Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kunsten at skabe lykkelige øjeblikke

Emir Kusturicas glimrende film om Diego Maradona er en forført hyldest til en fortabt forfører
Kultur
19. december 2008
Fortabt. Kusturica viser Maradona som et fortabt ikon, der kan skabe lykkelige øjeblikke omkring sig.

Fortabt. Kusturica viser Maradona som et fortabt ikon, der kan skabe lykkelige øjeblikke omkring sig.

Enhver mindeværdig mand risikerer at blive udmøntet i anekdoter; jeg hjælper nu med til, at denne uundgåelige skæbne fuldbyrdes
Jorge Luis Borges

Hans første verdensmesterskab endte med et rødt kort, fordi han sparkede en modstander i maven, og han blev smidt ud fra sit sidste verdensmesterskab, da han blev taget for doping. Så er der skandalerne, sladder om børn uden for ægteskab, kokainmisbrug, indlæggelser på intensivafdelinger med hjerteproblemer og skyderi efter journalister. Hvis ikke han var Diego Armando Maradona, ville han blive set som et ringvrag. Og når man sidder alt for langt fra Argentina og følger hans eskapader, ligner det unægtelig en ligeså langsom som sikker nedtur. Men han gav Argentina verdensmesterskabet i fodbold i 1986, og han har givet argentinerne så meget stolthed og storhed, at almindelige kriterier for rigtigt og forkert ikke gælder for ham. Det storartede ved den bosnisk-serbiske filminstruktør Emir Kusturicas film Maradona er, at han viser, hvorfor Maradona forbliver argentineres helt og levende helgen. Det er hverken en kronologisk portrætfilm om Maradona eller en kritisk afdækning af fænomenet. Det er en film om, hvad folk ser, når de ser Maradona.

Målene mod England

Kusturica opsøger Maradona i Buenos Aires i 2005. Sammen rejser de til slumbyen Vila Fiorito, hvor Maradona voksede op. De tager til Beograd og videre til Napoli, hvor han spillede i sin storhedstid fra 1984 til 1991 og stadig dyrkes som en guddom. De to taler meget længe sammen: Dvs. Maradona fortæller om sit liv, sine mål og sin modstand mod USA, mens Kusturica nikker. Man ser Maradona i samtale med sin ven Fidel Castro, på talerstolen med Hugo Chavez, og spadserende iført en t-shirt påtrykt teksten 'Stop Bush', hvor s'et er skrevet som et hagekors.

Selv udlægger han sine to legendariske scoringer mod England ved VM '86 som anti-imperialistiske perler. De var ifølge Maradona hævn for de argentinere, som englænderne dræbte i den bizarre krig om Falklandsøerne. Sin tid som stjerne i Napoli beskriver han som det fattige Syditaliens kamp mod det rige Nord. Dopingsagerne og kokainmisbruget tilskrives FIFA, mafiaen og andre onde kræfter, som vil tage livet af ham. Stolt fortæller han, at Prins Charles gerne ville mødes med ham. Men Maradona nægtede at trykke prinsens blodige hænder. Maradonas monologer ledsages af sekvenser, hvor folkemasser på stadion hylder den pensionerede stjerne, frenetiske opløb på gaderne omkring ham i Buenos Aires og seancer i den Maradonianske Kirke, hvor Fadervor er blevet til Maradonavor og par bliver viet under løfter om, at Diego Maradona "har været, er og altid vil være verdens største fodboldstjerne".

Kusturica overvejer i sin voice over, om man ikke til psykoanalysens to fundamentale begreber om seksualdrift og dødsdrift bør tilføje Maradona-effekten. Kusturica er selv under indflydelse af Maradona-kulten. Han nikker af stjernens anti-imperialistiske fraser, som var det genialiteter fra en nobelprismodtager. Godt nok erkender han, at Maradona ikke har besøgt sin hjemstavnsslum i 15 år, fordi han dyrker et idealiseret billede af de fattige, men Kusturica klipper selv tegneseriegengivelser af Bush, Thatcher og Reagan ind i gengivelserne af den berømte scoring efter en dribletur mod England. Underlægningsmusikken er Sex Pistols' sang om 'the fascist regime' i England, og scoringer bliver i filmen fejret som modkulturelle manifester.

Det bliver sangeren Manu Chao, der på gaden foran en bevæget Maradona synger sandheden: Manu Chao ville leve akkurat som Maradona, hvis han var ham. Han ville leve 1000 procent og med 1000 raketter. Han vil ikke have en pædagogisk rollemodel som pæne Pelé, men et dramatisk forbillede og en ekstraordinær skæbne. Maradonas excesser vidner om, at en ekstrem person må leve ekstremt. Kusturicas film om Maradona viser bestemt ikke billeder af stjernen som et lykkeligt menneske. Men den viser ham som et fortabt ikon, der med Baudelaires ord behersker kunsten at skabe lykkelige øjeblikke. Og som en samling af lykkelige øjeblikke omkring en ulykkelig skæbne er Kusturicas film et vellykket kunstværk.

Diego Maradona. Instruktion: Emir Kusturica. Fransk-spansk- serbisk (Grand og Empire, København, Øst for Paradis, Århus og Café Biografen, Odense)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

steen ingvard nielsen

Min gamle ven Maradona, er en person man ikke kan undgå at mene noget om på godt og ondt.

Morten Reippuert Knudsen

Har lige set den og jeg forstår den. Den skal slet ikke ses som en dokumentar. Det er en kærligheds erklæring til instruktørens egen forelskelse og fantasi. Jeg kan virkelig lide den og jeg har aldrig brudt mig om at se eller spille fodbold.