Læsetid: 4 min.

Løs i hovedet og fast i troen

En dag får vi forhåbentlig en kulsort katarsis-komedie om den mest uduelige præsident i nyere amerikansk historie. Indtil da kan Oliver Stones mere bredtfavnende W. gå an
Tragedie. Bush fremstilles i sidste ende som en tragisk snarere end latterlig figur, knægten, hvis iver efter at få revanche på sin strikse fars vegne langt oversteg såvel hans selverkendelse som hans talent.

Tragedie. Bush fremstilles i sidste ende som en tragisk snarere end latterlig figur, knægten, hvis iver efter at få revanche på sin strikse fars vegne langt oversteg såvel hans selverkendelse som hans talent.

5. december 2008

"Kun tre sider. Fedt!" lyder den vel nok sjoveste replik i Oliver Stones W. Den ytres af hoved- og titelpersonen selv, som jo ikke er kendt for af have høje tanker om læsning eller bøger - med én meget markant undtagelse.

Replikken falder i forbindelse med en bemyndigelse til at udvide forhørsteknikker, som skal gennemses og underskrives af Bush. En herligt sarkastisk måde at påpege hans tendens til at tage alt for let på tungtvejende ting.

W.'s slaglinie minder os om, at "Alle og enhver kan blive præsident i USA." Normalt er det jo ment som en ros til nationens værdier: At enhver, der bare arbejder hårdt nok, kan blive valgt til landets højeste embede.

En tro kopi

George W. Bush har som bekendt ikke arbejdet særlig hårdt for at nå helt til tops. Faktisk levede han i to årtier et liv i demonstrativ modstrid med amerikanske dyder, og Stones film veksler mellem sekvenser fra Bushs præsidenttid og scener fra hans vilde liv i Texas.

Nok anes hist og her et omrids af en simpel politisk filosofi gennem Jack Daniel's-tågerne, men frem til 1986 var Bushs bedrifter få og beskedne. Under en løbetur, overophedet i sit alkoholbombede hoved, ser vi ham her finde gud og opgive drikkeriet. I 1994 blev han guvernør i Texas, og resten er (en grum) historie.

Skønt man snildt kunne argumentere for, at præsidenten er sin egen bedste parodi, skal Josh Brolin roses for sin Bush: Han rammer rent det kluntede kropssprog og det brede, selvtilfredse grin, ligesom vi heller ikke snydes for de malplacerede western- og Texas Hold 'Em-metaforer, der præger hans primitive sprog ("That's a dang lie, pappy.").

I en tidlig scene fastslår Bush sin beundring for Ronald Reagan, der heller ikke var kendt som detaljens mand. Reagans tradition for at tænke i absolutter vidner for Bush ikke om begrænsninger, men om stålsathed og klarsyn.

Som Bush siger til sin daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld: "Rummy, du ved godt, at jeg ikke gør det i nuancer."

Mellem to tonearter

Stone, som gik på samme årgang som George W. Bush på eliteuniversitetet Yale, har for længst etableret sig som sit lands idiosynkratiske kronikør. W. kan ses som en efternøler til JFK (1991) og Nixon (1995), og minder afgjort mest om Nixon: Stone griber fat i en forkætret præsident, og giver sit lidt letkøbte bud på, hvorfor det endte i vanære.

Bush Jr. fremstilles i sidste ende som en tragisk snarere end latterlig figur, knægten, hvis iver efter at få revanche på sin strikse fars vegne langt oversteg såvel hans selverkendelse som hans talent. Det mere end antydes også, at det problematiske forhold til den biologiske far skubbede sønnike i favnen på Faderen i det høje.

Stone har i det store hele valgt en mere lødig tone, end materialet lægger op til, men af og til kan man næsten mærke ham stå og trippe på tærsklen til fuldtonet sortkomik - tydeligst i den klokkeklare henvisning til Stanley Kubricks absurde atomkrigsdrama Dr. Strangelove (1964) i scenen, hvor Bush leder en fællesbøn i The Situation Room. Kubrick ville nu nok også have værdsat øjeblikket, hvor Bush frejdigt over for vicepræsident Dick Cheney bedyrer, at han har følt sig i bedre fysisk form, efter han invaderede Afghanistan.

What a Dick

Denne pen havde foretrukket en mere respektløs og skarpere vinklet version af Bushs liv og levned. W. føles oppustet som følge af Stones modvilje mod at vælge noget fra. Louisiana-gate glimrer ganske vist ved sit fravær, men hovedparten af de øvrige berygtede Bush-stunder skal lige rundes i farten; saltkringle-episoden, Mission fuldført-fadæsen, osv.

Men der er unægtelig fornøjelse at hente i filmens inspirerede rollebesætning: 'Rummy' spilles af den aldrende machomand Scott Glenn, og Condoleezza Rice, der begynder som kritisk røst, men ender som Bushs tro væbner, af Thandie Newton.

Farveløs patriark

Lidet overraskende stilles Colin Powell, her i skikkelse af talentfulde Jeffrey Wright, i det mest positive lys, mens hans machiavelliske modpoler er Dick Cheney (en iskold og olmt skulende Richard Dreyfuss) og strategen Karl 'Bushs hjerne' Rove, som spilles af Toby Jones, der for et par år tilbage kunne ses som den moralsk anløbne forfatter Truman Capote.

Med sin ringe fysiske lighed med den ægte vare er James Cromwell et skævt valg som Bush den ældre. Det er også filmens mest utaknemmelige rolle. Formentlig som konsekvens af Bush Sr.s beskedne personlighed ligner og lyder han her mere som en stereotypisk streng patriark end som et menneske af kød og blod.

Stones ambition om at fremstå som en muskuløs billedmager har før ført til fatal mangel på mådehold (især i Any Given Sunday), men her holder han sig selv i stram snor og giver sine mange lange samtalescener en fint doceret visuel nerve.

Den amerikanske forfatter F. Scott Fitzgerald gjorde regning uden George W. Bush da han sagde, at amerikanske liv ikke har et andet akt. W. er ikke Stones bedste film, men den rummer spredte fornøjelser nok til at udløse en lille anbefaling herfra - mens vi venter på, at virkeligheden leverer sin sublimt ironiske punch line, når George W. Bush - af alle - i nær fremtid får et bibliotek opkaldt efter sig.

W. Instruktion: Oliver Stone. Manuskript: Stanley Weiser. Amerikansk, kinesisk, britisk, australsk og tysk (Palads, Dagmar og Falkoner i København samt fem biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Centralt i en scene idet ovale rum bliver støtterne til invationen af Irak, 'Coalition of the willing' opremset og det er selvfølgelig et meget opmærksomt og lydhørt danskt publikum der venter på den ( lidt hånlige ) anerkendelse, men da opremsningen slutter med en arrogant bemærkning om at selv Marokko sender aber (?), er vi slet ikke med.
FANTASTISKT !! Oh, søde skadefryd.......held og lykke med top-posterne Anders!

Michael Skaarup

Anders Fjogh, har måske mere mellem ørene end W. men til gengæld har han mindre i mellem benene.

Anders Fjogh, vil ikke tage afstand for Irak-krigen, fordi han synes den var sej, og fordi han ikke brugte masseødelæægelsesvåben som undskylding i det redigeret dokument/referat..
Anders føler sig sej, fordi at har medvirket til dræbe (u)skyldige muslimer/irakere/terrorister fra sit skrivebord. Hvilket er typisk for folk, med en lille pakke. - at tage æren og fralægge sig ansvaret, for andres handlinger....

Angelica Correa

Ærgerligt at Stone end ikke turde hinte til Bush-administrationens meddelagtighed i begivenhederne 9/11 2001. Den lå jo ellers lige for - som en god lille opfølger til "JFK".

Må se filmen en gang til. Punkt sov gennem det meste af den. Lidt skuffet (også på migselv).
Stone skulle måske ha' ventet til præsidentperioden var slut og så brugt mere tid og energi på den, men måske får vi en opfølger.

Brolin taler faktisk bedre i filmen end Bush i virkeligheden. Hele hans noget ubegavede og kluntede komunikationsmåde fanges ikke rigtig.