Læsetid: 3 min.

Så hak dog til med den spade

’Jeg slog min far ihjel i tirsdags,’ siger fyren i Det Kgl. Teaters irske klassiker om simrende lidenskaber. ’Nå, gjorde du det,’ tænker man
’Jeg slog min far ihjel i tirsdags,’ siger fyren i Det Kgl. Teaters irske klassiker om simrende lidenskaber. ’Nå, gjorde du det,’ tænker man
20. december 2008

Skal man le, eller skal man græde? Det er ikke sådan til at sige. For valget af John Millington Synges 101-årige playboy-stykke er svært at gennemskue. Skal vi se stykket, fordi det er en bramfri komedieklassiker? Skal vi se det, fordi det er en faderopgørstragedie fra psykologiens barndom? Eller skal vi bare se det, fordi Det Kgl. Teater skal have afkrydset irsk dramatik i repertoiret?

The Playboy of the Western World er en lillebitte historie, der lukker sig om sig selv. En blærerøvsfortælling om et skvat af en morder, der bliver udråbt til en helt en enkelt dags tid - et kedsommeligt sted ude på landet, hvor ellers ingenting sker.

Ved urpremieren for 101 år siden skabte det bramfri sprog optøjer. Det gør sproget ikke nu på Portscenen, uanset hvor veloplagt og insisterende lyrisk-patetisk Peter Laugesen og Jesper Bergmann har aktualiseret den danske version om, 'hvordan mænd bløder og drypper, når de bliver myrdet', derude på de 'stenede og spredte marker'. Men replikkerne bliver effektivt afviklet, ikke mindst i komisk samspil med musikeren Pete Livingstone, der lader ironien fortsætte dybt ind i hjemmeorglets efterklange og harmonikaens mysterier. Livingstone bliver stykkets medvider: "When a man falls in love with a stranger," som han synger med lille mund under store, brune øjne.

Kartoffelrækker

Rolf Heim og Christoffer Berdal har tilsammen instrueret forestillingen med et kløvende spadehug mellem indlevelse og satire. Personerne er skæve typeklichéer, og de fortolkes så skingert, at de netop kun kan opfattes som karikaturer. Det er ganske forfriskende, men også forvirrende. For hvorfor er det lige, at vi skal traske rundt i denne latterlige historie fra de yderste kartoffelrækker?

Måske fordi stykket giver roller til nogle forrygende dygtige skuespillere. Benedikte Hansen flår opmærksomheden til sig som stykkets liderlige hekseenke med overblikket. Hun bliver nærmest simultaninstruktør, så vild en styring kan hun klare på scenen med sine smukke øjne og sin klare diktion, der skærer sig som en diamant gennem Portscenens fnuldrede akustik. Og også gennem raseriet fra Anders Hove, der som spaderamt macho præsterer sæsonens muntreste og mest overrumplende faderskikkelse. Når Anders Hove står med sit blodige hoved og taler lige ud af posen, tænder Benedikte Hansen på hans hormonstank. Så nærmer hun sig kælent hans kradsende skægstubbe med sin sultne kind, sådan bare et vildt og ømt og helt umuligt øjeblik. Men pist. Så får realiteterne magten over liderligheden.

Fnisetøs

Den store rolle som playboyen spilles af den uskyldsbegavede Mikkel Arndt, der ellers senest spillede en brutal Jago i Othello på Mungo Park. Som playboyen har han et lysende skær i sine lystløgnerøjne. Hans ubekymrede muskelbundt klæder den kønne, debuterende Julie Agnete Vang Christensen og hendes rødhårede bartenderpige med de stolte bryster. Sammen kan de faktisk servere naivitetsbilleder af den indre vrede og den store poesitrang, så drømmene smitter.

Derudover er forestillingen en opvisning af store skuespillere i små roller. Sjældent har Morten Suurballe haft så renoncerende en rolle som denne irske pubejer, skævvreden helt oppe i skuldrene. Næ, han skal ikke nyde noget. Det skal til gengæld Ole Ernsts sumpede pubrotte, der flår i barens aflåste skabe med sin uhelbredelige tørst, mens fødderne slæber efter ham. Stephan Pollner Gertsen forsvarer Suurballes religiøse svigersøn-in-spe med kujonskuldre og omhyggelige konsonanter. Og den fyldige Marie Mondrup kaster kækt skankerne op på disken som opstemt voyeur, mens Århus Teaters smækre Lulu, Ida Marie Rasmussen, her må nøjes med at være slank fnisetøs op ad dørkarmen.

Dørene er så til gengæld lige så klaustrofobiske som teksten, for Sisse Jørgensens bodegascenografi har al den onde symmetri, som stykket så hånligt præsenterer. Cirkelslutningen ligger altså lige for: Én gang idiot, altid idiot. For nu at kalde en spade for en spade.

'The Playboy of the Western World' (1907) af John Millington Synge (1871-1909). Oversættelse: Peter Laugesen. Bearbejdelse: Jesper Bergmann. Iscenesættelse: Rolf Heim og Christoffer Berdal. Scenografi: Sisse Jørgensen. Lys: Esben Slotmann. Musik: Pete Livingstone. Skuespilhuset, Portscenen, til 24. jan. samt turné med Folketeatret.dk 3. feb. - 21. mar. www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu