Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Zuckermans sidste suk

Philip Roth siger farvel til sin trofaste fortæller i en skuffende historie
Kultur
10. november 2008
Philip Roth siger farvel til sin trofaste fortæller i en skuffende historie

Efter i en periode at have fortalt andre menneskers interessante historier fra det store USA - i blandt andet de mesterlige Amerikansk pastorale (1997) og En menneskelig plet (2000) - er Nathan Zuckerman tilbage, hvor han startede.

Zuckerman, der ikke helt korrekt, men ganske forståeligt er blevet kaldt Philip Roths alter ego, gjorde for alvor sin entré i Forfatterspire (1979). Heri opsøger den unge hovedperson sit store forbillede, forfatteren E.I. Lonoff, for at søge vejledning på sin vej ud i egen forfattergerning. Det får han ikke, til gengæld får han stillet lidt af sin nyfigenhed ved blandt andet at smuglytte sig til, at Lonoff har et forhold til sin unge studentermedhjælp, Amy.

I Exit Genfærd, der efter sigende er forfatterens farvel til Zuckerman, dukker Amy atter op og i kølvandet på hende de samme problematiske spørgsmål om virkelighed versus fiktion, om kunstens væsen og forfatterens identitet, som han sloges med i sin ungdom.

Fortiden spøger

I 11 år har Zuckerman levet isoleret i New England og skrevet bøger næsten uden kontakt til omverdenen. Han er 71 år gammel, impotent og inkontinent, men muligheden for at slippe af med det sidste lokker ham til New York, hvor han falder over en annonce i et litterært tidsskrift indrykket af et yngre ægtepar ved navn Billy og Jamie, der vil bytte deres Manhattan-lejlighed med en bolig på landet. Det passer ham fint, og endnu bedre endda, da han møder Jamie og bliver besat af hende. Zuckerman møder som nævnt også Amy, der engang gav næring til hans erotiske fantasier, men i dag ligner et tosset genfærd med ar i hovedet efter en hjerneoperation.

Så hende undgår Zuckerman, indtil han møder endnu en stemme fra fortiden, nemlig den afdøde og i brede kredse forlængst glemte Lonoff. Tilfældigvis har en af ægteparrets venner nemlig planer om at skrive en bio-grafi om Lonoff. Heri vil han røbe en hemmelighed om denne, som han mener, der er belæg for i den ufærdige roman, forfatteren efterlod sig ved sin død, og som nu takket være Amy er kommet ham i hænde.

Mens Kliman, som denne fyr hedder, jagter en kommentar fra Zuckerman, jagter Zuckerman Jamie - ikke mindst i sine digterier, som udgør et af romanens handlingsspor - og bedre bliver det ikke, da han opsøger Amy blot for at erfare, at hun er mindst lige så glemsom, som han selv er, hvorfor det viser sig at være lidt af en opgave at forhindre Kliman i at realisere sit projekt.

Således må vor helt pludselig konstatere - i Niels Lyngsøs fornemme oversættelse - at på "grund af et enkelt kort møde med Billy og Jamie var jeg ikke alene tilbage i en verden fuld af litterært ambitiøse unge mennesker som jeg ikke interesserede mig for, jeg var også ved at åbne mig for alle de irriterende, stimulerende, fristende og farlige ting der lå i nutiden."

Hvad rager det mig?

Hører man som jeg til den gruppe læsere, der bedst kan lide Philip Roth (født 1933), når Nathan Zuckerman lader andre komme til, er Exit Genfærd en skuffende affære.

De intellektuelle dueller mellem Kliman og Zuckerman dirrer af fornøjelig energi, og mødet mellem fortælleren og Amy er rørende, men resten af romanens handling virker usammenhængende og tilfældig, ligesom figurerne klinger hult.

Fordi: Pudsigt at Zuckerman skulle støde på Amy på en gade på Manhattan så mange år efter, og at Jamie og Billys ven skriver på en biografi om Lonoff. Og hvad bestiller det i øvrigt fremragende essay om George Plimpton midt i det hele? Hvorfor får vi ikke lov at læse, hvad den store Lonoff egentlig kan? Hvorfor siger Zuckerman, at han ikke ved hvad World Wide Web er, når vi nu ved, at han var online i En menneskelig plet? Og hvorfor tager Zuckerman sådan på vej over Kliman og alle de læsere, der er så forhippede på at vide noget om en forfatter, hvis bøger de kan lide? Var det ikke lige præcis det ærinde, Zuckerman selv var ude i i Forfatterspire?

Svaret på det næstsidste spørgsmål hænger i høj grad sammen med den irritation, Philip Roth vist føler ved konstant at blive konfronteret med spørgsmålet om, hvorvidt han onanerer lige så meget som hovedpersonen i hans kontroversielle gennembrud, Portnoys genvordigheder (1969), gør det. Hvad har det med mine bøger at gøre, og hvad rager det jer, synes han at sige. Det vil jeg ikke give ham ret i. Tror man på, at kunst kan gøre en forskel, er det naturligvis nødvendigt at kende til kunstnerens motiver.

Til gengæld vil jeg give Philip Roth ret i, at det er på tide at droppe Nathan Zuckerman - hvis han ikke kan fortælle mere vedrørende historier, end tilfældet er i Exit Genfærd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her