Da anmelderen studerende filosofi i Oxford, opstod der et problem på fakultetet. Den lærer, der skulle undervise i et seminar om den tyske idealistiske filosof G.W.F. Hegel, havde - som det hed - "fået forfald" dvs. havde drukket for meget! Gode råd var dyre. Mange studerende havde meldt sig, og seminaret kunne ikke aflyses.
Problemet blev løst, da en lektor kom i tanke om den daværende teologiprofessor og nuværende ærkebiskop i Canterbury Rowan Williams.
"Vi spørger bare Rowan. Han ved alt."
At være alvidende er normalt forbeholdt ærkebispens eneste formelle overordnede dvs. Gud. Men i Vor Herres fravær er den walisiske teolog - og digter - en udmærket substitut.
Rowan Williams - der til daglig har problemer med at holde sammen på den dybt splittede engelske statskirke - er en meget klog mand.
Det er derfor en fornøjelse at læse hans seneste arbejde om den store russiske forfatter Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij (1821-1881).
Dostojevskij kræver næppe nogen introduktion. Mange anser den russiske forfatter til værker som Kældermennesket (1864) Raskolnikov: Forbrydelse og straf (1866), Idioten (1868), De besatte (1871-1872) og frem for alt Brødrene Karamazov (1879-1880) som verdenslitteraturens største forfatter
Selv om sådanne prædikater er misvisende og baseret på subjektive skøn, er der næppe tvivl om, at Dostojevskij sammen med Dante, Shakespeare og Goethe tilhører den lille elite af de absolut største - lidt på samme måde som Mozart, Bach, Beethoven og the Beatles gør det i musikken.
Aktualitet
Det, der er mest væsentligt i Williams bog, er, at han viser, hvor aktuel russeren er. Som Willams skriver:
"Terrorisme, børnemishandling, opsplittede familier, sekularisering, seksualisering af kulturen, det liberale demokratis fremtid og civilisationernes sammenstød" er fænomener, som "vi føler er snævert forbundne med og kendetegner det 21. århundrede, men de findes alle i Dostojevskijs forfatterskab".
Og Fjodor Mikhajlovitj - som russerne kalder ham - har ifølge Williams en evne til at tale mere klart, mere åbent og mindre indelukket om disse ting.
Kontekst
Denne læsning - der hiver Dostojevskij ud af konteksten - er selvsagt idehistorisk kontroversiel. Især i England og USA er der en tendens til - under indflydelse af idehistorikeren Quintin Skinner - at se alle forfatterskaber som en del af en snæver historisk kontekst.
Hvis dette havde været en streng videnskabelig bog, burde Williams have nævnt, at hans tolkning er fagligt kontroversiel på dette punkt.
Men da denne bog henvender sig til folk uden for universiteterne, kan dette tilgives.
For Williams er Dostojevskij en forfatter, der tale hen over århundrederne; en mand med et alment budskab, der gælder uafhængigt af tid og sted. Kort sagt en klassiker.
Det viser han mest tydeligt i den analyse af Lise Khokhlakovas opfattelse af sin egen krop - en analyse der meget vel kunne handle om unge pigers spiseforstyrrelser.
Ikke overraskende - for dem, der har læst Dostojevskij selv - bruger Williams en del tid på at analysere romanen De besatte (den der tidligere blev oversat som Nihilister).
Bogen er en fortælling om terrorister. Hverken Dostojevskij eller Williams finder noget svar på terrorismens årsager. Den eneste konklusion er, med Dostojevskijs egen ord, at "intet er nemmere end at fordømme terroristen, men intet er sværere end at forstå ham".
Mange biografier har en tendens til at helgenkåre deres hovedpersoner. Det er ikke tilfældet her. Rowan Williams er bevidst om - og lægger ikke skjul på - at Dostojevskij havde mange utiltalende synspunkter. At Dostojevskij var antisemit, er bare et af dem, hans nationalisme og modvilje mod demokratiet er andre.
Kulturkamp
Bogens undertitel Language, Faith and Fiction er utvivlsomt en henvisning til den positivistiske filosof A.J. Ayers bog Language, Truth and Logic fra 1936. Williams' bog er dermed et subtilt svar til den positivistiske filosofi, der - i modsætning til Dostojevskij - ser verden udelukkende fra en materialistisk og videnskabelig synsvinkel.
Sådanne skjulte henvisninger er der - i god britisk tradition - mange af.
Bogen er skrevet af en teolog. Det er ikke en bog, der blot er skrevet for at underholde, men et forsvar for Dostojevskijs kristne synspunkter. Men Williams prædiker ikke og forsøger ikke at smugle religion ind af bagvejen.
Der er tradition - også i Danmark - for, at teologer har den bedste forståelse af Dostojevskij. Højskolemanden og teologen Knud Hansen, religionshistorikeren Vilhelm Grønbeck og præsten og forfatteren Johannes Møllehave har alle skrevet indgående om den russiske mester.
Disse danske bidrag er alle værdifulde, men det gør ikke Williams bog mindre interessant.
Dette er et vægtigt, videnskabeligt, men samtidigt letforståeligt bidrag til forståelsen af et meget stort forfatterskab. En fornøjelse.
Det eneste problem er, at Williams kommer til at røbe afslutningerne på mange af bøgerne. Så hvis De ikke har læst Dostojevskij selv, bør De gøre det først. Også selvom det tager tid. Derefter bør De læse Rowan Williams.
