Læsetid: 3 min.

Med strøm skal ondt fordrives

Med Kid Kishore og Albertslund Terror Korps har Danmark fået, hvad vi fortjener: Rå elektronisk opsætsighed, rablende morskab og musik, der rejser børster over for en uvorn nationalisme, som burde være blevet lagt i seng uden aftensmad for længe siden
15. december 2008

Julen falder med tunge slag over kroppene denne lørdag aften midt i december. Albertslund Terror Korps har besteget scenen og gennemtæver os kærligt midt i Nørrebros musik-moske, Stengade 30.

Booking- og produktionskvartetten Ohoi har annonceret Julebass!!!!!, og det skal jeg love for at, vi får.

På loftet står Master Fatman og bager brasilianske beats, i kælderen pisker techno bass folket i ekstase og urinen i pissoiret til skum. Og i stuen bliver der varmet voldsomt op under kastanjerne med Ohoi! Soundsystem, som har givet nervesystemerne noget at sunde sig over med et drønende mix af dubstep sågar tilsat dansk toast. Med subwooferne i direkte dialog med dna'en. Og der er ingen flugtmuligheder i aften. For Albertslund Terror Korps tager ikke nogen fanger, da først musikken kommer i gang. Stroboskoplys og stærkstrømsbombardementer forenes i et rasende humoristisk sæt, der også tager julen under kærlig behandling.

Navnet Albertslund Terror Korps er sandsynligvis en henvisning til de hollandske gabber-pionerer Rotterdam Terror Corps.

Gabber var og er en benhårdt pumpende og grovkornet fortolkning af house, og dengang var den en hollandsk arbejderklasses svar på, hvad der blev opfattet som Amsterdams snobbede og prætentiøse house-scene. Så meget passende kommer den nye gabber-fortolkning og den danske lyd af rå elektronisk opsætsighed og rablende morskab fra 2620 Albertslund og ikke fra for eksempel 2200 Kbh. N.

Nørrebro-perspeltiv

Bag Albertslund Terror Korps står Kid Kishore og VJ Cancer. Førstnævnte har ansvaret for de tæsketunge beats, der altså trækker på gabber, men også på Kishores soloarbejde, som han selv kalder for "perker tech" - en maskingeværs-sitrende og stærkt humoristisk blanding af ghetto tech, hiphop, breakbeats, bhangra og andre lyde fra Pakistan/Indien og også Mellemøsten samt danske populærkulturelle referencer og tyverier.

"De kylede gas mellem hinduerne", hedder f.eks. hans forrygende brug af Kim Larsens 'Midt om natten', hvor de som bekendt kastede "gas gennem vinduerne". Og det gør de jo stadig, så det er da kun passende at sætte sangen i et sprit-nutidigt multikulti Nørrebro-perspektiv.

VJ Cancer har ansvaret for den visuelle side i form af et lavteknologisk splatterorgie af barokke sammenstillinger, politiske cirkelspark og humoristiske vejsidebomber; i form af fotos og enkle, farvesprøjtende computertegninger bl.a. med den efterhånden klassiske alien som genkommende figur. I Cancers grovkornede grafik bliver den spinkle skabning med de store mandelformede øjne til billede på den fremmede, immigranten, indvandreren, den marginaliserede.

Desværre bliver der ikke noget visuelt syrebad til os i Stengade 30 denne lørdag aften, for selv om teknologien er de kreative kræfters hjælper, så kan den også stå i vejen for selvsamme. Og der kommer aldrig hul igennem til Vj Cancer, som må se på, mens Kid Kishore styrer Terror Korpset videre med barsk, men retfærdig hånd.

Ingen vej tilbage

Den mørklødede Kishore starter meget passende med at pervertere en dansk visesang, som bliver både strukket, punkteret og smeltet til ukendelighed og retur. Og da beat-programmeringerne dernæst bliver startet, så er der ingen vej tilbage.

For ikke nok med at vi befinder os i et førergreb af infernalsk lyd, men vi bliver også mindet om at der ingen vej er tilbage til det gamle Danmark. En dansktopsang bliver hudflettet, 'Glade jul' lemlæstes kærligt, Kishore har lavet sit egen syregrønne juletrack i samarbejde med Thomas Knak. Og over en dubstep-programmering siger en dyb stemme:

"I Danmark spiser vi svin". Det lyder mere som en trussel eller en ordre fra Integrationsministeriet, end en venlig oplysning til en turist på Strøget.

Med strømmen som medsammensvoren transmitterer Kishore fra en ny virkelighed, hvor ingen spørger om lov til at forholde sig kritisk til dansk kulturarv og selvforståelse - og hvor ingen burde spørge om lov. I Kid Kishores harddiske resulterer det i en omsmeltning af arvesølvet, en opsætsig og flabet omprogrammering af nationalkarakteren. Og da et kor synger "Albertslund Terror Korps" henover en liflig maskingeværsalve af gabber-beats, ja, så er intet længere helligt. Eller også er netop nutiden og dens nye koblinger og betydninger hellige her og nu.

Det gamle forfalder, og noget nyt rejser sig på murbrokkerne. Som altid. Også her på Stengade 30, hvor vi i hvert fald - uanset postnummer - rejser børster over for en uvorn nationalisme, som burde være blevet lagt i seng uden aftensmad for længe længe siden. Med strøm skal ondt fordrives.

OHOI! præsenterer Julebass!!!!! med Albertslund Terror Korps, Stengade 30, lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til Ralf Christensen for en glimrende og hjertevarm anmeldelse.

Jeg kan kun erklære mig helt enig, det var en fremragende aften på Stengade 30. Ohoi! er altid i en klasse for sig, når der bydes op til bassorgie, og denne aften var bersærkergangen bare en anelse mere splittergal, courtesy Albertslund Terrorkorps.

Første gang jeg stødte på Hari a.k.a Kid Kishore var forøvrigt i det nu hedengangne Ungdomshus på Jagtvej, hvor han i Politiuniform og med en flot snegl under næbbet rev salen rundt med sin helt særegne bhangra-jungle-dansktop. Jeg var solgt.

Det var kulturkamp med bas og beats på Stengade i lørdags. Hari og et pakket gulv vs. Pia med konsorter. Der blev stemt med fødderne, og overflødigt er det vel at notere, at neofascismens klaphattehær gik ned i flammer.

Tak til Ohoi! og ATK for en super omgang Julebass igen i år. Det var fandme sjaw :)