Kuratoren har hængt sin hat på, at alle kunstnerne "kongenialt med Munch omhandler eksistentielle erfaringer". Jamen, det var da heldigt, tillykke og god jul.
Peter Doigs kanobillede handler om den ensomme mand, Louise Bourgeois' ansigt i buret skriger, Jorns afskyelige snemand handler om den forvredne sjæl, Kirkebys maleri om et fortabt landskab, Melgaards om det moderne fortabte menneske, Alice Neel om det indre mørke og Erik Parker om det fragmenterede menneske.
Hvis man vil, kan man få alt til at passe, men hvorfor ikke sige det, som det er, værkerne på Faurschous Munch-hyldestudstilling er ikke kongeniale, men de klæder hinanden. Der er et lille overlap i form af den Munch'ske ensomhed og melankoli, men hvem fa'en har ikke det?
Til gengæld er det ene af de viste billeder af Munch hele turen til Nyhavn værd. The Island indeholder alt det, Munch elskes for. Det er er dragende og lidenskabeligt og vidner om stor mørk dunkel indre uro.
Kirkeby-værket koster 950.000 kroner, Melgaards 650.000, og mon ikke også de tunge værker er til at købe, hvis man har penge nok.
'Edvard Munch: Tribute and inspiration' hos Galleri Faurschou, St. Strandstræde 21, til den 28. februar