Læsetid: 4 min.

Små sange i store frakker

Skotske Glasvegas er blevet slået til riddere af hypen uden at have den store kompositoriske tyngde. Men Informations anmelder påskønner dog hvordan bandet afsøger rockens spirituelle muligheder, alt i mens den sociale arv pisser sit spor ned gennem teksterne
13. december 2008

"Hype?", hører jeg nogen sige på min ene skulder. Så jeg ser efter: En hæderkronet manager udtaler, at det skotske band Glasvegas er det bedste siden det og det band. Og musikpressen lytter. Musik-tabloidavisen NME smider dem på forsiden med ordene "The tears and triumphs of Britains best-loved band". Og lemminge-delen af musikpressen spidser ører, fordi hype-narkomanerne på NME har ræbet særlig højlydt. Bandets koncert i Lille Vega i København er udsolgt på den der måde, som branchefolk hader, fordi fribilletter pludselig er sværere at finde end snebolde i helvede.

"Hype ...", bekræfter en stemme på min anden skulder. Der er opnået enighed i dette ydmyge hjørne afmusikkritikken og -journalistikken. Og hvad der er endnu mere interessant: Alle i musikpressen og blogos-færen er faktisk generelt enige om, at Glasvegas er hypede. Det er - ligesom her - det første, der bliver skrevet om bandet. Det næste, der bliver skrevet, er, at man for en gangs skyld kan stole på hypen. At Glasvegas' debut-album af samme navn er en af årets rockplader. Und so weiter.

Så her sidder man så i et ekkokammer, hvor hypen bruges i et musikkritisk korstogs tjeneste. Denne gang taler agitatorerne sandt, så lad kanonerne gjalde endnu højere end vanligt. Og det har de gjort.

Men så gode er Glasvegas ikke. Ikke i mine ører. Og det er trods alt dette sæt ører mod andre separate sæt ører derude, som er engageret i den bizarre praksis at modtage, sortere, kanalisere, fordøje, oversætte, beskrive, diskutere og kritisere musik.

Højstemt

Mine ører fortæller mig dette: At debutalbummet Glasvegas er et sæt mildest talt højstemte sange. At referencer står i kø. At kvartetten fra Glasgow er storladne og høje på patos som U2, Coldplay og landsmændene i Big Country. De klæder sig i støj som shoegazer-bands fra sen-80'erne, ja, er sågar i passager overvældet af støjens symfoniske uvejr som Sigur Rós. Guitarerne ringler snarere som kirkeklokker, end de kradser som pigtråd. Og Glasvegas er sønner af Phil Spector via senere omveje som Jesus & Mary Chain, endda med en erklæret kærlighed til førstnævnte og hans wall of sound-produktioner.

Alt dette gør sig også gældende på Glasvegas' spritnye EP, A Snowflake Fell (And It Felt Like A Kiss), som minsandten er fyldt medjulesange. Optaget i Transylvanien og med nik til idolet Phil Spectors album A Christmas Gift For You From Phil Spector. Og i forlængelse af den storladne, varmt støjende lyd fra debutalbummet. Ja, faktisk foretrækker jeg, at de strækker hyperbolen ind i højtiden og dens muligheder for tragedie.Ikke kun melodisk, men også tekstligt, hvor de fattiges og de ensommes oplevelse af familiehyggen og traditionen vansirer de højstemte lydpanoramaer.

Højromantisk håndværk

Der er en umiskendelig 80'er-patos over den skotske kvartet - fra dengang før ironien tog fat. En slags britisk arbejderklasse-svar på Obamas indvarsling af en ny inderlighed. "Bring back the glory days/ Active citizenship and pure community/ Freedom of faith", lyder det på debutalbummets exit-sang.

Men det er også et ærkebritisk højromantisk stykke håndværk spillet på alle de sentimentale tangenter, som ikke mindst tæller en yderst real accent. Nyd forsanger James Allans knastørre r'er. Eller hans udtale af "christmas", der forvandler i til ø som 'øh'. Eller hans o'er, der pludselig kan blive til bastarder mellem ø og y.

Samtidig med, at teksterne er endnu mere real. Vi åbner således med en sang om moderen, som bliver meddelt, at hendes søn er død. Vi fortsætter med "Geraldine", som vi forledes til at tro er kæreste eller ven til tekstens suicidale "du" på recept-medicin. Men: "I'm your social worker/ I see you/ Need me/I know you do".

Og så er der pigen, der ikke kan komme ud af sin utroskab. Og knægten, som er fanget i sin fars voldelige gentagelsestvang. Fortalt først i faderens direkte tale, så i sønnens refleksioner.

Sofistikerede tekster

Glasvegas' tekster er med andre ord tit strålende og i rocksammenhæng fortællemæssigt sofistikerede. Men deres kompositioner har ikke den melodiske kant eller innovative produktion som U2 omkring The Unforgettable Fire - selv om de er lige så skamløst højtstræbende. Hvilket heller ikke gør det svært at se masserne synge med på alverdens anglofile stadioner united. Og selvom det aldrig har været og aldrig kommer til at blive et udtryk for kvalitet - ever - så bør det dog give en ide om den rustikke inderlighed i deres musik, som appellerer vidt og bredt.

Det er i deres uslebne nerve og deres intense enkelhed, at man skal finde Glasvegas' styrke. Og i kontrasterne mellem eskapisme og realisme. At de bruger både Beethovens måneskins-sonate og "Silent Night/Glade jul" i deres sange, kan måske give en ide om den patos, hvormed de afsøger rockens spirituelle muligheder. I stærk kontrast til den sociale arv, som pisser sine spor af ord ned gennem musikkens nyfaldne sne.

Kontrasten får mig til at tænke på indledningen til Manchester-bandet The Stone Roses' debutalbum fra 1989: Ud af industristøjen vokser musikken. Ud af lort vokser skønhed hos Glas-vegas. Det er et sympatisk og effektivt og, ja, fortærsket spændingsfelt, som de formår at sparke nyt håb ind i. Men sangene har det stadig med at være for små. Glas-vegas mangler stadig at kunne fylde deres store frakker ordentligt ud.

Glasvegas: Glasvegas (Columbia/Sony BMG).
Glasvegas: A Snowflake Fell (And It Felt Like A Kiss) (Columbia/Sony BMG).Er begge udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu