Læsetid: 4 min.

Frels os med ordgejl

Brøgger har med sit erotiske eventyrdigt nok forbindelser til både sufidigtning, ’Tusind og en Nat’ og Kierkegaard, men er måske allerskæggest at sammenligne med Blæs Bukki, Per Vers, Schade og andre uartige gadedrenge
4. december 2008

To meget gule firkanter, begge med sort tekst: Suzanne Brøggers 'Sløret', lyser op i det kolde nord. Den gule farve er sandt nok gul som solen på en børnetegning.

Inden i den ene firkant er et eventyrdigt i bogform, i den anden en cd med to suiter. Eventyrdigtet må være årets erotica-udgivelse. De to suiter kan trods de gode musikalske kræfter, Butch Lacy og Marilyn Mazur bl.a., bruges til at skræmme folk, der siger, at de ikke er så kulturelle, at det gør noget, endnu længere væk fra kunsten. Kunstformidlere vil nok sige, de skal formidles for at nå ud til en bredere skare. Jeg vil sige, at selv dygtige musikere og en kvinde med en flot og markant stemme kan være stærkt generende for øret. Det lyder ikke kønt, når man trækker en kat i halen, heller ikke selv om det er helt bevidst fra sangerens side. Summa summarum: Suzanne Brøgger vil, kan og gør det hele (indersiden af smuds-omslaget er sågar illustreret af hende), og så kan man jo bare vælge det, man synes bedst om.

Jeg vælger altså eventyrdigtet. Dog kniber jeg det ene øje i, når jeg kommer til de linjer, der afspejler det, jeg kalder danskernes sambakompleks. Det kan godt være, at hverken samba eller mavedans er nordiske opfindelser, men jeg køber altså ikke den der med, at vi ikke kan være kropslige og sexede her nordpå, og at det har de meget bedre styr på i de varme lande.

Jeg læser med andre ord hurtigt hen over linjer som "vestligt velafrettede småborgere" og lettere tilsløret frelsthed om rigtige og forkerte måder at være på: "Vi skal ikke kopiere, hvad folk før os har fundet på./Det gør nioghalvfems procent af alle mennesker -/ kopierer./De hader og frygter den tanke/at skulle skabe noget på egen hånd."

Det var den indledende forbeholdne stampen, nu til sagen:

Ja, far

Ordet har godt nok en negativ klang, men 'ordgejl' er egentlig den helt rigtige betegnelse for værket her, hvor den smækre ungmø Aziyadé af Levi-stammen gejler den lidt ældre og hellige sofa-sheik - og læseren med - op med sine beskrivelser af erotiske eventyr, mens sværdet er hævet over hendes hoved. "Mystiske mester, mærkelige herre,/tillad mig at fortælle følgende,/før De fælder den frygtelige dom", lyder det igen og igen. Ligesom at dette herlige bogstavrim også gentages: "Hiv hurtigt i den!" hujede hun. Der står også, at hun vil være hans "odalisk og ha' flodhestepisk!/Mine tårer triller ved tanken/om Deres stiveste - puds." Den unge kvinde underkaster sig altså sheiken, der meget passende hedder Jafar. Hun siger altså: "Ja, far!" og ender som fortællingens hovedløse taber, men inden da er hun listig og vis, og når det kommer til ord, er hun patriarken stærkt overlegen. Nok har hun et stort seksuelt begær, men hendes begær efter ord er endnu større (sheiken derimod får aldrig skrevet sin erotiske roman, for den ophidser ham så forfærdeligt, at han hele tiden må "gribe til sin ophidsede stand").

Skrift, kunst, musik og erotik nævnes i flæng, men med alle Brøggers vidunderlige ordspil, ende(!)- og bogstavrim og udnyttelse af linjebrud giver det også god mening at forstå det erotiske som underordnet poesien, som en inspirationskilde blot.

Eventyrdigtet er stadig vildt frækt, men det frydefulde skyldes ikke kun forestillingen om alverdens seksuelle akter, men lige så meget mikset af ord og sex, altså omskrivningerne af det, to, og allerhelst flere, mennesker kan gøre med hinanden (og et par grønne agurker) for at opnå seksuel nydelse. Det vidner linjer som disse om: "Nu var hun en fuldvoksen kvinde,/der kunne pudse pung & pæl til punkt og prikke" eller disse om Aziyadés skuffelser med en drenget bankrøver i Norden, nu hun er på afstand af sheiken og må nøjes: "Her har jeg tilbragt hele dagen med at drikke te/og gå i skoven med ham i regnen/og han rørte mig ikke!/Spild, spild, spild!/Og her sidder jeg, sjaskvåd - af regn! - /og fryser - med ødelagte sko!"

Et japansk stykke sexlegetøj bliver slidt op af Safir og Aziyadé i asylet nordpå: "Sådan gik den ene nat efter den anden,/og snart var den japanske starut kaput, gået godt op i limningen./Fetich - fucked, foutu." Ordspillene, frækheden og opfindsomheden, når det kommer til at finde nye udtryk for det, I ved nok, får mig til at tænke på raptekster af Blæs Bukki og Per Vers og digte af Schade. Brøgger disser etikken og lader ungmøen Aziyadé være den suveræne MC (Mistress of Ceremony), der godt nok (og meget Blixensk) må lade livet, men som lader kunsten leve, så os publikummer kan sige: Javist døde fortælleren, men kunstværket lykkedes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu