Der har i nogen tid verseret stædige rygter om, at hiphoppen skulle være død. Det er den selvfølgelig ikke. Den er, som tidligere beskrevet i nærværende dagblad, nødvendigvis noget andet, end dengang der hverken var penge eller berømmelse at komme efter i subkulturen.
Ikke desto mindre skal de nekrologfile kritikere nok hente næring i, at en af de mest eftertænksomme rappere around, Common, på album nummer otte lader hånt om sit ry og kaster sig savlende over dansegulvet. Universal Mind Control er et hedonistisk udråbstegn, der stritter ret op i vejret.
36-årige Lonnie Rashid Lynn jr., som hans borgerlige navn lyder, kurtiserer clubpublikummet gennem en intens og elektronisk funderet produktion. Det er nogle steder forfriskende lytning, fordi den efne mikrofonkontrollør gør sig overrumplende overbevisende som liderbuk. Andre steder savner man Commons refleksioner. Desuden lykkes det ikke The Neptunes at ramme hitformlen på de syv numre, som den succesrige producerduo bidrager med. Og modsat Commons to seneste album med vennen Kanye West fra barndomsbyen Chicago, Be (2005) og Finding Forever (2007), rummer Universal Mind Control ikke materiale til en potentiel nyklassiker.
Common har altid været en rapper, man enten hader eller elsker. Hans frelste holdninger og veganer-image provokerer det publikum, som mest tænder på attituder og aggression. Derfor er der også en slags skæbnens ironi i, at han nu selv vover sig ud på de lyststyrede vover. Allerede i 1994 gjorde han sig uvenner med gangsta-stjerner som den iltre Ice Cube, fordi han ikke brød sig om den tiltagende voldsskildring, misogyni og pornoficering i især westcoastens voldsomme versionering af hiphoppen. Opkomlingen lavede med nummeret 'I Used to Love H.E.R.' en allegori over sin elskede hiphop, som - følte han - mistede magien. Ice Cube og ligesindede hørte skjulte budskaber i teksten og svarede tilbage med såkaldte dis-tracks.
Siden er Common selv blevet kommerciel, men indtil dette album uden at frasige sig sit ståsted i den varme og soulinspirerede newyorkerlyd. Det er dog kun på Barack Obama-hyldesten 'Changes', at han er tilbage i sit gammelkendte element. Ellers tænker han mestendels med underlivet, hvorfra The Neptunes-produktionerne også dunker grundigt igennem med deres klare referencer til tidlig electro-hiphop a la Afrika Bambaataa og p-funk, som George Clinton kunne have skruet den sammen.
Sprog og flow
Albumåbneren 'Universal Mind Control' er den mest medrivende af de 10 skæringer, og bagefter sætter 'Punch Drunk Love' en ny Common i scene. Titlen, der er lånt fra en af komikeren Adam Sandlers sjovere film, lægger stilen an, og så fortæller rapperen ellers, hvad han går rundt og gør ved damerne:
"My aah! is in your body, my aah! is in your mind / check my dic(k)tionary, that ass is so divine," siger han vistnok, og det er jo temmelig sjofelt, dét, Common har gang i dér. Men det er også fermt i forhold til, hvad man ellers risikerer at lægge øren til i den bollegade, fordi han mestrer sproget og flowet. At Common dribler videre i samme spor på 'Sex 4 Suga' siger vist sig selv: "I'm gonna touch you, where the sun don't shine," varsler frækkerten såmænd.
På 'Announcement' springer han så for alvor ud i den blærerøvsdisciplin, han tidligere forsagede.
"This is hiphop, baby/I'm gonna take you to the tiptop, baby," proklameres der således på troværdigste vis. Senere i samme skæring kalder han tilmed hiphop for sin tæve ("bitch"), hvilket må siges at være en U-vending at dimensioner.
Mr. West savnes
Desværre for den opportune rapper holder de færreste af The Neptunes & co.'s beats hele vejen til banken. 'Make My Day' gungrer gabende kedeligt derudad, mens en uinspireret, nærmest hæmmet, Cee-Lo afsynger det luftige omkvæd. Man får fornemmelsen af, at Common ikke er blevet overdænget med prima produktioner og melodier, da albummet skulle skrues sammen. Hvis The Neptunes så bare havde givet ham noget af det råt klingende materiale, som brødreparret Clipse tidligere er blevet begavet med, havde det da været en interessant kontrast. De flydende ord versus den kantede kakofoni.
Et klistermærke på det køligt strømlinede cd-cover lover, at vi med Universal Mind Control skal lytte til selveste "The future of hip-hop". Det holder ikke, og man ærgrer sig over, at Common og produceren Kanye West ikke endte med at fuldende deres fælles trilogi. Mr. West har med sit just udgivne fjerde soloalbum netop leveret et bud på en futuristisk hiphoplyd, der snildt kan arbejdes videre med.
Til gengæld fungerer Commons nogenlunde vellykkede hamskifte fra samvittighedsfuld prædikant til hedonistisk scorekarl som eksempel på, at hiphoppen rent faktisk trives fint. Hvis rapperen er dygtig nok, er normskred ikke nødvendigvis en skidt ting. Allerhøjst en slem ting.
Common: Universal Mind Control (Universal). Udkommer i denne uge
