Læsetid: 3 min.

Tamme Tim tæmmer jo sig selv

Perfektionismen har taget overhånd på Tim Christensens tredje soloalbum. Godt nok er det behagelig lytning, men på den ligegyldige måde. Selv i teksterne kredser den pertentlige musiker om sit kontrolbehov, der flueknepper de gode melodier ihjel
Perfektionismen har taget overhånd på Tim Christensens tredje soloalbum. Godt nok er det behagelig lytning, men på den ligegyldige måde. Selv i teksterne kredser den pertentlige musiker om sit kontrolbehov, der flueknepper de gode melodier ihjel
6. december 2008

Forleden var jeg på indkøb i Rema1000, og jeg havde Tim Christensens tredje soloalbum i ørerne. Mit lokale supermarked er normalt et sted, hvor man ville ønske, at det tog i underkanten af de fem minutter at nå op til kasseapparatet. Men jeg blev hængende. Osede ovre i tingeltangel-afdelingen og faldt i staver med døren åben til køleskabet, hvor alle mejerivarerne bød sig til. Til sidst begyndte jeg at spekulere over, hvad jeg egentlig havde gang i. Og så fik Tim Christensen rimeligvis skylden.

Superior, som den 12 numre lange sag hedder, er muzak af den behagelige slags. Man bliver ikke forstyrret unødigt undervejs, men kan snildt lade tankerne vandre og gå i sten, mens Tim Christensen krænger sit inderste ud på mest beherskede facon. Der er ingen vilde udsving eller overraskelser undervejs, kun vellavet vellyd så sympatisk og kedelig, at Nora Jones og Swan Lee nok bliver udmanøvreret under lørdagsrengøringen i de luftige herskabslejligheder rundt omkring.

Det er et lidt trist facit fra en mand, der i sine sene teenageår lirede liret guitargalop af sted i Dizzy Mizz Lizzy. Dengang - i 1993-94 - manglede Tim Christensen sgisme ikke dynamik, og han vovede sig også ud på yderst usikker grund af og til. Eksempelvis når han prøvede kræfter med det engelske sprog og fik den danske grungeungdom til at synge med på gåder som "Silver Flame" og dens uransagelige udsagn a la "She said, that silver's made to burn for ever."

Han er rædselsslagen

Tim Christensen er hørbart usædvanlig dygtig og musikalsk, men på Superior filer han sine fine melodier væk.

Der er gået fem år siden forgængeren Honeyburst, og tiden lader til at være brugt flittigt. Albummet blotter ikke en eneste kant eller knast, ikke en ærlig gnist af temperament eller improvisation, og det reducerer gennemgående hans sangskrivertalent til gedigent og flommet håndværk - især eksemplificeret i de brægende ballader "Song For Shelly" og "Maggie My Dear".

Det værste er, at den ferme guitarist (og multiinstrumentalist) måske selv ved det. Hans tekster svælger i en tilsyneladende bevidst uvane med at fluekneppe alt til døde. Første eksempel:

"I'm a bit of a perfectionist/ But you don't want perfection/ All you want is me."

Linjerne stammer fra titelnummeret, hvor Tim Christensen ellers viser en smule tænder i det kontrolleret eksplosive slutomkvæd, der i øvrigt begynder sådan her:

"I am terrified of what I might find/ If I lose control of my very soul"

Det er ikke nemt

Perfektionismen præger altså retrorock-produktionen, og hver en guitarsolo skulle efter sigende være taget om og om igen. Det samme gælder sandsynligvis Tim Christensens stemme, som egentlig har en rar glød og fornuftig rækkevidde. Problemet er, at han forvalter materialet uprioriteret og klinger ud på alle vokaler. Det lyder indstuderet og overgjort. Alt er lige godt, alt er lige vigtigt, alt bliver ligegyldigt.

Særligt tydeligt er det på "Wonder Of Wonders", som vel sagtens er pladens bedste bud på endnu en nyklassiker fra solisten, der tidligere har knuget mangt et romantisk pigehjerte med numre som "King's Garden" og "Right Next to the Right One". Ligesom sidstnævnte leger "Wonder Of Wonders" med valsetakten, og hertil går den vokale inderlighed indiskutabelt over gevind.

"What if I really don't feeel liiiike a staaaaaaaaaaar," spørger Tim Christensen, og det er da sikkert ikke altid lige nemt at være rockstjerne med neurotisk trang til at begrave sig med et trædeorgel i studiet. Eller som han konstaterer andetsteds i samme sang: "If there's an easy solution/ It keeps getting harder to find"

Tja. Improvisation, hårdere deadlines og en lidt løsere arbejdsdisciplin kunne måske gøre det.

Tim Christensen: Superior (Mermaid Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

birger svanholt

Rema-Rune rammer næsten helt forbi

En pladeanmeldelse kan tage afsæt i ét af følgende fokuspunkter: 1) En fagligt funderet, men ikke nødvendigvis subjektiv vejledning til eventuelle kommende lyttere af det anmeldte værk 2) En smagsbaseret, subjektiv, men ikke desto mindre velskrevet og læseværdig, beskrivelse af samme, og 3) en kombination af de to første i enhver tænkelig afskygning.

Rune Skyum-Nielsens anmeldelse af Tim Christensens nye album ”Superior” synes ikke rigtigt at tage afsæt i andet end en dårligt forberedt kedsomhed. Jeg havde endnu ikke hørt pladen, da jeg læste anmeldelsen, men undrede mig flere gange undervejs gennem læsningen - f.eks over at RSN tilsyneladende hellere ville høre Dizzy Miss Lizzy årgang 1994, dengang Tim Christensen ”lirede liret guitargalop afsted”, som RSN forsøgvis hipt formulerer det – har Tim Christensens to foregående albums måske givet grund til at forvente noget i den retning ? Og ”Superior” savner improvisation ? Hvor meget improvisation, mener RSN der er på f.eks. Led Zeppelins fjerde album, Beatles` Sgt.Pepper, Abbey Road, eller Pink Floyds Dark Side of the Moon, for bare et nævne en lille håndfuld gennemarbejdede mesterværker ? Hvis RSN savner improvistion, kan han jo opsøge nogle af de få jazzspillesteder, der er tilbage - der bliver i den grad improviseret, skulle jeg hilse og sige – eller hive lyttebøfferne ud af ørerne, bevæge sig ud af REMA1000 og hen til en stue, hvor der er et godt, gammeldags stereo-anlæg med rigtige højttalere, der kan gengive klanglige nuancer tro mod indspilningen, og fordybe sig i en live-plade fra dengang guitarerne virkelig lirede, og hvor der for alvor blev improviseret i rocken, mellem 1967 og 1972 , sådan cirka.

”Superior” er et tidløst, gedigent produceret album, med masser af dynamik, intensitet og nærvær, en masse velskrevne sange i vidt forskellige stemninger og stilarter, og man har i Tim Christensen en artist, der både rummer elementer af Beatles ´ kompositoriske genialitet og udtryksmæssige mangfoldighed, Led Zeppelins virtuositet og bid, og Neil Youngs intensitet og nærvær – og samtidig er han helt sin egen.

Birger Svanholt, musiker