kvindens skød eller i døden som vel sagtens kan komme ud på det samme. Wagners mareredne helte i evige kriser er lige så meget antihelte, der gerne gør det forkerte midt i det rigtige eller det rigtige midt i det forkerte. Kvinderne er enten de reneste rene, der dog har det med at kvaje sig, eller vellystigheder a la Wagners til dét brug foretrukne veninder.

Kort sagt er Wagners skikkelser hele mennesker i deres smertelige splittethed og vildrede.

Manden er værket

Henrik Nebelongs store bog er en grundigt dokumenteret og uhyre velskrevet gennemgang af dét levede liv, der dannede grundlag for værket i al dets enestående omfang og kvalitet. Biografien lægger sig fortløbende i spor med de konkrete operaers handlingsforløb og karakterer. Manden er værket. For nodekyndige tilbyder forfatteren ydermere en fin analyse af de wagneriske motivers særpræg og udviklinger. Bogen er med andre ord også en operafører i Wagner, til gengæld den mest dybdegående af samtlige på modersmålet.

Henrik Nebelong har med sin bog skrevet 'Wagner-biografien' på dansk.

En enkelt indvending i forbindelse med Nebelongs efterskrift om Wagner i eftertiden: En lidt mere udarbejdet kritik af nyere opførelsespraksis havde været på sin plads. Det er således interessant, at den omstridte slutning i Kasper Holtens iscenesættelse af Ringen her (med rette) retfærdiggøres med rod i Wagners egen tekst. Men en grundigere diskussion af de seneste 50 års Wagner-tradition også i musikalsk forstand havde gjort sig, og en kort gennemgang af de til rådighed stående indspilninger i hvert fald af Ringen kunne også være interessant. Men alt forladt. Bogen er en ren wagnerisk præstation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu