Læsetid: 3 min.

Vilde Vitello

Kim Fupz Aakeson på banen med lunt slentrende serie om en opfindsom krudtugle
18. december 2008

En dreng, en mor, en scene - og en fortællestemme. Det er i al sin enkelhed de fire elementer, der er i spil i den serie om drengen Vitello, som Gyldendal har søsat med Kim Fupz Aakeson som tekststyrmand og Niels Bo Bojesen som illustrationsgast.

Målgruppen er såvel drenge som piger i alderen 5-9 år. Foreløbig er der udkommet seks af i alt ni planlagte bind.

Og hvad er vi så ude i? Jo, sådan nærmest en slags let underdrejet og mildt fantasifarvet hverdagsrealisme i den nære omegn af den stærkt trafikbefærdede ringvej, hvor "drengen, de kaldte Vitello," bor sammen med sin mor i et rækkehus.

Vitello, som er resultatet af en kortvarig affære med en italiener, prøver at finde balancen mellem sin egen rolleafsøgende integritet og kravene fra den kontante men også kærlige mor, som elsker popsange, hvidvin og spaghetti med riveost.

Vokse op til en sjuft

De enkelte bind er med scenisk enkelthed bygget op omkring en konfliktfyldt episode, der med Fupzsk ynde og små humoristiske twists ofte får en win/win forløsning.

I første bind, Vitello ridser en bil, er omdrejningspunktet Vitellos frygt for stuearrest, endefuld og mulig anbringelse på børnehjem, da han uforvarende kommer til at ridse moderens elskede Audi med en haverive.

I toeren kommer Vitello til at love tvillingerne Max og Hasse, at de snart kommer til at se hans far (som moderen konsekvent beskriver som en "sjuft", hvortil Vitello replicerer, at når han bliver stor, vil han også være en sjuft - og gå med kniv ).

Nu er gode råd dyre, og Vitello prøver på forskellig vis at overliste tilfældige hankønspersoner til at påtage sig rollen og får til sidst hjertevarm hjælp af en pølsemand.

I treeren hedder projektet at få en hund, men da moderen resolut afviser det ønske, beslutter Vitello, at han selv vil være en hund -og det går så ud over postbuddet, to teenagetøser og moderens krøllejern.

Nabokattens skarpe kløer får dog overbevist Vitello om, at et liv som hund godt kan være et hundeliv.

I bind fire vil Vitello gerne ha' en ny ven og da han ikke har penge til at købe slik (som ellers er den sikre vej til at få venner) planlægger han at grave et hul og fange sig en ven.

Han får undervejs hjælp af en påtrængende møgunge, William, som godt nok er irriterende men måske alligevel netop er den ven, Vitello søgte.

Gode ben

De nu fire gutter Max, Hasse, William og Vitello slipper ikke så godt fra deres plan om at blive superdygtige forretningsmænd i bind fem, hvor de kommer galt af sted, da de ripper en gammel dames have for georginer.

Næse for at blive rige har de godt nok ikke, men til gengæld har de gode ben, og det er nyttigt, da de bliver jagtet af konens mand.

Vitello elsker at se film, især film med barske mænd i undertrøjer, mænd der taler grimt, ikke er bange for noget og går med kniv. I bind seks skal attituden som hård negl så afprøves, og udstyret med moderens smørekniv bevæger Vitello sig ud i nabolaget, hvor han både provokerer en stor, hvid hund, kalder to store knallertdrenge for "totalt lille nar" og fornærmer en ældre dame. Det udløser en slapstickagtig forfølgelses- og tumultscene, inden Vitello får held til ("på en barsk måde selvfølgelig og også på en lidt hurtig måde") - som Fupz med underspillet kærlig/ironisk kant formulerer det) at snige sig hjem i sikkerhed, hvor han i mors sæbeduftende favn beslutter sig for at lægge kniven og være barsk en anden dag.

Vitello-bøgerne vælter ikke mure, men de er et charmerende bekendtskab med den karakteristiske underfundige og rytmebevidsteskrivestil, som Fupz med toptunet repliksans og en aldrig svigtende solidaritet svøber omkring sine personer.

Niels Bo Bojesens ledsagende illustrationer har fat i humoren og drengestregerne, men kommer ikke for alvor på omgangshøjde med de finere nuancer i karaktertegningen. Hvis han var en trommeslager, ville man sige, at han hænger på beatet.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu