Læsetid: 6 min.

'Har du myrdet og allerede tiltrådt arven?'

Stor og interessant udstilling på Det Jødiske Museum i Berlin viser dimensionen af nazisternes kunsttyverier fra jøderne og deres kamp for at få deres ejendom tilbage. Den kamp er endnu langt fra afsluttet
Den daværende direktør for teatersamlingen ved National-biblioteket i Wien, Joseph Gregor, sikrede biblioteket den omfattende bogsamling, som hans afdøde ven, forfatteren Arthur Schnitzler (billedet), efterlod til sin søn, Heinrich Schnitzler, i 1926. Heirich Schnitzler, der i 1938 efter en udlandsrejse måtte blive i udlandet, fik først treethalvt år efter han indledte sagen i 1946 totredjedel af sin fars bibliotek igen.

Den daværende direktør for teatersamlingen ved National-biblioteket i Wien, Joseph Gregor, sikrede biblioteket den omfattende bogsamling, som hans afdøde ven, forfatteren Arthur Schnitzler (billedet), efterlod til sin søn, Heinrich Schnitzler, i 1926. Heirich Schnitzler, der i 1938 efter en udlandsrejse måtte blive i udlandet, fik først treethalvt år efter han indledte sagen i 1946 totredjedel af sin fars bibliotek igen.

Österreichische Nationalbibliothek Wien

16. december 2008

BERLIN - Ismar Littmann begik selvmord i 1934 i sin hjemby Breslau, i dag den polske by Wroclaw. Han var advokat og jøde, og da nationalsocialisterne gjorde hans professionelle virke stadig sværere at udøve, og da det politiske pres stadig blev øget, tog han gift.

Littmann havde siden 1916 været en lidenskabelig samler af samtidig kunst, især den ekspressionistiske. Efter hans død så hans enke og søn sig nødsaget til at sætte en del af samlingen på auktion. Gestapo beslaglagde billederne hos auktionshuset og gav dem videre til Nationalgalerie Berlin, der for sin del brændte hovedparten af billederne. Nationalsocialisterne anså moderne kunst for skadelig. Nogle få af billederne blev videresendt til München, hvor de i 1937 kom med på udstillingen Entartete Kunst (degenereret kunst). Dette gjaldt blandt andet billedet Dreng foran to stående og en siddende pige, malet af Otto Mueller i 1918-19. Man kan se det på den store udstilling Røveri og Restitution, der i øjeblikket vises på Det Jødiske Museum i Berlin. I 1999 kom dette og et andet billede endelig tilbage til Littmanns arvinger. Et af familiens Emil Nolde-billeder hænger endnu på Lehmbruck-Museum i Duisburg, der nægter at gå ind på tilbageleveringskravene. Hvad der er sket med størstedelen af Ismar Littmanns over 6000 styks store grafik- og billedsamling, står hen i det uvisse.

Omfattende plyndring

På Det Jødiske Museums store udstilling bliver man klar over, hvor omfattende nazisternes udplyndring af jøderne var. På den ene side viser udstillingen røveriets struktur og proces, hvor hovedpersonerne var folk som Alfred Rosenberg og Hermann Göring, nogle af Hitlers allernærmeste. På den anden side viser den tilbageleveringen af eller forsøget på at få kunstgenstandene tilbageleveret.

Hvor omfattende det nazityske tyveri var, kan man få et indtryk af bare ved at se på de tørre tal: 73.000 mennesker var ansat i det tyske forvaltningsapparat, da Hitler kom til magten i 1933, og en betragtelig del af disse mennesker havde i løbet af det 12-årige nationalsocialistiske herredømme med antijødisk diskriminering og ekspropriation at gøre. Langt fra alle disse mennesker mistede deres arbejde efter krigen. Hvad der ikke gjorde tilbageleveringsprocessen lettere.

Kernen i udstillingen er 15 kunstobjekter. De blev alle røvet, men er ikke alle blevet tilbageleveret. Hvor fokus i forbindelse med nazisternes kunsttyverier normalt er på malerier, da de er de kostbareste, viser udstillingen, at nazisterne også stjal med arme og ben, når det for eksempel drejede sig om Meissnerporcelæn, udsøgte musikinstrumenter, håndskrifter, arkivmateriale, sølvarbejder og kunsthåndværk fra synagogerne. Nazisternes kunsttyveri overgik i omfang og geografisk udbredelse alle historisk kendte fortilfælde.

Arvinger vil have penge

Ofte bliver forfulgte eller deres arvinger beskyldt for kun at være interesserede i penge, en anklage, hælerne har arvet direkte fra nazismen. Ejerne bliver anklaget for reelt at være ligeglade med de kunstgenstande, der blev røvet fra dem eller deres familie. Hælerne er forargede over, at de retmæssige ejere ofte bortauktionerer de ting, de måtte få tilbageleveret bl.a. for at kunne betale det høje advokatsalær, der mange gange er på 50 procent af den tilbageleverede genstands værdi. Men hvorfor skulle jøder ikke kunne gøre med deres ejendom, hvad alle andre kan?

Georg Heuberger repræsenterer Jewish Claims Conference i Tyskland. JCC er en sammenslutning af jødiske organisationer, der siden 1951 har repræsenteret erstatningskrav fra jødiske nazi-ofre og holocaustoverlevende. Han siger i et af de filmede interviews, man kan se på udstillingen:

"For mig har det væsentligste aspekt altid været det moralske - i to henseender: De forfulgte og berøvedes skæbne bliver anerkendt af dem, der i dag står med ansvar, og ingen skal med urette drage nytte af røvede kunstværker."

For de overlevende er aspektet 'moralsk erstatning' til stadighed meget vigtigt. Slutteligt hedder det sågar i Første Kongebog i Biblen:

"Således siger Herren: Har du myrdet og allerede tiltrådt arven?"

Blev på deres poster

Tilbageleveringen af nazisternes røvergods falder i to faser i den tyske Forbundsrepublik. Første fase gik fra krigens slutning i 1945 og til engang i 1960'erne. Fra 1947 til 1949 lavede de tre vestlige sejrsmagter, der nu havde besat Tyskland, en række "tilbageleveringslove". Her kom, så vidt man nu formåede, huse, grundstykker og firmaer tilbage til de retmæssige ejere eller deres arvinger. Anden fase begyndte i 1990 efter genforeningen af de to tysklande og finder stadig sted. De vesttyske erstatningslove blev overført til øst, hvor tilbageleveringen af jødisk ejendom, der var blevet gjort til "folkeejendom", selvfølgelig kun var en brøkdel af den ejendom, som staten DDR i det hele taget måtte levere tilbage til deres ejere.

Her skal det dog siges, at tilbageleveringen af jødisk ejendom bestemt heller ikke var nogen selvfølgelighed i det øvrige vestlige Europa.

Kulturinstitutioner, der kvier sig ved at levere tyvekosterne tilbage, påberåber sig ofte, at de også var ofre for Hitler og hans kumpaner. De mistede jo selv en betragtelig del af deres kunst under aktion "Entartete Kunst", og hvis de yderligere skal tilbagegive værker, lider de yderligere tab, lyder deres påstand. Det er svært at se, hvad den har med sagen at gøre, men det bliver helt klart på udstillingen, at meget få kunturinstitutioner har grund til at føle sig som ofre. Ofte var direktører og museumsinspektører fremme i forreste række, når det gjaldt om at rage til sig fra udvandrede/deporterede/myrdede jøders biblioteker og kunstsamlinger. Og ofte blev de siddende på deres betydningsfulde poster til langt op i 1950-1960'erne. For eksempel Joseph Gregor, der var direktør for teatersamlingen ved Nationalbiblioteket i Wien. Han havde været ven med den østrigske forfatter Arthur Schnitzler og hans familie og fik efter Schnitzlers død i 1926 et indgående kendskab til dennes omfattende bibliotek og autografsamling.

Sønnen, instruktøren Heinrich Schnitzler, og hans familie valgte efter en filmopgave i Belgien i 1938, samme år som et jublende Østrig lod sig indlemme i Det Tredje Rige, at blive i udlandet. Herefter satte Gregor himmel og jord i bevægelse for at få fingrene i sin afdøde vens samling og få den inddraget i sin samling på biblitoteket. Gregor forblev på sin direktørpost, til han gik på pension i 1953.

Treethalvt år efter at han indledte sagen i 1946, lykkedes det Heinrich Schnitzler at få totredjedel af sin fars bibliotek igen. Alligevel viste han sig så storsindet, at han ved sin død i 1982 testamenterede hele biblioteket til samme Nationalbibliotek, som havde røvet den fra familien 45 år tidligere.

Lånte fjer

Heller ikke de almindelige tyskere var videre beskæmmede af, at de selv og deres forældre smykkede sig med "lånte" fjer. I august 1949 lavede meningsmålingsinstituttet Allensbach en undersøgelse blandt Forbundsrepublikkens borgere om deres indstilling til tilbagelevering. Spørgsmålet lød:

"Hvis en ikke-jøde efter 1933 købte en jødisk forretning, og den tidligere ejer nu forlanger den tilbage på de samme betingelser, ville De så sige, at hans krav sker med rette eller med urette?" Bemærk ordet "forlanger", der har en bibetydning af noget uforskammet. Nå, men under den forudsætning, at NS-regimet var den entydige årsag til salget, fandt 39 procent, at kravet blev fremsat med rette. Hele 28 procent fandt, at det blev fremsat med urette, mens yderligere 25 procent "kommer an på" og otte procent ikke kunne beslutte sig.

De overlevende jøder og deres arvinger har lige siden kort efter krigen været på det rene med, at de i det store og hele nok bare skulle være glade over stadig at være i live. Deres (tidligere) jordiske gods kunne de godt glemme. På udstillingen kan man se en karikatur fra bladet "Allgemeinen Jüdischen Illustrierten" fra 1951. Den viser et brætspil, der hedder "Menneske, lad være med at ærgre dig over erstatningerne!" En parafrase over klassikeren blandt tyske selskabsspil "Mensch, ärgere Dich nicht". I den jødiske version må man sidde ti omgange over, hvis man bor i udlandet. Lander man på felt nr. 29, skal man udfylde 20 spørgeskemaer, og ved mål får man ikke sin ejendom tilbage, men forvilder sig i en skov af paragraffer.

"Raub und Restitution - Kulturgut aus Jüdischem Besitz von 1933 bis heute" til 25. januar 2009, Jüdisches Museum Berlin, Lindenstr. 9-14, 10969 Berlin. Man 10-22, tir-søn 10-20.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu