Læsetid: 4 min.

Ristet over egen ild

Det kan godt være at de to amerikanske popdronninger Britney Spears og Beyoncé er trætte af kontrolmanien. Men kontrolmanien er ikke træt af dem
Det kan godt være at de to amerikanske popdronninger Britney Spears og Beyoncé er trætte af kontrolmanien. Men kontrolmanien er ikke træt af dem
6. december 2008

"There's only two types of people in the world. The ones that entertain/And the ones that observe," sang Britney Spears for lidt siden på sit seneste album Circus, der roterer i min computer.

Hun sang også noget om kontrol (selvfølgelig). "Well, I'm a put-on-a-show-kind of girl". Og "When I crack that whip, everybody gon' trip/ Just like a circus". Om at styre showet.

Og jeg kom til at tænke på de fatale dage for ikke så længe siden, hvor hun opførte sig som et dyr trængt op i en krog, da paparazziene fangede hende på en parkeringsplads i L.A. Eller endnu mere sørgeligt, da hun i januar i år blev ført ud af sit hjem i spændetrøje.

Pladen spiller ufortrødent videre, og selv om der undervejs dukker forskellige bekendelser op, så er det graden af fornægtelse, der er det mest imponerende på damens nye album. Selvfølgelig er der en vis ironi i at kalde den en cirkusring, den scene hun udfolder sig på. Det kunne have været en ætsende satire over den mediemanege, hun både driver pressen rundt i og selv bliver drevet rundt i. Men det er bare blevet til endnu en kulisse, endnu et påskud til at klæde sig ud.

Pokerfjæs

Snart viser teksterne dog slagsider: "Where the hell am I?/ Who are you?/What'd we do/Last night?", lyder det.

Og så uforsonligt: "You can cry (-cry-cry) again (-gain-gain)/My face like a mannequin."

Mens idyllen da også rystes på plads: "Cause without you/ How did I get through/All of my days/Without you".

Men selv om ordene har deres sprækker og deres variation, så fastholder den 27-årige amerikaner pokerfjæset i den musikalske iscenesættelse. Der bliver ikke blinket under disse gulvøvelser, som vel er en slags damage control efter kontroltab for åbent tæppe. Det er kvindefrigørelse som maskuliniseret magtdemonstration.

'Jeg er urørlig. Og mit maveskind er blevet strammet helt op. Så bare kom an'.

Dette er en dame, der bærer ved til det bål, hun selv blev ristet over.

Circus' bedste numre - "Womanizer", "Kill The Lights" og "Mannequin" - når ikke op i nærheden af perlerne "... Baby One More Time", "Slave 4 U" og "Toxic". Og de svage numre - og tro mig, de kan være svage - får hele dette menageri til at klinge hult og syntetisk sterilt. Hvor hun før var syntetisk erotisk, maskinelt seksuel i pornografisk absurd stram ballet, så virker hun nu som offer for kontrolmanien, snarere end berider af samme.

Så når hun hilser sladderpressen: "You don't like me/I don't like you/It don't matter/Only difference/You still listen/I don't have to", så virker det som lodret løgn. For hun er tydeligvis stadig afhængig af det anerkendende blik.

Eller også er det mig, der misforstår Circus. Måske er det netop similien, som er pointen: 'Dette er, hvad I vil have af mig. Den plastiske magtdronning, den døde, men kønne dukke. Så det er, hvad I får'.

Hun spiller død, og det faktum, at pressen stadig følger med, udstiller blot de nekrofile eller i hvert fald sygelige aspekter af celebrity-kulturen (og musikpressen?).

Offentligt forspil

Den ligeledes 27-årige Beyoncé (Giselle Knowles) har aldrig ladet masken falde i samme grad som Spears. Hun er gift med New Yorks hiphop-mogul Jay-Z, og de holder deres forhold ret så privat. Der har altid været styr på tingene, og det er der også på hendes nye album, I Am ... Sasha Fierce, som er delt op i en nynne- og en pumpedel. Også visuelt.

På I Am... er hun mere, mmm, lad os kalde det naturligt iscenesat med kors om håndleddet og i hvid t-shirt. På Sasha Fierce er hun saftigt stylet - præ-coitalt glinsende læber, designervest, trouble mellem øjenvipperne.

Lige som L.O.C. og Jokeren og Kaptajn Haddock har Beyoncé en djævel i revolverkammeret og en engel i hjertekammeret. Ballader er forstadier til tudende bekendelse, og dansenumre en form for forspil i fuld offentlighed. Luder-madonna-komplekset er for længst blevet til luder-madonna-marketing-konceptet.

Beyoncés ballader er til gengæld blevet bedre, ja, i nogle tilfælde nærmest besjælede, i andre tilfælde overlæsset religiøse. Check f.eks. "Ave Maria". Av av.

Uptempo-numrene på den meget korte anden cd (i nærværende dobbelt-cd-udgave) virker til gengæld forcerede eller kalkerede, bortset fra den trance techno-farvede "Radio". Er det kristen skam, der begynder at lure?

Da I Am ... Sasha Fierce for x. gang er løbet ud, kan jeg mærke, hvor meget, jeg har kedet mig.

Behov for nye kroppe

To af de største damer i amerikansk pop virker fortærskede og trætte. Det er selvfølgelig heller ikke mærkeligt efter mange års hyperseksualisering og tingsliggørelse af egen krop. Men det har også været hyperbolernes skamløshed, den overfladefikserede erotiks uforpligtende flirt og d'damers frivole dyrkelse af kontrolmanisk pop, som har gjort begge til dronninger af dansegulvet.

Vi har været deres slaver på gulvet i et tingsliggjort spil, som har det med at give mening på bestemte tider af døgnet, i bestemte tilstande. Men det virker ikke længere, som om Britney Spears eller Beyoncé Knowles nyder spillet, det lyder, som om de har mistet kontrollen over kontrolmanien. De kan ikke længere lide den, men den kan stadig virkelig godt lide dem ...

Pludselig klinger de kønsløse, stramtantede i al deres udstilling af maveskind og deslige, og nødvendigheden af nye kvindestemmer, kroppe, subjekter kommer ikke kun til at handle om en gennem mange år livsnødvendig og feministisk udfordring af disse damers aerodynamiske kroppe og deres korrekt brændemærkede tøj. Det kommer også til at handle om en heftigt påkrævet genoplivning af mainstream-festen på nye, mere udskridende, løst sammensatte, dybere stikkende og subjektivt seksuelle vilkår.

Som det kan nydes hos M.I.A., Santogold, Mapei og Yo Majesty! Dem vender vi tilbage til, forhåbentlig i selskab med større dele af populærkulturen. I mellemtiden vil Beyoncé og Britney givetvis fortsætte med at lade sig riste over egen ild.

Britney Spears: Circus (Jive/Zomba/Sony BMG).Beyoncé: I Am ... Sasha Fierce (Music World Music/ Columbia/Sony BMG)Er begge udkommet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Hvis det ikke var for kæmpe marketingskampagner, ville de fleste folk vælge den slags musik fra. Og det er vel kun, de mest usikre forbrugere, der køber et fuldt album, med en af de 2 damer, for at sikre sig en plads imellem de andre der også bruger rexona...

befri verden for dårlig popmusik i metermål. Enten så køb lortet på en absolut fisk 23 cd, da den form for udgivelser, fordeler en endnu mindre promille, af fortjenesten til "kunsteren" eller download de numre via gratis tjenester, som thepiratebay, mininova, osv...