Operaen hører ikke ligefrem til i den ende af repertoiret, hvor publikum glad går nynnende hjem. Tolvtonepartituret, et af de mest centrale i det 20. århundredes musik, giver ikke ved dørene, og kun i korte glimt harmoniseres klangene som i den yderste slutning af værket. Selve historien om den udbyttede og ydmygede soldat, der bliver sit barns mors morder, rummer al den dysterhed, som Første Verdenskrig, verdenskrise og udsigt til endnu mere elendighed aflejrede i menneskenes sjæl og sind i 1920'ernes Europa.
Ganske vist er historien om Wozzeck eller Johann Christian Woyzeck fra 1820'ernes Leipzig, der myrdede sin kæreste og blev henrettet, som det fremgår, godt 100 år ældre end Bergs opera, og Georg Büchners udkast til dramaet på denne baggrund fra samme periode. Men historien blev ved med at hjemsøge sindene. Havde Woyzeck - Wozzeck var en senere fejllæsning - været sindssyg i gerningsøjeblikket, og var straffen derfor rimelig? Skyld, ret og straf var til heftig debat i disse år, andre retssynspunkter trængte sig så småt på. Historien fik senere litteraten Karl Emil Franzo til at forsøge sig med en færdiggørelse af Büchners stykke, der fik sin førsteopførelse i Wien med den unge Alban Berg blandt tilskuerne. Berg indså straks at han måtte sætte sagen i musik og påbegyndte Wozzeck. Verdenskrigen afbrød arbejdet, Berg blev indkaldt, og først efter krigen fik komponisten færdigkomponeret værket.
Faktisk fik Berg overraskende succes med Wozzeck, der bragte ham frem i forreste linje af Wienerskolens få eksklusive medlemmer, Arnold Schönberg, Anton (von) Webern og altså Berg selv. At Bergs succes ligefrem gjorde ham betænkelig og nervøs for, at operaen måske var for overfladisk, kan forekomme besynderligt i vore dage, eftersom Wozzeck fortsat må opfattes som avanceret og som sagt bestemt ikke hører til det let tilgængelige.
Betydelige rigdomme
Som i det andet storværk af Berg, Lulu fra 1935 - komponistens dødsår - rummer partituret for stort orkester med hele den tyrkiske musik betydelige rigdomme. Det er ikke for meget sagt, at det er vanskeligt at skabe sammenhæng og puls i denne tilsyneladende klanglige og rytmiske tilfældighed og impulsivitet. Dette lykkes i Operaens nyopsætning af Wozzeck med den tyske dirigent Michael Boder på podiet. I det store og hele pointerer Boder den symfoniske dimension med overblik og i detalje, uden dog med Det Kongelige Kapel at komme i samme omdrejninger som eksempelvis von Dohnány og Wienerphilharmonikerne og Pierre Boulez med pariserne i de to berømte indspilninger fra henholdsvis 1981 og 1966. Det er også meget forlangt og nævnes kun for den interesserede, der ønsker at forsikre sig om, hvor meget yderligere der er at hente hos Berg.
Den Kongelige Operas forestilling, iscenesat af Keith Warner med effektiv, men ikke effektjagende scenografi af Stefanos Lazaridis, er så absolut en aften værd. Warner har et fast greb om fortællingen i denne udgave af Bergs genistreg, den frysende groteskhed, civilisationssammenbruddet, umenneskeliggørelsen af undersåtten i samfundet, den ubodelige ensomhed, kort sagt alt det, der få år efter operaens premiere blev sat i statsligt system og regi under fascismen og nazismen, og som Stalin allerede havde godt i gang i sit sovjetiske mareridt. Intet under at Berg straks efter magtovertagelsen i 1933 blev udskreget som entartet og slettet af de tyske operasceners repertoire. Her konfronteres publikum med den rene skinbarlige gru - ikke til at skelne fra virkeligheden.
Ultimativ ydmygelse
Der er tale om nogle frygteligt vanskelige partier, som Den Kongelige Operas stab klarer på smukkeste vis. John Lundgren forløser det uforløselige og den ultimative ydmygelse i Wozzeck-skikkelsen. Ethvert håb om forandringer til det bedre er slukket i denne soldat Wozzeck på samfundets bund, som må se sig distanceret i alle livets forhold og udkonkurreret i sengen hos Marie i Tina Kibergs bundulykkelige kærlighedshungrende tolkning. Den flotte tamburmajor, Johnny van Hal, vil efter eget udsagn - et af de få øjeblikke i operaen man føler trang til at trække på smilebåndet - sammen med Marie avle nogle små tamburmajorer og gør noget ved sagen - og Wozzeck til hanrej. Kaptajnen synges af Bengt-Ola Morgny skingert foregribende alverdens grønt lysende vanvid. Gert Henning-Jensen og Sten Byriel som henholdsvis Andres og doktoren leverer som altid nuancerede og stærkt syngende personer, der er til at tro på. Hvor er det godt, hvad de gør. Margret, et lille men betydningsfuldt parti, sættes fint på plads af Hanne Fischer, og Carl Philip Levin agerer på bedste måde Maries stakkels lille dreng, der til sidst står tilbage forladt, forældreløs, fortabt.
Det er og bliver en grum og gribende historie om den menneskelige ynkeligheds yderste offer.
Den Kongelige Opera: Alban Berg: Wozzeck. Iscenesættelse: Keith Warner, scenografi: Stefaos Lazaridis, dir. Michael Boder. Medv.: John Lundgren, Johnny van Hal, Tina Kiberg, Gert Henning-Jensen, Bengt-Ola Morgny, Sten Byriel, Hanne Fischer, m.fl.
