Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kunst og kærlighed i det australske bøhland

Varmen bager, og vandet vælter ned fra oven, da en blondine med mandeløjne og fyldige læber banker på kunstmalerens Michael Boones dør. Det bliver begyndelsen på et kompliceret kriminalistisk kunst-forfalskningsdrama. 'Tyveri' er endnu en stor roman fra Peter Carey
Kultur
18. december 2008
Varmen bager, og vandet vælter ned fra oven, da en blondine med mandeløjne og fyldige læber banker på kunstmalerens Michael Boones dør. Det bliver begyndelsen på et kompliceret kriminalistisk kunst-forfalskningsdrama. 'Tyveri' er endnu en stor roman fra Peter Carey

Australske Peter Carey har aldrig rigtig slået igennem herhjemme. Det er forbløffende og en skam. For det er med god grund, at den dobbelte Booker Prize-vinder i den engelsktalende del af verden regnes for en af nutidens helt store litterære stemmer.

Kærligheds-, kriminal- og kunstnerromanen Tyveri er endnu en stor roman fra Peter Careys hånd. Men lad os straks kigge nærmere på selve bogen, der netop udstiller den kedelige tendens til at bedømme et kunstværk ud fra, hvem der står bag det, snarere end hvad det i sig selv er værd. Hvilket for øvrigt også var en centralt tema i Peter Careys Mit liv som falsum, der udkom sidste år på dansk.

Romanens titel refererer til indtil flere tyverier. Det første er sket forud for handlingens nutid, da kunstmaleren Michael Boones ekskone har rippet ham for både søn og malerier i en beskidt skilsmissesag. Det næste er sket, da Michael rasende har stjålet malerierne tilbage.

Sidstnævnte tyveri har sendt Michael en tur i fængsel, som han bliver løsladt fra, da romanen begynder. Hans navn er i mellemtiden falmet, og han er ikke længere den anerkendte kunster, han var engang.

Forbitret og alkoholiseret tager han nu imod et tilbud om at blive opsynsmand på en afsides beliggende landejendom ejet af hans ivrigste samler. Her skal han midt i regntiden få styr på sit liv og sin kunst og tage sig af sin mentalt handicappede bror, Hugh.

Forfalksningsdrama

Men storbymennesket Michael er på ingen måde draget af naturen. Han har ingen van goghske illusioner om uforstyrrethed og et helt særligt lys. Når han forlader Sydney, er det kun, fordi han ikke kan få øje på andre muligheder. Alligevel finder han frem til en vis indre ro i sit landlige eksil, hvor varmen bager, og vandet vælter ned fra oven.

En blondine med mandel-øjne og fyldige læber bryder imidlertid idyllen, da hun under et voldsomt uvejr søger tilflugt hos Boone-brødrene. Marlene, som hun hedder, viser sig at ligge inde med retten til at autentificere sin afdøde svigerfar, kubisten Jacques Liebovitz' malerier.

Der er mange penge på spil, når Marlene beslutter, om værker med dubiøs proveniens skal tilskrives Liebovitz. Et ellers ligegyldigt maleri bliver millioner værd, hvis det bliver blåstemplet som et værk af den store kubist, hvis navn i modsætning til Michaels aldeles ikke er gået af mode.

Marlene er i nabolaget, fordi hun har autentificeret en Liebovitz ejet af Boone-brødrenes nabo. Men så bliver romanens tredje tyveri begået, og pludselig mistænker politiet Michael for at have neglet sin nabos med ét så dyrebare maleri.

Michael indrulleres nu i et kompliceret kriminalistisk kunstforfalskningsdrama, orkestreret af den bedårende blondine. Han opdager hurtigt, at hun er knap så fin indvendigt som udenpå. Men han må erkende, at han drages imod hende alligevel.

Helt særligt sprog

Opklaringen af forbrydelsen sikrer romanens narrative drive. Og det aparte kærlighedsforhold forlener den med en kuriøst prosaisk romantik. Men allerbedst er nu Boone-brødrene, som den dygtige håndværker Peter Carey har forsynet med hver deres helt særlige sprog.

Michael er den primære fortæller. Den afdankede kunstners tale er præget af opfindsomme, af og til decideret poetiske bloody- og fuck-konstruktioner samt overdrevent selvudslettende sammenligninger som denne:

"Jeg trådte ind på Bathurst Street som et vildæsel af en mand, med mit eget lig over skulderen - Jeg, Prædikeren, der nu var hærget som en Bugatti der var blevet efterladt i en parkeringskælder på West Street, dækket af støv og fjer og duelort og med flade batterier, en sløv kvalmende kliklyd og overhovedet ikke noget lys."

Indimellem sådanne bitre udgydelse får Hugh med jævne mellemrum lov at fortælle. Hans udsagn fungerer ofte som korrektiv til Michaels noget ensidige udlægninger. Men på en ret rablende måde. Se for eksempel her, hvordan han påbegynder et af sine kapitler:

"Ja hr., nej hr. Min bror insisterede på at stikke sin SNABEL op i røven på politimanden. Ja hr., nej hr., be-bob-a-lula, det var et velsignet mirakel, at han overhovedet kunne trække vejret."

Hughs sproglige virvar, fyldt af lydord, VERSALER og selvmodsigelser, er høj humor. Jeg grinede meget af det, da den engelske udgave af romanen udkom forrige år, og takket være Niels Lyngsøs lydhøre oversættelse er det næsten lige så sjovt på dansk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her