Læsetid: 5 min.

Kun yppig - ikke fed

Maria Hellebergs bog om Maria Callas er en sær operaslankekur: Et fanbrev, en pladeregistrant og et modebladsportræt. Flettet sammen til et kvindeligt tillægsordsmanifest med internationalt potentiale
4. december 2008

'Maria Callas' står der på omslaget til venstre for billedet af kvinden med de optegnede øjenbryn og de svungne slacks. Ikke noget med nogen undertitel. Ikke noget om, hvorvidt dette er en roman eller en biografi. Denne bog af Maria Helleberg vil gerne præsentere sig som den uomgængelige bog om hele verdens operadiva.

Det bliver den sikkert også for visse læsere. Operafans med reolmetre fulde af Callas-litteratur vil kaste sig sultne over denne letløbende skildring af en stjerne, der skal så grueligt meget ondt i gennem, før verden tilbeder hende - og derefter forkaster hende. Også nybegyndere inden for operaens verden og unge, der bare synes, at Callas er retro på den fede måde, vil antage, at de her kan finde den gode historie fortalt, så den er til at forstå.

Men sådan er Maria Hellebergs bog ikke. Faktisk virker den temmelig opera-indforstået. Alverdens stemmetyper og stemmekategorier kastes nørdet mod læseren, der så kan begynde at spekulere på, hvordan alle de tillægsord så mon egentlig lyder. Det begynder med 'koloratursopranen' og den 'veristiske' stemme, og så er det bare om at holde fast, når bogen når til 'en organisk del af midterlejet' (side 54).

Dette fagnørderi havde vel været til at bære over med, hvis selve skæbnehistorien om Maria Callas (1923-77) havde været fængende fantastisk. Men det er den ikke ubetinget. Den er lang - 414 sider! - og den er gentagende. Og så er den så fuld af fordomme og forudindtagede meninger, at læseren ikke kan nå at blive præsenteret for hverken Callas' mor eller mænd - eller dirigenter - uden at Maria Hellebergs fortolkning tromler disse personer på forhånd.

Hvor har hun det fra?

Det er en mærkelig genre, denne slags biografi, hvor forfatteren lever sig ind i et andet menneskes liv. Tanker og udsagn dukker op som indirekte monologer og og som refererende samtaler, a la 'Og hvad er De så berømt for, hr. Onassis?' (side 228). For hvor har Helleberg det fra? Da bogen første gang refererer et (udateret) Callas-brev (side 80), bliver citatet fulgt af en tolkning, som brevet ikke indlysende giver belæg for. Og så er der dømt skepsis.

Som læser er man ikke i tvivl om, at Maria Helleberg elsker Callas. Hun har hørt hver en skive igen og igen. Hun har læst hver libretto igen og igen. Hun har sammenlignet hende med andre sangerinder i samtlige partier, og hun ved præcis, hvorfor Callas er den bedste. Hun har også læst det meste, der overhovedet er tilgængeligt om Callas' 53 år lange liv. Hun lever sig ind i hendes 'særlige kvindelige skrøbelighed' med empati og overbevisning. Og hun kender alle anekdoterne. Men som forfatter og operahistoriker nævner hun ikke en eneste kilde undervejs. Derfor bliver det også aldeles utroværdigt, at hun f.eks. angiver, at hun har læst 'anmeldelser fra italienske, engelske, tyske og amerikanske aviser 1947-74'. Jo tak, men hvilke? For eftertiden er dette en uhelbredelig svaghed ved bogen, som ellers har gjort sig umage med en registrant over Maria Callas' 70 studieoptagelser.

Kvindeskrivning

Men hvad er det så for en historie, Maria Helleberg fortæller? Det er en historie om en fattig og mere eller mindre smældfed pige med en 'munds indre som en gotisk katedral' (Sådan står udtalelsen citeret! Se selv på side 140). En kvinde med ophovnede ankler, som gemmer sig i monsterkostumer, og som ikke engang barberer benene (side 125). Og en kvinde, som har en gammel elsker, der styrer pengene for hende. Indtil altså at hun taber sig - og vinder verdens beundring.

Maria Helleberg kan denne særlige kvindeskrivning, hvor der er hundredvis af ord om, hvorfor en kvinde bliver tyk uden at spise særlig meget. Prust. Hun kan slæbe fedtet afsted, så man får åndenød, mens man læser. Det er noget af en retorisk dåd. Og læseren kommer med helt ind i kohlstiftens kurve og de udokumenterede graviditeter. Alt sammen skrevet med fornemmelse for et kvindeligt behov for overbekræftelse: 'Nu kunne hun i praksis bevise, at hun ikke var en pengegrisk huntiger, men slet og ret en stor kunstner' (side 217).

Navn på vampyrerne

Hellebergs force er rollekarakteristikkerne. Her folder hun nogle fiktive kvindeskæbner ud med interessante psykologiske nuancer og effektive billeder, der konsekvent spejles i Callas' stemmepotentiale og hendes transformerende krop. Som f.eks. Callas' Medea, der i følge Helleberg 'viste, at hun vidste, hvordan en ægte knytnæve så ud' (side 115). Hellebergs fortolkninger af Callas' rollefortolkninger er bogens kerne. Ordene om Callas som Violetta i operaen La Traviata er noget af det smukkeste og mest indlevede (side 162-168 og 241) - og årsag nok til at investere i bogen, hvis man har teaterdekadence i årerne. Desuden har Helleberg et godt blik for operakunstens patriarkalske struktur, hvor kvindelige kunstnere er aldeles underlagt mægtige teaterdirektører og dirigenter. Og hun påviser, hvordan kvinder, der nægter at anerkende dette system, blot bliver kaldt hysteriske og 'ukvindelige' (side 100). Disse betragtninger løfter bogen op i den tonehøjde, hvorfra hele portrættet gerne måtte have været skrevet.

Desuden udviser Maria Helleberg stort mod. Hun er ikke er bange for at vurdere de mange mennesker rundt om Callas, og hun er heller ikke bleg for at opliste skurke og helte i årene omkring Callas' død - og arvgribbene helt op til i dag. Dermed bør bogen have internationationalt potentiale: Her bliver sat navn på dem - alle Callas-vampyrerne.

En repetitørs omhyggelighed savnes dog fra forlagets side. Teksten skriger på en stramning, gentagelserne er ulidelige, og navneregistret er lige så opsigtsvækkende kort, som bogen er lang. Vor egen Bournonville bliver f.eks. hånligt omtalt i teksten på side 159-160, men han har åbenbart ikke været fin nok til at komme med i registret under B.

'Hun tænkte som en dirigent, ikke som en sanger,' skriver Helleberg i en flot karakteristik (side 142). Selv har hun måske ønsket at skrive 'partituret' over Maria Callas' skæbneliv med dirigentens overblik. Men bogen er snarere endt som et potpourri af et fanbrev, en pladeregistrant og et modebladsportræt. Så bastant som en romansk landbykirke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu