Læsetid: 3 min.

En håndfuld opbyggelige eventyr

I en samling små historier, ’Barden Beedles Eventyr’, bygger J.K. Rowling veloplagt videre på sin egen Harry Potter-mytologi
11. december 2008

I syvende og sidste bind af J.K. Rowlings saga om troldmandslærlingen Harry Potter, Harry Potter og Dødsregalierne, arver hans gode veninde Hermione Granger en bog efter den afdøde, mægtige troldmand Albus Dumbledore, rektor på Hogwarts Skole for Trolddom og Heksekunster. I bogen, Barden Beedles Eventyr, en samling på fem små folkeeventyr for børn skrevet mange hundrede år tidligere af barden Beedle, læser Hermione for første gang om Dødsregalierne - en uovervindelig tryllestav, en sten, der kan gøre de døde levende igen, og en usynlighedskappe - som Harrys ærkefjende Voldemort, er ude efter.

Som læsere af Harry Potter vil vide, lykkes det ham ikke, og det er en af moralerne i Barden Beedles Eventyr, der netop er udkommet i en fordansket udgave af Hermione Grangers nyoversættelse af bardens oprindelige runeudgave tilføjet Dumbledores egne, håndskrevne notater: Man kan ikke snyde Døden.

Det er selvfølgelig Rowling selv, der står bag, men i et vellykket forsøg på at bygge videre på den allerede omfattende Potter-mytologi træder forfatteren i nogen udstrækning i baggrunden og overlader scenen til Beedle og Dumbledore.

Vittigt og veloplagt

De fem korte historier, man kan læse i bardens bog, minder til forveksling om de folkeeventyr, vi mugglere - mennesker uden magiske evner - har fået læst højt som børn og selv læser højt for vores børn. Blandt unge hekse og troldmænd er eventyrene da også lige så kendte og uopslidelige som brødrene Grimms eller H.C. Andersens i vores verden.

Det er opbyggelige fortællinger med en tydelig morale, som prædiker fredelig sameksistens mellem troldfolk og mugglere, følger eventyrets konventioner - tre brødre, tre hekse, tre prøver - og som advarer mod arrogance, ligegyldighed og misbrug af magiske evner.

En troldmand er trods alt også bare et menneske.

I det første eventyr, "Troldmanden og hoppegryden", vil en ung troldmand ikke fortsætte sin afdøde fars velgørende arbejde, og det får grumme følger for ham. I det næste, "Livslykkens kilde", handler det om at realisere sig selv. Efter hvert af eventyrene kommer Dumbledore med sin tolkning og fortæller om, hvordan det gennem tiden er blevet opfattet af menigmand.

Han kan blandt andet fortælle, at muggle-hadende troldmænd har forsøgt at få dem forbudt, mens andre ville censurere eventyrene, fordi de var skadelige for børn på grund af "denne usunde kredsen om de gyseligste emner som død, sygdom, blodsudgydelse, ond magi, forkvaklede personer og kropslige afsondringer af den ækleste slags," som forfatteren Beatrix Bloxam formulerede det.

Her giver Rowling vittigt og veloplagt igen på den forvrøvlede og hysteriske kritik af Harry Potter, som ignorerede bøgernes medmenneskelige, eksistentielle og moralske grundtone og dannelsesmæssige kvaliteter og i stedet råbte op om, at de var skadelige for unge læsere.

Grin og gys

Barden Beedles Eventyr er ikke nogen stor bog, men Rowling skriver godt og levende, og der er grin og gys at hente i de fem eventyr, især for yngre læsere. Samtidig vil det for ivrige Potter-fans være fascinerende at få udbygget Harry Potter-universet, ikke mindst ved at læse Dumbledores begavede kommentarer, der sætter alting ind i en kontekst.

Mest interessant er selvfølgelig "Eventyret om de tre brødre", bogens sidste historie, der også er med i Harry Potter og Dødsregalierne, og som handler om tre af Harrys forfædre, der uden det store held prøvede at undslippe Døden. Bogen er et velgørenhedsprojekt - og forfatteren efterlever selv prisværdigt den humanistiske tankegang, Harry lærer i Potter-bøgerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu