Læsetid: 5 min.

Den oprigtige kansler

Den 23. december fyldte tidligere forbundskansler Helmut Schmidt 90 år. Nu har historikeren Hartmut Soell skrevet den biografi, som passer til manden - lidt tør, men detaljeret og grundig
27. december 2008

Nogle gange er det svært at anmelde bøger på tværs af grænser. Det har noget at gøre med referencerammen. Hvis min kone for eksempel siger, at dén eller dén ligner Johnny Reimer, så ved hendes veninder præcis, hvilken type der er tale om. Hvorimod jeg, der er født og opvokset uden for kongerigets grænser, ligner ét stort spørgsmålstegn. Johnny hvem? Eller tag bare musikgruppen TV2, tv-serien Matador, Jørgen de Mylius eller rullepølse - alt det, man som tilflytter til landet sagtens kan have hørt om, set og lyttet til, ja afprøvet. Man er bare aldrig helt i stand til at forstå betydningen, det usagte, det udefinerlige følelsesregister, som svinger med og sidder inde i kroppen på alle dem, som er vokset op med disse ting

Lignende fænomener, som næsten enhver i en bestemt aldersgruppe kan forholde sig til, findes i alle lande og alle generationer. For at forblive hos min kære hustru: Selv efter otte fælles år i Berlin har hun aldrig forstået min begejstring for sangeren Herbert Grönemeyer, tv-serien med kommissær Schimanski eller en fedtet karrypølse på vej hjem fra fest. Jeg indrømmer, at hverken det ene eller det andet er udtryk for tysk højkultur, men hvis jeg sidder sammen med min gamle skolekammerat Tobias og snakker over en flaske rødvin, og han beskriver en kollega som Tanner, ja, så er det ord nok. Jeg ved, at der er tale om en småborgerlig paragrafrytter. Det er fælles referencer fra vores ungdom, noget som vi, født omkring 1970, er vokset op med, og som har præget os.

På samme måde forholder det sig med Helmut Schmidt. På papiret er han en forhenværende forbundskansler, som kom til magten efter Willy Brandts tilbagetræden i 1974, og som otte år senere blev væltet og afløst af Helmut Kohl, fordi det lille liberale parti FDP skiftede side fra socialdemokraterne til de konservative. Som kansler stod han i spidsen for regeringen og statsmagten, da RAF-terroren nåede sit væreste. Udenrigspolitisk var han med til at etablere det europæiske valutasystem og til at beslutte NATO's dobbeltstrategi i forhold til Sovjetunionen og de kommunistiske lande bag jerntæppet. I sit eget parti var han aldrig elsket - dels fordi han altid stod i skyggen af Willy Brandt, som jo så også forblev partileder i alle de år, da Schmidt regerede som kansler. Og dels fordi Schmidt i særdeleshed interesserede sig for finanser og en ansvarlig økonomisk politik, hvad der især i slutningen af 1970'erne ikke ligefrem var en kilde til begejstring.

Skarp analytiker

Så vidt det formelle. Men Schmidt var og er mere end det. At han i dag nyder status som elder statesman i højere grad end f.eks. hans efterfølger Helmut Kohl, som havde den længste embedsperiode af alle tyske kanslere, skyldes ikke kun hans år i spidsen for regeringen. Schmidt er en karismatiker, som aldrig har foregivet at være andet end den, han er - en lige så tør som skarp analytiker, med begge ben plantet på jorden og hanseatisk humoristisk sans. Som allerede antydet har han aldrig leflet - hverken for folket eller sit parti. "Jeg selv har inderst inde altid følt mig mere ansvarlig for statens og nationens vel end for mit partis vel," skriver Schmidt i sin seneste bog, Ausser Dienst, som udkom for nogle uger siden. Dermed bekræfter han en gang mere sit eget livsmotto - salus publica suprema lex, folkets vel er den øverste lov.

Alt dette og meget mere kan der læses om hos histo-rikeren Hartmut Soell, som nu har offentliggjort den anden del af sin biografi om Helmut Schmidt, der behandler årene fra 1969 frem til i dag. Bogen er en ordentlig mobbedreng på næsten 1.100 sider, og læseren skal ikke ligefrem forvente en litterær åbenbaring. Også skal det nævnes, at Soell i flere år har arbejdet for Schmidt, mens denne var SPD's politiske ordfører i Forbundsdagen - en forbundethed, som man af og til synes at kunne spore mellem linierne. For eksempel, når Soell på side 895 kigger tilbage på Schmidts otte år som kansler og konkluderer:

"Han var krisemanager, uden at det er ment nedladende, som det så tit er tilfældet. Visioner a la middelalderens helgener, som blot fik lov til at skue himlen, kunne han ikke holde ud. I et årti fuld af kriser udformede han konkrete og kreative koncepter, initierede processer, som han styrede sammen med andre stats- og regeringschefer, således at kriser ikke blev til katastrofer ligesom i den første halvdel af århundredet."

En fordel for læseren

Når det er sagt, så er bogen som sådan et studie i tysk grundighed, og det er svært at se, hvordan denne biografis detaljerigdom skal overgås i de første mange år. Alle kapitler er klart struktureret og bygger på et hav af kilder. Soell har ikke alene haft adgang til Schmidts personlige papirer og arkiv. Han har igennem sit personlige kendskab til Schmidt en klar fornemmelse, hvordan denne mand tikker og tænker. På den måde bliver Soells i nogle tilfælde manglende distance til sit subjekt godt og grundigt opvejet af et intimt kendskab, der på sin vis kommer bogen og dermed læseren til gode.

Men hvorfor læse næsten 1.100 sider om en tidligere tysk kansler? For det første fordi han repræsenterer og satte sit fingeraftryk på et af de interessanteste årtier i Forbundsrepublikkens historie - et årti, hvor oliekrisen blev fulgt af terroren, hvor Willy Brandts tilnærmelse mod øst blev afløst af fornyet konfrontation, hvor efterkrigstidens nærmest uafbrudte vækst fik et alvorligt knæk, og nogle af de systemer, som siden har præget den globale økonomi, blev grundlagt. For det andet er Schmidt en person, som om nogen kommer tæt på Max Webers forestilling om den karismatiske politiker. Han har vist rygrad og principper, saglighed, til tider en bidende skarphed. Selv i dag, som 90-årig, er han stadig med til at præge den offentlige debat.

"Har vi lært nok af vores historie?," skriver Schmidt således i sin seneste erindringsbog, Ausser Dienst. "Vil det lykkes for os at udmønte genforeningens store gave til en succes? Hvorfor er vi i stand til at være verdensmester i eksport, men magter ikke at bekæmpe massearbejdsløsheden i vores eget land? Erkender den politiske klasse ikke, hvad det offentlige vel fordrer? Mangler den politiske klasse courage til at fortælle vælgerne ubekvemme sandheder, eller er det vælgerne, som ikke er i stand til at se den slags sandheder i øjnene?"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu