Læsetid: 3 min.

Notater om forfald

J. M. Coetzee lader krop og hjerne slås i sin nye dagbogsroman - desværre får hjernen overtaget
18. december 2008

Han er en Jørgen Leth, bare med skrupler. Eller rettere: Jeg-fortælleren i den sydafrikanske Nobelpristager J.M. Coetzees nye bog, Dagbog fra et dårligt år, er en aldrende, velstående forfatter, der begærer sin unge, smukke, brune sekretær.

De bøger, manden i bogen har skrevet, er de samme som J.M. Coetzees. Det liv, han refererer tilbage til, er Coetzees (Coetzee er født i 1940). Nu sidder han i sit hjem, ensom og - som Leth og Coetzee - i selvvalgt eksil fra sit hjemland, og glor på sin Anyas røv. Han er en halvgammel, men stadig liderlig, rig hvid mand, hvis begær er tæt snoet sammen med den magt, han har over den smækre brune kvinde på hans lønningsliste.

Men forfatteren har skrupler. Hans hvidhed, hans rynkede krop, hans økonomiske overmagt gør det utænkeligt, at han skulle antaste sin sekretær. Hendes, den svages, antagelige væmmelse optager ham lige så meget som hans eget begær. Forfatterens forfatter, Coetzee, udstiller ikke som Leth gjorde det i Det uperfekte menneske overmagten og begæret upoleret for så at lade læseren selv tænke sig frem til forargelsen. Coetzee har altid været en forfatter, der har indtænkt alt i fiktionen - ikke mindst sin læser.

Så derfor viser det sig under læsningen af denne besværlige, snedige, brydsomme, formeksperimenterende bog, at enhver kritik, læseren kan komme op med, er gennemtænkt på forhånd af forfatteren selv.

Dagbog fra et dårligt år løber i tre spor. Det første og - desværre - mest omfangsrige spor er en række essays, skrevet af den aldrende forfatter-fortæller, om geopolitik, kunst og sædernes forfald. Terrorlovgivninger, amerikaneres grimme diktion, den vestlige verdens arvesynd, Bachs og Tolstojs genialitet. De lyder som den virkelige Coetzees virkelige meninger og refererer ofte tilbage til hans liv og øvrige værk.

Det andet spor, som lægger sig nede under det første på siderne, så man som læser konstant bladrer frem og tilbage, er fortællerens private dagbog. Den handler især om hans betagelse af den omtalte nabo, den smukke, filippinske kvinde Anya, som han i spontant begær ansætter som renskriver af sine essays.

Og nede under de to første spor står det tredje: Anyas dagbog om mødet med forfatteren og hendes ægteskabelige samliv med den snedige, tølperagtige Alan.

I løbet af bogen vikler de tre spor sig sammen: Anyas indvendinger forstyrrer forfatterens elitære skråsikkerhed, og forfatterens meninger forstyrrer Anya og Alans smålige egoliv. Tilsammen demonstrerer de, hvordan vi er flere ting på en gang - mens vi spiller kloge, sidder vi og føler; mens vi spiller gode, er vi også dumme og onde.

Dobbeltliv

Den slags dobbelt identitet og dobbelt moral har Coetzee længe udforsket. Mest fuldendt i hovedværket Vi venter på barbarerne, men også i sin nok mest kendte roman, Vanære, hvis hovedpersoner - hvide sydafrikanere, der overfaldes af sorte voldsmænd - vakler rundt og balancerer mellem at være gerningsmænd og ofre, syndere og stakler.

I Vi venter på barbarerne opførte Coetzee allerede i 1980 en allegori over et samfund, som i angst for den ydre fjende nedbryder sig selv og alle de værdier, det gerne ville forsvare. Samfundet kunne være det hvide Sydafrika, eller det kunne være nutidens Vesten - historien er kun blevet bedre læsning med tiden.

Deri står den i modsætning til en del af essaysene i Dagbog fra et dårligt år. Det er som om den knivskarpe Coetzee har mistet lidt af det overrumplende, der plejer at gøre hans bøger så forstyrrende.

Anya, den fiktive sekretær, siger det selv til fortælleren på s. 198: "De får ting til at blive levende. Hvis jeg skal være ærlig, så var de skarpe meninger om politik og så videre ikke Deres bedste, måske fordi der ikke er nogen historie i politik, måske fordi De ikke helt har føling med det, måske fordi stilen ikke klæder Dem."

Avesynden

Bedst er essay-delen, når Coetzee udstiller den arvesynd, man bærer som privilegeret medlem af et samfund, der begår vold i éns navn - en moralsk pine, Coetzee kender intimt fra Sydafrika, men som han nu ser universaliseres til de dele af Vesten, der starter uberettigede krige, lyver og torturerer. Også udstillingen af personlighedens og livets dobbelttydighed gennem de sideløbende spor, og derigennem også gennemhulningen af Coetzees egen selvhøjtidelighed, er fin og ganske charmerende. Alligevel keder man sig lidt over de belærende essays.

J. M. Coetzee er stadig efter undertegnedes beskedne mening en af verdens klogeste mænd. Men som måske alle store forfattere består hans geni især i, at hans historier er så gode, at de er kloge. I den her historie er der ikke helt nok historie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu