Læsetid: 7 min.

Og skurken er ... tja, USA

Anmeldelse. I sin nyeste bog om smertensbarnet Pakistan undersøger Tariq Ali årsagerne til landets konstante flirten med kollapset - ikke mindst de utallige gange, det var Washington, der gravede graven mellem befolkningen og dens ledere dybere
27. december 2008

En bonde henvender sig til en embedsmand med en klage. Embedsmanden afviser blankt. Han kan jo altid gå til dommeren, lyder svaret.

"Jamen, det er jo din bror, han vil da ikke lytte," indvender den forudrettede. Embedsmanden foreslår så, at han taler med muftien, den lokale ekspert i muslimsk ret.

"Men han er din onkel." Udvekslingen fortsætter:

"Så gå til ministeren". "Han er din bedstefar." "Så tal da med kongen." "Men ham er din niece gift med." Embedsmanden mister tålmodigheden. "Gå ad helvedes til!" Bonden svarer opgivende: "Der regerer din ærede far. Ikke engang i helvede vil jeg få oprejsning."

Den pakistanskfødte historiker og forfatter Tariq Ali illustrerer med vittigheden, der stammer fra det 16. århundredes Pakistan, et uomgængeligt faktum i Pakistan:

At dem med magten ikke er for folket, at der ikke er nogen steder at gå hen, når magten svigter, at det altid har været sådan og sandsynligvis bliver ved med at være det. Anekdoten optræder i Tariq Alis seneste bog, The Duel - Pakistan and the Flight Path of American Power. Tariq Ali har advaret mod Pakistans endelige sammenbrud i en menneskealder. Han lagde staten fladt ned i sin første bog fra 1969, og hans hovedværk fra 1991 bar titlen Can Pakistan Survive? The Death of a State. Selv forlod Tariq Ali Pakistan i 1963, og få i Islamabads magtcirkler begræd at se hans ryg. Hans bøger har indtil for nylig været forbudt i Pakistan, og diktatoren General Zia ul Haq, der regerede Pakistan fra 1977 til sin død i 1988, fandt det ved udgivelsen af en af Alis bøger nødvendigt personligt at afvise påstanden ved en pressekonference i Indien.

Men også Alis akademiske kollegaer har været på nakken af ham.Hans insisteren på Pakistans forestående kollaps grænser til tider til tomgang, har kritikken lydt. Men et ur, der er gået i stå, rammer jo rigtigt før eller siden, og ulvene skal nok komme. Pakistan har overlevet langt mere end de fleste, men denne gang ser det desværre ud, som om Tariq Alis forudselser er uhyggeligt tæt på at gå i opfyldelse.

Dysfunktionel stat

Pakistan er stadig ikke en fejlslagen stat på linje med Rwanda og Congo, men staten har i mindst fire årtier været grundlæggende dysfunktionel, og den forlader 2008 helt og aldeles i knæ: på grænsen til statsbankerot. I terrorens skygge fra likvideringen af Benazir Bhutto i dag for et år siden, over Marriot-bomben til Mumbai-angrebet, i krig med sine egne fra Waziristan til Baluchistan, angrebet af USA fra både droner og landtropper - så sent som i mandags kostede amerikanske missilangreb mindst syv personer livet i det nordvestlige Pakistan - og igen, igen på kanten af væbnet konflikt med nabolandet Indien.

Udfordringerne er næsten uoverskuelige, og den regering i Islamabad, der skal sørge for at holde landet bare nogenlunde stabilt, er nu så svag, at Pakistans politiske pendul igen truer med at svinge til fordel for et militært lederskab. Stadig er Pakistans People Party med Benazir Bhuttos enkemand, Asif Ali Zardari, i spidsen ved magten, men det kan være et spørgsmål om tid, før Tariq Alis bog får brug for en ny indledning om den aktuelle status.

Da Tariq Ali arbejdede på bogen, spurgte en bekymret ven, om det ikke var lidt risikabelt at udgive en bog, mens terningen stadig rullede i luften.

"Hvis jeg skulle vente på, at terningen ramte bordet, ville jeg aldrig have skrevet en linje om Pakistan," svarede Tariq Ali. Det valgte han heldigvis ikke.

Washingtons indflydelse

For Tariq Ali er, trods den til tider lidt polemiske stil og hans forkærlighed for konspirationer, en af de skarpeste analytikere af krudttønden Sydasien og - ikke mindst - af USA's rolle i regionen. I The Duel har Tariq Ali sat sig for at udfolde, hvad der har været et gennemgående argument i hans forfatterskab: At politik i Pakistans 60 år lange liv har været defineret af, hvad Washington har set i sin aktuelle

interesse. Han samler op på statistikken:

"Bureaukrater og selvbestaltede politikere har styret Pakistan i 11 år, militæret har haft magten i 34 år, mens demokratisk valgte politikere har ledet landet i 15 år. Det er en sørgelig statistik, men undersøger man hver enkelt periode, viser det sig, at den havde Washingtons velsignelse."

Og det påviser Ali i The Duel: Fra USA's støtte i FN til Pakistans første militærdiktator, Ayub Khan, der i 1958 takkede for skulderklappet ved at udtale: "Der er kun en ambassade, der betyder noget i Pakistan: Den amerikanske." Over 9/11-kommissiones anbefaling af, at USA holdt diktatoren Pervez Musharraf ved magten og derved sikrede sig en villig allieret, mens USA gik i krig for demokrati. Til det forløb, der stækkede de ny demokratiske røster i advokat-bevægelsen og istedet ledte frem til likvideringen af Benazir Bhutto og endelig hendes korruptionsplettede husbonds vej til magten. Og sidst men ikke mindst, den nye amerikanske strategi i Afghanistan, der omfatter angreb ind i Pakistan - en strategi, der til trods for, at den stødt og roligt undegraver Zardari-regeringens forsøg på at fremstå som andet end endnu en skødehund, fik lovord med på vejen af den kommende amerikanske præsident, Barack Obama.

Legitimiteten

Gennemgangen af USA's rolle er overbevisende, men Tariq Ali er mest interresant, når han undersøger forholdet mellem det pakistanske folk og den mildest talt håbløse politiske elite. Den helt centrale pointe er, at Pakistans ledere - om de hedder Sharif, Bhutto eller Musharraf - savner en historisk legitimitet, der er så afgørende for den postkoloniale stats sammenhængskraft.

Den mangel bliver helt klar i sammenligning med den ufrivillige tvilling, nabolandet Indien. Her nyder dagens ledere stadig efter 60 år godt af auraen fra nationens grundlæggere. Det kulturelle og religiøse kludetæppeland er i sagens natur altid udfordret på sammenhængskraften, men de skiftende ledere har en stor fortælling at henvise til: De smed den britiske kolonimagt på porten.

Manmohan Sing kan traske i fodsporene af Ghandis saltmarch og reformere med henvisning til den særlige indiske modernitet, som formuleret af Mahadma'ens kampfælle, Jawaharlal Nehru. Den fordel har de pakistanske ledere ikke. Muslim League, der i 1947 dannede Pakistan som et land for muslimer i Sydasien, var i sammenligning med det indiske Kongresparti en svag og ikke folkelig forankret organisation, der havde samarbejdet med den britiske kolonimagt.

Endnu en spildt chance

Men mangel på heltefortællinger om opgøret med kolonimagten betyder ikke, ifølge Ali, at slaget er tabt. Pakistan har mulighed for at vende skuden og skabe et lederskab med folkelig legitimitet. Advokaternes oprør mod Pervez Musharraf i forlængelse af hans afskedigelse af højesteretsdommer Iftikhar Chaudhry i marts 2007 viste igen, at Pakistan har et stærkt

civilsamfund, der har gode bud på en ny ledertype. Men endnu engang skuffede eliten. En studehandel sikrede, at Musharraf kunne trække sig tilbage, og at arveretten igen satte Bhutto'erne i stolen. Skuddene i Rawalpindi blev heller ikke et wake up call.

"Benazirs forfærdelige død burde have givet hendes kolleger i partiet en pause til reflektion (...) Pakistans Peoples Parti havde brug for at blive genetableret som en moderne og demokratisk organistion, åben for seriøs debat (...) Sådan skulle det desværre ikke være," konstaterer Tariq Ali.

Den islamiske trussel

I bogen gør Tariq Ali op med en række fastgroede myter om Pakistan - ikke mindst den vestlige presses forestilling om, at politikken i forhold til Pakistan først og fremmest handler om at holde 'Jihad-fingeren' væk fra 'atom-knappen'. Det er dog langtfra tilfældet, argumenterer Ali. For det første viser alle pakistanske valg, at vælgerne uanset deres personlige dedikation til religionen foretrækker sekulært lederskab. For det andet er hæren stærk og ganske uintererseret i nye legekammerater.

"Den pakistanske hær tæller en halv million mand og har tentakler, der rækker ud i alle samfundets hjørner: landbrug, industri, statsadministration osv. Det ville kræve en massiv omvæltning - f.eks en amerikansk invasion eller besættelse - hvis hæren skulle føle sig truet af et jihad-inspireret oprør," skriver Ali, der dog nemt kan identificere de mange interesser, der ligger bag forestillingen om et land på randen af en islamisk magtoveragelse.

"Musharraf argumenterede for, at det var civilsamfundet, der stak en kæp i hjulet for krigen mod terror. Det er naturlivis noget vrøvl. Det er krigen i grænseregionen mod Pakistan, der skaber utilfredshed inden for hæren. Mange ønsker ikke at slås. Derfor overgiver de soldater til Taleban. Det er sandheden for mange af de unge officerer, der vælger en tidlig pension," fastslår Tariq Ali.

Analytiker i topform

Tariq Ali kan skrive. Anekdoterne står på nakken af hinanden, og hans beskrivelser af møderne med Sydasiens store profiler er underholdende - ikke mindst dem med to arvinger af deres fædres politiske dynastier, Benazir Bhutto og Indira Gandhi.

Bogen kunne have brugt en mere hård redaktør. Den bærer præg af at være et sammenklip af løsrevne artikler, og det kan man desværre ikke løse ved at tilføje et 'som jeg tidligere skrev'. Men det ændrer ikke ved, at The Duel viser en hårdtslåede, men følelsesladet analytiker i topform. Og den kommer på et helt afgørende tidspunkt. Den næste tid vil vise, hvordan Indien og Pakistan kommer over krisen ovenpå Mumbai-angebet. Imens skal den nye amerikanske ledelse fastlægge kursen i Afghanistan. Og her er Tariq Ali en mand med et budskab:

"Atommagten og verdens sjettestørste land står ikke over for en islamisk magtovertagelse. Ønsker de neokonservative i Bush-regingen eller dens efterkommere at få deres forudsigelser til at gå i opfølgelse, behøver de blot at besætte dele af Pakistan, bremse deres atomprogram og indsætte en majonet-regering i Islamabad. Det helvede, de i dag står over for i Irak, vil rykke østover. Det kan ikke anbefales."

Anbefales kan til gengæld The Duel til enhver, der ønsker at forstå Pakistan - skal man tro Tariq Ali, betyder det enhver, der er interesseret i at forstå, hvad der vil drive geopolitikken i den kommende tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer