Læsetid: 2 min.

Kærlighed i kænguruland

Helheden halter, men man keder sig ikke undervejs i Baz Luhrmanns 'Australia', en næsten tre timer lang hyldest til instruktørens hjemland
Helheden halter, men man keder sig ikke undervejs i Baz Luhrmanns 'Australia', en næsten tre timer lang hyldest til instruktørens hjemland
23. december 2008

Den australske filmmager Baz Luhrmann gør ikke noget halvt. Heller ikke i sin seneste film, den 166 minutter lange Australia, der med vekslende held forsøger både at hylde instruktørens hjemland, give de indfødte en art oprejsning og servere melodrama for så bredt et publikum som muligt.

Året er 1939, og snobbede Lady Sarah Ashley (Nicole Kidman) ankommer til Australien for at sælge sin og mandens lidet profitable kvægranch. Men manden er blevet slået ihjel - af en heksedoktor ved navn King George (David Gulpilil), påstår ranchens skurkagtige bestyrer, Fletcher (David Wenham) - og inden hun kan nå at sige 'kænguru', bliver Lady Sarah kastet ud i et hæsblæsende eventyr, der også involverer kvægdriveren Drover (Hugh Jackman), drengen Nullah (Brandon Walters), som er barn af en indfødt mor og en hvid far, Fletchers egentlige arbejdsgiver, kvægbaronen King Carney (Bryan Brown), japanernes angreb på Australien og det smukke og barske land selv.

Ud i karikaturen

På mange måder er Australia fejende flot underholdning af den kulørte og postmoderne slags, man har set nogle gange før fra Baz Luhrmanns hånd, blandt andet Romeo + Juliet og Moulin Rouge. Udtrykket 'for meget' findes ikke i Luhrmanns ordbog, og han spekulerer så skamløst i virkemidler og genrer, at det er umuligt ikke at blive berørt. Således begynder Australia som politisk ladet racedrama, fortsætter som komedie og kærlighedsfortælling og ender som krigsfilm. Og på intet tidspunkt sparer instruktøren på effekterne.

Man keder sig ikke - der er masser af humor, drama og romantik undervejs - men helheden er ikke for alvor vellykket, og indimellem skubber Luhrmann ligefrem situationer, personer og stilgreb ud i karikaturen. Så selv om Kidman får givet sin noget endimensionale figur en smule dybde, Jackman under al støvet og de dårlige manerer er tilpas flot og velbygget til rollen som charmerende bisse og Lady Sarahs store kærlighed, og Brandon Walters løber med ens hjerte i den symbolske rolle som farvet og forfulgt, er Australia af og til mere Pearl Harbor end Borte med blæsten.

Australia. Instruktion: Baz Luhrmann. Manuskript: Baz Luhrmann, Stuart Beattie, Ronald Harwood, Richard Flanagan. Amerikansk (80 biografer landet over den 25. december)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu