Læsetid: 3 min.

Menstruationsblodet, der blev væk

Trods tvivlsomme udeladelser er den yderst velspillede 'Elegy - skønhedens magt' endt som en seværdig film
Trods tvivlsomme udeladelser er den yderst velspillede 'Elegy - skønhedens magt' endt som en seværdig film
23. december 2008

At sætte en kvinde til at instruere en film efter forlæg af Philip Roth svarer omtrent til at sætte en mand til at skrive en fortsættelse af Erica Jongs feminist-bibel Luft under vingerne. Men Isabel Coixet er sluppet fra opgaven med det meste af æren i behold.

75-årige Roth er vel nok liderlighedens ypperste nulevende kronikør. Gennem en lille menneskealder har han beskæftiget sig med han-dyrets seksualdrift på en bramfri og ofte sublimt tragikomisk facon. Elegy - skønhedens magt er baseret på hans korte roman fra 2001 Det døende dyr.

Jalousi på forskud

Ben Kingsley leverer en af karrierens bedste præstationer som den selvcentrerede professor, æstet og kritiker David Kepesh, der er oppe i 60'erne. Det er dog ikke det eneste, han er oppe i. David har nemlig stadig smag for det, han selv kalder "de kødelige aspekter af den menneskelige komedie."

I åbningsscenen bedyrer David i et talkshow, at kolonitidens Amerika rummede mere seksuelt frisind, end folk tror. En kløgtig illustration af det store overlap mellem Davids professionelle og private interesser.

Vi kommer ind i Davids tilværelse, bedst som han endnu engang forfører en af sine tidligere studerende, den 24-årige cubaner Consuela Castillo. Hun er så smuk som sit navn, og spilles da også af Penelope Cruz.

Den intellektuelt dybe, men følelsesmæssigt overfladiske David er besat af Consuelas perfekte barm og betragter hende som sin mest imponerende erobring nogensinde. Han er imidlertid ikke i stand til at nyde sejren, fordi han er overbevist om, at Consuela inden længe vil forlade ham for en yngre mand. Kunne det tænkes, at David i en fuldmoden alder er blevet forelsket for første gang?

Sideløbende med disse kvaler og sine mange dystre tanker om det forestående fysiske forfald og den død, dette uvægerligt fører til, må David pleje forholdet til den midaldrende bolleveninde Carolyn (Patricia Clarkson i vanlig topform).

Lad det bløde

To scener i særdeleshed rammer plet. I den første udspørger David Consuela om hendes erotiske fortid og griner hånligt af en ekskærestes fetich for at se hende menstruere.

Det er en præcis skildring af Davids tendens til at bruge sine talegaver til simpel selvhævdelse, men samtidig er det beklageligt, at filmmagerne ikke havde modet til at gå linen ud, hvad angår omfanget af Davids jalousi: I bogen kan han nemlig ikke udholde tanken om, at en anden mand har set en side af Consuela, han ikke har set. David beder hende derfor trække sin tampon ud for øjnene af ham, hvorefter han som en anden retningsforvirret vampyr slikker menstruationsblodet af Consuelas inderlår.

Forklaringen på det forsvundne blod skal utvivlsomt findes i kommercielle hensyn, men hvis Roth kan beskrive seksuallivets mere urovækkende aspekter - og det kan han! - kan Coixet vel for hulen også vise dem. Hvis en tilskuer eller to skulle besvime i biografsædet, er det ikke verdens undergang.

Sønnens hævn

Elegy - skønhedens magt giver desuden lejlighed til at se Dennis Hopper i en af hans sjældne nedtonede præstationer i rollen som digteren George. I modsætning til vennen David er George ikke ægteskabs-fobisk, formentlig fordi han frejdigt boller udenom.

David lod sit lem lede sig væk fra familien tidligt i forløbet, og filmens andet stærke øjeblik indtræffer, da han besøger sin lægesøn Kenneth, som spilles af altid seværdige Peter Sarsgaard, på dennes job.

Kenneth har aldrig tilgivet sin far og får hævn ved at afslutte deres samtale med et "Stay strong." David kikker ud af vinduet og siger i et trist tonefald, "Det er det, du siger til dine patienter."

Fordi afkommet nu spiser ham af med professionelle fraser i stedet for vrede, synes forsoningen at være rykket endnu fjernere ud i horisonten.

Elegy. Instruktion: Isabel Coixet. Manuskript: Nicolas Meyer. Amerikansk (Dagmar i København den 25. december)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu