Læsetid: 4 min.

Romantikkens dragning

Et dybdeorienterende velredigeret pragtværk om en af europæisk åndshistories centrale perioder
11. december 2008

Akkurat som de to forrige storværker udsendt af Aarhus Universitetsforlag, Renæssancens verden (2006) og Oplysningens verden (2007), fremtræder det nye: Romantikkens verden som en højst nuanceret og mangfoldig fremstilling af den række af fænomener som tilsammen - og blandt andet - udgør indholdet i Romantikkens begreb. To snese fagfolk har bidraget til dette stort anlagte forsøg på en identifikation af en kompleks periode. En definition af Romantikken er, som en af forfatterne beskriver, en tvivlsom ambition. Ordet kommer af in lingua romana, tekster affattet på 'folkesprog' i modsætning til in lingua latina, m.a.o. de lærdes sprog.

I daglig tale - også i perioden selv - blev betegnelsen romantik forbundet med det følsomme, det fantastiske, det stemningsbårne. I overordnet forstand sansninger i opposition til den forudgående oplysningstid, hvor nøgternhed regerede. Det er vigtigt at fastholde det mangelfulde i en sådan beskrivelse, eftersom Romantikkens æra ikke alvorligt talt kan skilles fra oplysningen. Adskillige af de store naturvidenskabelige opdagelser er henlagt i 'guldalderen', om end tidens naturvidenskabsfolk forlener deres arbejde med Romantikkens teologi, om man kan sige det sådan. Det korte af det lange: Definitioner og etiketter har en tilbøjelighed til at udlicitere sig i en mangfoldighed af forbehold og nuancer, i den grad at forsøget på at indkredse det romantiske begreb er tilbøjeligt til at munde ud i mangetydig rådvildhed. Eller rettere: Det lykkes først at begribe begrebet som overbegreb, når man tager mangfoldigheden og selvmodsigelserne med. Det siger næsten sig selv, i betragtning af at Romantikken strækker sig over en så stor del af et århundrede og først klinger ud, uden at gøre det endeligt, ved det moderne gennembrud.

En beskidt tid

I dansk sammenhæng knytter navne som Oehlenschläger, Grundtvig, Ingemann, Staffeldt, H.C. Andersen, Gade, Hartmann og Eckersberg sig til den romantiske bevægelse. Men jo også Ørsted - både H.C. og juristen Anders Sandøe. De var også romantikere. Dertil kommer den politiske overbygning i enevælden.

En anden og normalt mindre påagtet side af Romantikken er det ufattelige svineri, i hvilket den udspillede sig i Europas byer. Som det fremholdes i forordet og i afsnittet om miljøet i København, færdedes Guldalderens store skikkelser i den lille temmelig usle hovedstads gader med tankerne i himlen og fødderne i affald. Byerne voksede sig større i disse år efter år 1800. I flere af de europæiske metropoler fik man kloaknet, og hygiejnen forbedredes - uden at der var noget at juble over - så befolkningstilvæksten ikke hæmmedes af epidemier, tyfus og kolera. (København fik først kloakker i 1850'erne). Under alle omstændigheder er byerne ikke rare, og dyrkelsen af landet som modsætning accentueres. Sværmeriet for skovens høje haller sættes så at sige i system, og høres klart i programmusikken og i lyrikken. Folket kommer på mode, det folkelige dyrkes som udtryk for det sande og ægte. Nationens og statens tvetydighed grundlægger et problematisk samspil i den romantiske tradition for nationalstatsdannelsen. Disse forestillinger trækker linjer op til vore dage. Når historikeren Hans Kohn opererede med to slags nationalismer, den politiske og den etniske, finder sidstnævnte udtryk i den mere ideologiske afdeling af Dansk Folkeparti, hvor liberale og rationelle hensyn sættes til side til fordel for 'nationen', folket; det folkelige sættes lig med det djærve og ufordærvede i modsætning til en hoven og rationel åndselite. Her dyrkes også landet frem for byen i forestillingen om at folket og jorden er ét.

Men Romantikkens nationalismebegreb var uhyre meget mere sammensat og blev det, som århundredet med dets politiske omvæltninger skred frem. Det siger sig selv, at en dansk romantikanalyse ikke kommer uden om de store åndsboller som Andersen, Kierkegaard og Grundtvig. I et glimrende kapitel om sidstnævnte redegør værket for den mangetydige altmuligmand i dansk folkeligheds mytologi og forholder sig befriende kritisk til traditionen. Sammenholdt med afsnittene om folkehøjskolen og dannelsen stilles Grundtvig i et realistisk lys. Et citat fra Grundtvig-afsnittet er værd at bemærke: "Nationalromantiske efterdønninger har siden Grundtvigs død medvirket til at skabe et idealiseret billede af dansk national identitet over for andre nationers, anskuet ud fra fjendebilleder. Dette billede trænger til at blive nuanceret ud fra de historiske kilder og bør tillige drøftes på en bredere baggrund end den, der byder sig til ud fra en lukket forestilling om danskhed". Det tør siges.

Bogen udgør i sin enorme og kritiserende oplysningsmængde en fortrinlig base for drøftelser af også nutidens anskuelser i forhold til denne levendegjorte nære fortid.

En verden, der aldrig var

Med alle de forbehold der opregnes med hensyn til at afgrænse Romantikken og blot tidsfæste den hensigtsmæssigt, får dens karakter af reaktion i ordets dobbelte betydning mæle i dette pragtværk. Reaktion mod datidens fortid: Oplysningens hævdede materialistiske og kolde verdensanskuelse og reaktion mod datidens nutid: den frembrydende industrialiserings rationale og krav om resultater og profit. For mange blev Romantikken et halmstrå klynge sig til ved de foruroligende forandringer, da det moderne blev moderne. Dyrkelsen af stokroserne og bondeidyllen finder sit udgangspunkt i denne reaktion og transformeredes til trivialromanerne og siden filmen her i landet, fortællinger om en verden, der aldrig havde været, og som de utrygge ønskede tilbage. Forståeligt nok, men i længden ikke videre befordrende for et nøgternt og rimeligt historiesyn.

Her er ikke fremhævet de enkelte artikelforfattere ved navn. Sådan set burde de alle nævnes, da der ikke er ét mislykket eller overflødigt kapitel i den store bog. Knap nok kan man bebrejde redaktionen, at der vel mangler en dybere analyse af de store politiske opgør og deres aktører i perioden; men redaktørerne Ole Høiris og Thomas Ledet vil rimeligvis henvise til gængse fremstillinger af den politiske historie. Apropos forfatterne havde en biografisk liste været rar at få med.

Men ellers. Også billedredaktionen er fortrinlig med originale indfald og supplerende ikonografiske oplysninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu