Læsetid: 5 min.

Kunne jeg blot græde over Ifigenia

Kasper Bech Holtens opsætning i Skuespilhuset er blevet en fortænkt tangenttolkning. Væk er fader-datter-dramaet. Tilbage står en utroværdig fanatismeforestilling om selvopofrelse for fædrelandet og jihad
Lysende smuk er Mille Hoffmeyer Lehfeldt, som hun intetanende kaster sig over Henning Jensens forfærdede Agamemnon i den ellers skævvredne Ifigenia-fortolkning på Det Kgl. Teater.

Lysende smuk er Mille Hoffmeyer Lehfeldt, som hun intetanende kaster sig over Henning Jensens forfærdede Agamemnon i den ellers skævvredne Ifigenia-fortolkning på Det Kgl. Teater.

Miklos Szabo

22. december 2008

Harmen føltes stærkere end rædslen, da Ifigenia blev slagtet i Skuespilhuset i fredags. For hvad var der dog sket? Var dette stykke virkelig Ifigenia i Aulis af den græske tragediedigter Euripides (480-406 f.Kr.) - manden bag Medea, Elektra og Bacchanterne?

Var dette virkelig den ægte vare med koret som kommentator af handlekraftige mytologiske skikkelser?

Teksten virkede snarere som manuskript til en moderne tv-serie - med one-liners til close-ups i intime rum. Jovist, replikkerne flød effektivt på yderst mundret dansk af mesteroversætteren Niels Brunse. Men teksten viste sig at være totalt domineret af bearbejdelsen af den engelske forfatter Don Taylor (1936-2003), hvis tragedieversion blev anvendt til en BBC-dramatisering i 1990 - og som efter Taylors død blev forlægget for Katie Mitchells opsætning på National Theatre i London i 2004.

Næse-mod-næse

Valget af Taylor-fortolkningen kan umiddelbart virke oplagt, fordi dens politiske tolkning har været så entydig: Vil hærføreren Agamemnon myrde sin datter Ifigenia for at sikre sin magt eller ej?

Men på Skuespilhusets store scene viser Taylor-valget sig at være fatalt. Iscenesætteren Kasper Bech Holten har antagelig set tekstversionens majestætiske og operanære stilisering som oplagt. Men resultatet er blevet en statisk forestilling, der kun liver op, når skuespillerne vrister sig løs fra instruktionens forkrampede greb - ikke mindst fra Holtens frontale næse-mod-næse-dialog, der har svært ved at fungere 100 minutter i træk. Til trods for at komponisten Klaus Risager sender de særeste åndedrætslyde ind i rummet sammen med de vindpust, der skaber den sjæleuro, opsætningen ellers savner.

Den væsentligste konflikt i Ifigenia i Aulis er en faders drab på sin datter - og datterens beslutning om at følge faderens og gudernes vilje og lade sig dræbe. Det er ikke nødvendigvis en datters nationalistiske fanatismestøtte til et militærfremstød, sådan som også forestillingens program skævvrider stykket med jihad-artikler og børnekonventionsparagraffer. Pointen ligger ligefor, det skal indrømmes, og den kan sagtens forsvares med visse af Ifigenias enkeltreplikker. Men som totaltolkning bliver det tydeligvis en skævert.

Alt-for-fædrelandet

"For Hellas' skyld, men uden lyst, han ofrer mig," siger Ifigenia for eksempel i Alex Garff og Thure Hastrups 1975-oversættelse af Eupides. Og hos Niels Brunses Taylor-oversættelse er ordene næsten de samme: "Han ønsker ikke at dræbe mig. Han gør det for Grækenland."

Men hvor Euripides lader Agamemnon kalde Ifigenias lillebror for 'vor lille søn Orestes', så hedder han hos Taylor 'min lille soldat'. Nå ja, så er manipulationen vist klar.

At påstå at hele Ifigenia i Aulis er et nationalfanatistisk manifest er at tangenttolke Euripides helt ud i havnen. Samtidig skubber denne tolkning Agamemnon så langt ud af scenen, at følelsesspændingen mellem far og datter ikke længere er mærkbar. Og knap synlig heller, for lysdesigneren Jesper Kongshaug lægger ikke bare scenen i mørke i en tankevækkende sort-sort prolog, men generelt. Hvad er det da, at Holten og dramaturgen Anita Klein forsøger at skjule?

Det ville være forfriskende, hvis Det Kgl. Teater turde skabe opsætninger om politisk ansvar. Ikke mindst i denne makabre situation for Danmark, hvor vi opfører os som krigsherrer i Mellemøsten, akkurat som Agamemnon gjorde det i Troja. Men denne påduttede 'alt-for-fædrelandet'-tolkning af en sagesløs klassiker er ikke vejen frem.

Kasper Bech Holten har insisteret på en machotolkning af invasionsdimensioner, og scenografen Steffen Aarfing har fulgt ham med skrånegulv og kæmpeport - og så et enormt 'billardbord' i midten, der viser sig at flyde med vand og papirbåde som et krigsanimation i miniature. Det er flot, men det er også koldt. Og dramatisk bliver det hurtigt kedeligt, når mytens mænd bare står og taler og taler om ting, der er sket, og ting, der skal ske. Hos grækerne viser man jo ikke mord og anden udåd på scenen: Drab udpensler man i ord, så blodet i stedet kan flyde i tilskuernes fantasi.

Sørgmodighedsmelodi

Men det mest uudholdelige ved denne opsætning er næsten, at skuespillerne spiller så fantastisk. For selvfølgelig er Kirsten Olesen en vidunderligt klog og smuk og sanselig Klytaimnestra-mor i den smukkeste, guldbesatte orange dronningerobe af Marie í Dali - og med et naturligt talent for at tage sig af Jonathan Aaberg Lykkes lille, kønne søn Orestes, som instruktionen ellers bare lader sidde med hånden for øjnene, suk. Selvfølgelig er Henning Jensen en forrygende potent og elskende Agamemnon-far - med en moderne tvivl i sit oprigtige blik og i sin erkendelse af sin egen tragedie, dybt inde i stemmens mørkeklang, længe inden kniven lægges i offerpræstens hånd.

Og selvfølgelig er Mille Lehfeldt Hoffmeyer en lysende smuk og impulsiv og levende Ifigenia, der kaster sig på ryggen af Henning Jensen og slår sine tynde, hvide pigearme om hans hals, så han er ved at segne af fadersmerte. Synge kan hun også, den skøreste sørgmodighedsstump af en melodi, der måske renere end alt andet viser, at Bech Holten sagtens kan finde sin grundtone i tolkningen af dramaet skønhedsgru. Han har bare ladet sig forblænde og forstyrre af Taylors skræddernærige omsyningsoversættelse, der uddeler stroferne fra Euripides' kor til de replikføre mænd, der tilfældigvis står med rundt om offerbålet - ikke mindst Peter Plaugborgs mystiske og frygtindgydende offerpræst med de maniske lejemorderhænder. Selv den ultralille rolle som adjudanten udfyldes blændende af Martin Hestbæk med soldateropildnet stemme. Så Holten har personinstrueret med stor renhed. Men han har ladet sig forråde af teksten.

Indrømmet: Slutscenen på offerbålet virker. Når den ellers fredfyldte Ifigenia pludselig får øje på sin sørgende mor og fortryder sin selvopofrelse, dér indtræffer gåsehuden - sammen med den lille blodstribe, der begynder at sive ud på scenegulvet. Men straks smadrer Holten øjeblikket med en efterfølgende blodoversvømmelse på størrelse med Amaliehaven og en æstetisk jernvægsanordning med budget som en Fehmern-bro - og til sidst en overtydelig hævntrangsgraffiti malet med blod. Og så er der kun harmen tilbage.

Ifigenia i Aulis. Tekst: Don Taylor (tv-dramatisering i 1990), angiveligt efter Euripides (410 f.Kr.). Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse: Kasper Bech Holten. Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing og Marie í Dali. Lys: Jesper Kongshaug. Musik: Klaus Risager. Dramaturgi: Anita Klein. Det Kgl. Teater i Skuespilhuset til 27. marts, samt turne fra 12. januar til 6. februar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Erik Rønne

Endnu en klassiker-opsætning hvor moderniseringen kræver at man inden forestillingen læser og analyserer det oprindelige drama, så man ved opførelsen kan se /gennem/ instruktørens ligegyldigheder, ind til det originale drama.

Men med Kasper Bech Holten som instruktør er det vel hvad man kunne forvente. Jeg holder i hvert fald fast ved at Mozart og lange bukser ikke rimer!