Nullernes største misforståelse

Hvis man ikke har noget godt at sige, skal man holde sin kæft.

Så hvorfor ikke lægge ud med Lars Hedegaards vittige klumme fra den 17. august 2007, "Sex og charme i Teheran", hvor han i en udsendelsesrække på DR har set Anja Al-Erhayem undersøge, hvor dejligt kvinderne i de muslimske lande har det, og hvordan de dyrker sex. Men Hedegaard synes, der mangler noget, han savner især informationer om, hvad for noget undertøj, de har på, når de bliver stenet.

De resterende 99 klummer i bogen med Hedegaards bedste fra 10 år på Berlingske Tidendes Groft Sagt-redaktion deler ikke samme bid og kan inddeles i tre prototyper, der alle deler vindene ligeligt mellem et gedigent had til muslimer, Politiken og menneskerettigheder (medmindre det er til muslimske kvinder i deres hjemland) og en ubetinget kærlighed til USA, det gamle Danmark, Israel og Dansk Folkeparti.

Den mest almindelige Lars Hedegaard-klumme er beskrivelsen af en indvandrer, der udøver grov vold mod en dansker, hvorefter Hedegaard levende fortæller, hvordan diverse kulturradikale og socialdemokrater vil taksere det med alt fra fakkeltog eller 100 millioner kroner. Hedegaard varierer dette tema ved engang imellem, ironisk naturligvis, at skyde skylden på den rå tone i indvandrerdebatten.

Hans anden metode er den mindst kønne. Her beretter Hedegaard om indvandrere, der har problemer med at klare sig økonomisk, hvorefter han foreslår, at de skal skride hjem igen. Og næsten hver gang kan han følge op med et personligt kendskab til en dansk familie, der uden brok har klaret sig for væsentligt mindre.

Hans tredje standardklumme er mere foruroligende. Her harcelerer han over, at indvandrere, der er flygtet eller reddet fra tortur, kan finde på at begå ulovligheder i Danmark og mener, at de havde fortjent torturen eller døden.

Hedegaard skriver bag på sin bog, at den er til læsere "der værdsætter effektiv satire, sarkasme og crazy komik". Crazy kan diskuteres, men satire er der stort set ikke noget af.

Og når Hedegaard for eksempel skriver, at indvandrere har ødelagt landet og igen og igen plæderer for, at de er lavere rangerende væsener end danskere, har man et andet ord, der er mere dækkende.

'Frihedskæmper'

En god indgang til Hedegaards univers skal findes i forordet, hvor han takker for, at Kurt Westergaard uden betænkning påtog sig opgaven med at lave illustrationer til bogen.

Hvilke betænkninger kunne 'frihedskæmperen' Kurt Westergaard dog også have? Over for sit brand? Næppe.

Hedegaard blotter her den største misforståelse i nyere tid, nemlig den at det, folk ikke gider tale om, automatisk er et tabu, og at en overskridelse af dette 'tabu' automatisk er en provokation, der - hvis den tales imod - er et brud på ytringsfriheden. Man lægger heller ikke en beskidt ble på stuebordet, men det er, fordi det ville være klamt. Ligesom det også runger hult, når Hedegaard lyder som en mand i mindretal, der har kæmpet en lang sej kamp for at få ordet i debatten. Han taler det brede folketingsflertals sag og med en offentlig opbakning der er større end forargelsen over Rudy Frederiksen. Hans synspunkter har man hørt flere gange, end en gennemsnitlig radiolytter har hørt Phil Collins de seneste 20 år.

Westergaards tegninger er gumpetunge. På forsiden illustrerer han Ellemanns knæfald ved at tegne Ellemann på knæ, og inden i bogen har han med lind hånd strøet nazisymboler og bomber ud over de ligeså simple illustrationer. Det må være trist at være Westergaards blyant.

Det skal ikke afvises, at bogen er interessant umiddelbart efter et voldeligt overfald fra en administrativt udvist tuneser, der netop har bedøvet og voldtaget ens døtre, men der, hvor den bliver rigtig interessant, er som et stykke samtidshistorie over ideologien og debatniveauet hos dem, der har styret den offentlige stemme i nullerne.