En temmelig sjov bølle

Det var svært ikke at holde af Ludacris, da han for en lille håndfuld år siden tog kampen op med Fox-kommentatoren Bill O'Reilly og nægtede at lade hiphoppen bære skylden for det amerikanske samfunds moralske kollaps.

Hvis Ludacris er en bølle, så er han en af de sjove. Alene hans intonationer overflødiggør en hel del instrumenter på de fyldige - og efterhånden ikke spor primitive - dirty south-produktioner, som blandt andet leveres af notabiliteter som Scott Storch, Swizz Beats og Rodney Jerkins.

I længden trætter Ludacris' blærerier dog, og de bliver visse steder så selvudstillende, at selv jokeren i Ludacris næppe finder det morsomt. For eksempel synes det utroværdigt, at Ludacris fortsat udnævner sig selv til sydstaternes førerhund, når nu gæstevokalisterne Lil Wayne og T.I. begge eksemplificerer noget andet. Blamagen optræder ellers på et af soloalbum nummer syvs indiskutable højdepunkter, 'I Do It For Hip Hop'. Her får han selskab af New Yorks gamle ærkerivaler, Jay-Z og Nas. "I'm still the champion of the south / 'cause rappers' still get in the booth, and I keep dragging them out," plaprer Ludacris, hvorefter Nas med sin gennemkontrollerede stemmeføring demonstrerer, hvor indædt og destilleret rap kan lyde.

Til sidst dukker mega-fonen Jay-Z op og giver selvsamme kærlighedserklæring til hiphoppen en nærmest autoritær drejning. Tre forskellige flows forenet i samme nummer. Tre forskellige fortolkninger af hiphoppens væsen. Tre grunde til fortsat at holde af den på godt og ondt.

Ludacris: Theater of the Mind (Def Jam/Universal). Udkommer i denne uge