Læsetid: 4 min.

Det franske for viderekommende

Erling Bjøl fejrer 90-årsdagen med endnu en stimulerende bog om de store historiske sammenhænge
15. december 2008

Titlen er typisk for Erling Bjøl: Den franske forbindelse. Det journalistiske pift med den underliggende humor, som aldrig fornægter sig. Bjøl ejer denne rige evne, som kun er interessant i den indsigtsfuldes besiddelse, at kunne betragte sine omgivelser, inklusive de store og magtfulde, med tungen i kinden.

I denne seneste udgivelse af Bjøls lange række af betydningsfulde og generøse bøger, har politologen, journalisten, den gamle korrespondent, professoren, aktøren, forfatteren sat sig for at udrede samvirket mellem sine to lande. På den ene side fædrelandet - med rod i Kalundborg, København og Århus - og på den anden: det Frankrig, der mere end noget andet i Bjøls formidable alsidighed blev hans studie- og arbejdsmark; landet hvor han i 1950´erne var korrespondent for bl.a. denne avis, og hvor han bor i dag. Fra Holger Danske til Sarkozy siger undertitlen og varsler uden falsk varebetegnelse den spændvidde, bogen opviser.

Med Bjøls lange erfaring og informerede ophold i begge lande og i Europa for den sags skyld - og i Amerika med - indskrænker stoffet sig ikke til aksen Danmark-Frankrig, men breder sig ud til en spændstig og bred analyse af Frankrigs og dermed Centraleuropas politiske historie. Bjøl undersøger hvad der gjorde hvilke lande til de størrellser, de nu engang på godt og mindre godt gik hen og blev; hvorfor Frankrig adskiller sig geopolitisk og kulturelt, og hvorfor konflikterne ikke kun beror på geopolitikken, men så sandelig også på kulturen og dennes uransagelige veje. Som iagttager har Bjøl det meste af det tyvende århundrede som sit laboratorium og har ved selvsyn kunnet erkyndige sig om adskillige ledende figurers væsen og væren. Det hører med. Men heller ikke det betød så meget, såfremt forfatteren ikke fundamentalt begriber menneskers adfærd og behersker den svære kunst at kunne gennemskue komplicerede politiske sammenhænge i fortid og nutid. Grundlæggende forhold er værd at bemærke: Danmark og Frankrig har ikke alverden tilfælles ved første øjekast; det franske potentiale har fra første færd og fra før første rigssamling i den tidlige middelalder været enormt, både hvad angår madvarer og åndsliv.

Hvad anbelanger madvarerne undrer Bjøl sig over den danske fladpandethed. Hvorfor finder danskerne sig i at æde så primitivt og uden fisk? Hvorfor kan man i en almindelig fransk gade få 35 forskellige slags honning og over 350 slags oste, når man i Danmark må nøjes med så lidt og skiveost i plastik? Bjøl bruger plads og tid på svarene, for der er faktisk nogen og en vis forklaring på disse eksistentielle forskelle.

Men i skæbnefællesskab i mere jordnær forstand mødes franskmænd og danske: begge lande har uforsvarlige grænser, Frankrig i nord og nordøst og øst, vi i syd og for den sags skyld hele kysten rundt. Hvor fællesskabet viser sig i storpolitisk forstand, ligger selvsagt betænkeligheden ved Tyskland, som man dårligt kan nægte definerer både Frankrigs og Danmarks udenrigspolitiske problemer. Per Hækkerup sagde altid at der for Danmark kun eksisterede tre: Tyskland, Tyskland og Tyskland!

Spækket med indfald

Alligevel træder forskellene jo unægteligt mere i øjnene. Sproget, maden som sagt, litteraturen og dermed også den grundpolitiske kultur. Danmark har sin Holberg, Frankrig har Montaigne. Men så skilles vejene, for Holberg - der dog ikke er Montaigne - er trods inspirationerne sydfra heller ikke en Molière, hvis hovedperson i det samlede værk må være Misantropen. Over for denne menneskeafskyende radikale fordring er der ikke så meget at stille op, således som Holberg mere forsonende gør det i sine komedier. Over for fransk radikalitet og parathed til at gå på gaden og slås står dansk forligskultur, ingen kniv uden gaffel og harmonisering. Det var reaktionen der til omverdenens gru - før det for alvor gik løs i Paris - fik hugget hovedet af Struensee, ikke revolutionen, der i Danmark løb ud i sandet med landboreformerne, og som heller ikke blev til noget i de efterfølgende europæiske borgerlige opgør i 1800-tallet.

Det er ikke nemt at hente til citat fra Bjøls fine bog; det vil sige det kan man sagtens, men så får man svært ved at holde op igen. Få, om nogen i det danske sprog skriver en fagprosa på det niveau og i den grad spækket med indfald og digressioner til viderebefordring af forfatterens tankegang og læserens oplevelse. Det er en meget vidende mand, der skriver for viderekommende. Det gør ikke noget at man ved noget i forvejen. Store ord på en decemberdag: men at læse Bjøl er altid den rene fryd. Også denne gang.

Projektet Bjøl sætter sig for, står i sin ambition om parallellisering eller parallelle analyser af de to lande mindre stærkt hen i mod vore dage, og forfatteren koncentrer sig stadig mere, som bogen skrider frem, om Frankrigs nyeste historie. Paradoksalt nok har EU medlemskabet for Danmarks vedkommende heller ikke betydet nogen særligt forstærket interesse for Frankrig. Folk rejser gerne til og i landet, men fransk er i den åndeligt flade nuværende danske regerings tid gledet ned til at være et sekundært eller tertiært sprog på lærestederne. Det er tysk for resten også. Hvornår hører man danske politikere og ministre referere deres begavede internationale kolleger for åndrigheder og gode ord? Mon ikke akademikeren Erling Bjøl tænker sit i eksilet!

I forordet takker Bjøl sine hjælpere, hvilket minder om hans synshandikap, der jo ikke gør arbejdet med at skrive bøger i en høj alder mindre. Dette skal ikke opfattes som flov benovelse over bedriften, men en anspore til at skrive flere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Georg.
Man kan være 'viderekommen', fordi man er kommet videre. I flertal er de pågældende så 'viderekomne'. At være 'viderekommende' har mig bekendt og af gode logiske grunde ikke hjemmel i det danske sprog, for enten er man kommet videre, eller også er man det ikke.
Gerne kreativ sprogføring, men ikke af den art!
Bedste hilsener