Læsetid: 4 min.

Grufuldt skønt teater

Med gæstespillet 'Værn mod fremtiden' bliver noget af det ypperste europæiske teaterkunst vist i disse dage
Med gæstespillet 'Værn mod fremtiden' bliver noget af det ypperste europæiske teaterkunst vist i disse dage
8. december 2008

Det kom rullende som en bølge. Teaterchefen for Betty Nansen, Henrik Hartmann, sad som alle paralyseret, da lyset blev slukket på scenen, og stykket sluttede.

Men han var den første til at rejse til op og råbe et højt "Bravo"! Alle måtte først lige ryste chokket af sig, inden de også kom op at stå, men så stod vi der også. For vi havde lige været vidne til en enestående kunstoplevelse.

Man kunne lige så vel være begyndt at græde som at grine. De forskellige følelsesmuligheder lå ved siden af hinanden. Alt var nemlig blevet aktiveret gennem den forudgående fire timer lange forestilling.

Kan man lave bevægende og smukt teater om drabet på mere end 700 børn? Det spørgsmål blev besvaret med et ja, da den schweiziske instruktør Christoph Marthaler med sit ensemble gæstede København med den prisbelønnede forestilling Værn mod fremtiden.

Baggrunden er, at det for nogle år siden kom frem, at børneafdelingen på hospitalet Steinhof am Spiegelgrund i Wien lå inde med 700 hjerner og rygmarve, der stammer fra de medlidenhedsdrab på 'uværdige' liv, der fandt sted mellem 1938-45. Drabene var del af det nazistiske eutanasi-program, som alene i Østrig menes at have kostet mere end 25.000 anderledes skabte og uværdige voksne livet. Læger og psykiatere var de villige udøvere af dette menneskefornægtende system, som var en hjørnesten i den nazistiske ideologi og racelære, men også samtidig del af en teknokratisk og bureaukratisk modernitet i rationaliseringens tegn.

I 2005 blev disse børns rester begravet, og Marthaler skabte som del af Wiener Festwochen til lejligheden en scenisk-musikalsk forestilling for de døde børn, der blev opført i festsalen på det hospital, hvor drabene havde fundet sted. Det er den forestilling, der nu er forlagt til festsalen i Ny Carlsberg Glyptotek.

Fortid og nutid

Christoph Marthaler er en af de mest originale europæiske instruktører og en teatralsk udforsker af glemte og fortrængte zoner af det menneskelige liv. Her har han kastet sig over et af de mørkeste kapitler i det 20. århundrede.

I stykket bevæger vi os baglæns og kommer først langsomt til historien om børnene på Steinhof. I kraft af en indledende rundtur i dokumenter og sygejournaler bliver tilskuerne fra første færd mindet om de døde børns tilstedeværelse, der lægger sig som en bund under hele stykket.

Børnene bærer man med sig, når der i stykkets første del kastes et blik ned i afgrunden af en ikke så fjern fremtid, hvor det handler om emner som biogenetik, prænataldiagnostik og aktiv dødshjælp. Tilskuerne er midt i festsalen bænket omkring borde som til en trøstesløs generalforsamling. Stærke elementer af slap-stick og satire præger denne del, der dog blev sat op imod en knugende 'ønskekoncert' til den sidste rejse for børnene, hvor der læses op fra virkelige breve fra forældre til lægerne på Steinhof.

Efter en vandretur gennem Glyptotekets egyptiske samling, som skuespillerne udnytter til en række små stærke tableauer, der bygger bro til fortiden og forskellige lag i følelsesregistret, vender man tilbage til festsalen, i hvis bageste del publikum placeres på en tribune.

Hele tiden på grænsen

Skuespillerne har nu indtaget festsalen og opfører historien om børnene på Steinhof i form af følelsesstærke musikalske Lied-arrangementer, hvor musikken tager over fra ordenes magtesløshed.

Nutid og fortid udspiller sig i det samme rum. Ved således at knytte tiderne sammen kommer det til at handle om mekanismerne bag menneskelig udvælgelse og eksklusion, mellem værdigt og uværdigt liv og mellem gode og dårlige gener.

Værn mod fremtiden handler om rædslen. Men Marthaler har ikke blot skabt et knugende rekviem for de døde børn, men en enestående teaterforestilling og liederkoncert. Musik og sang bliver både brugt for at formidle følelser og til at formidle forsoning og trøst.

Man bevæger sig hele tiden på grænsen til det sentimentale, men uden at det får overtaget.

I det hele taget er det ikke ubetinget skønsang, der bliver fremført eller konventionelle opfattelser af det skønne. I respekt for de døde børn er Marthaler så at sige på de ufuldkomne og uperfekte side. Hvorledes denne forvrængede skønhed lyder, er man selv nødt til at høre.

Værn mod fremtiden spiller sidste gang i aften. Man bør unde sig selv en sjælden mulighed for at se teater i verdensklasse. Skuespillerne er formidable. Fremhæves må dog Jeroen Willims, der i en scene med bittesmå nuancer i stemme og udtryk på et sekund formår skiftevis veksler mellem en 12-årig dreng på Steinhof og en morderisk læge. Det er rystende teater.

Og det er helt sikkert, at det aldrig igen bliver det samme at besøge Glyptoteket efter, at Marthalers trup har været der.

Glyptoteket. Gæstespil: Værn mod fremtiden.Iscenesættelse: Christoph Marthaler.Scenografi og Installation: Duri Bischoff. Kostumer: Sarah Schittek.Koncept: Stefanie Carp og Markus Hinterhäuser Premiere fredag. Spiller sidste gang mandag aften kl. 19

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu