Thorvald Steens fem år gamle roman om sagaforfatteren og skjalden Snorre Sturluson, Den lille hesten, kommer nu oversat fra norsk som Snorres sidste dage¸ og temaet kan netop kort sammenfattes som 'skribentens død', forstået dels ganske bogstaveligt, dels overført.
Efter de store bedrifter med gåsepennen, Heimskringla om de norske konger og den såkaldt Yngre Edda, sidder han foran de præparerede kalveskind, der kalder på skriften, ganske lammet foran det erindringsopgør med sine fjender, han føler sig kaldet til. Afmagten har grebet ham. Han har kun ganske få dage tilbage af sit liv.
Det véd han ikke trods alderens tryk. Til gengæld understreges det gang på gang af den nutidige, alvidende fortæller, der vil skabe den dumpe stemning af skæbne, som hviler over den hovmodige, grådige, nærige, følelseskolde høvding, der dog har reserveret sin potens til et anfald af kærlighed, en følelse, der omsider er ved at rive op i ham.
Han har fortrinsvis benyttet sig af sine undergivnes kvinder, denne gang dog af den ligestillede, men gifte Margrete, som han venter besøg af. Han er bl.a. som følge heraf omgivet af had fra alle sider uden at kunne stole på hverken frænder, venner eller tjenestefolk, der nu lusker af, siver væk, så ensomheden og forladtheden ruger over borgen Reykholt. Ellers har kun sønnen Orækja næret en forsigtig ærbødighed for Snorre, der dog ingenlunde stoler på ham, skønt han lydigt som en frygtet slagsbror har eksekveret bloddryppende hverv for den gamle hævner.
Skriveblokering
Handlingens tid er fem dage fra 18. til 22. september 1241, de sene år af fristatstiden, hans slægt sturlungernes tid, hvor Snorre under besøg i Norge har lovet kong Håkon at indlemme Island under den norske krone. Det har han stadig undladt. Og nu står hans fjender i kø for at udføre mordet på ham, som Håkon har bestilt. Det gøres til slut med bestialsk grundighed af en vis Gissur og hans talstærke styrke, der ved nattetid besætter Reyk-holt og til slut finder og fælder ham i de hemmelige, underjordiske gange. Forfatteren er ikke mindre grundig i udpenslingen af nedslagtningen og ødelæggelsernes vederstyggelighed, derunder også af Snorres lille hest, Sleipner, ligesom vi får indfangningen og lemlæstelsen af Orækja detaljeret beskrevet. Her overgår han virkelig sagastilens lakoni.
Romanens styrke ligge i blandingen af handling, eller rettere handlinger, og forhaling, sejpineriet i en skriveproces, som ikke vil i gang, som i sig selv bærer døden i sig. Videre i Snorres længsel efter Margrete, der også efter en hastig nat må forlade ham, sovende, bevidstløs om livets dybeste værdier. Hun har egentlig forklaringen på hans skriveblokering: De korsfarere, der tillod flere religioner at praktisere deres tro i Byzans, slog paven i hartkorn med de vantro: "Hvorfor har du tiet om det svig og drabene på dem der viste barmhjertighed i Konstantinopel? Skriver du historier for paver og mammon? Hun sagde lavt: - Du kan også selv blive ramt af et stort svig."
Så sandt som det blev sagt. Og det fortæller om bogen inderste, moralske tema.
Fortælleren holder sig tæt op ad Snorre, men flytter sig frit og ubesværet rundt blandt små og stores indre og ydre og hen over tiden, endda stilistisk, som når smeden Thorkild under jagten på Snorre siger: "Nu er Storfisken grydeklar." Eller når Gissur troede, at han som tak for drabet ville få lov at styre et selvstændigt jarledømme i alliance med Norge og med sig selv som hersker: Tåbe! lyder det da trods romanens ellers nøgterne tonefald.
I Konstantinopel har vi allerede været med den alsidige Thorvald Steen i en af de historiske romaner, der allerede foreligger på dansk med denne titel ved siden af Don Carlos og Giovanni. Der er godt trav i den lille hest, en fin pasgang mellem historiske fakta og indlevet fiktion blandt figurer, der kun undtagelsesvis kalder på sympati, fjerne i tid, men beklageligvis let genkendelige, f.eks. som storpolitik i nærbilleder.
