Læsetid: 2 min.

Alvtegen fortjener anerkendelse

Svenske Karin Alvtegen undersøger næsten videnskabeligt sine figurers psykologi. Nu udkommer forfatterens tre første romaner på dansk i billigbogsudgave. De er lige fremragende alle tre
8. januar 2009

Forbløffende nok fortsætter danskerne med at læse svenske sekundakrimier.

Op mod jul var Liza Marklund, Jan Guillou og Camilla Läckberg således blandt storsællerterne. Alle tre med dilletantisk dårlige bøger.

I det perspektiv ærgrer det mig, at jeg ikke nåede at få gjort opmærksom på Tiderne Skifters genudgivelse af Karin Alvtegen. Måske kunne man have omdirigeret bare enkelte julegavejæger.

Det er Alvtegens tre første krimier på dansk, det lille forlag nu udsender i en billig hardback-udgave. Savnet, Bedrag og Skam. Hvilken, der er bedst, kan jeg ikke beslutte mig for. Køb dem alle tre. De er hver især fremragende, synes jeg. Ligesom Alvtegens seneste roman, Skygge, som man stadig må betale fuld pris for.

Der er ingen motivisk sammenhæng mellem de tre bøger, men en tematisk.

Alle tre handler de om mennesker, der er havnet i en eksistentiel blindgyde.

I Savnet har Sybilla efter en traumatisk barndom stillet sin bevidsthedpå standby og lever et komatisk liv som hjemløs i Stockholm. Men da hun bliver anklaget for et mord, hun ikke har begået, tvinges hun til at vågne op og finde den rigtige morder.

I Bedrag har ægteparret Eva og Henrik i et rastløst forsøg på at fremstå som perfekte forældre og succesfulde karrieremennesker mistet fornemmelsen for mere væsentlige aspekter af tilværelsen. Men under overfladen lurer intrigerne strindbergsk og farligt.

Og i Skam har den ambitiøse overlæge Monika konstrueret en skal af coolness, der står i skarp kontrast til hendes iturevne indre, mens den elefantfede Maj-Britt forsøger at æde sig fra problemerne. Men begge kvinder bliver pludselig konfronteret med den smertefulde fortid, de begge forsøger at distancere sig fra.

Videnskabelig praksis

Der er noget patologisk over disse figurer. Og der er noget diagnosticerende over Alvtegens undersøgelse af deres psykologi. Hun vender vrangen ud på dem og studerer de årsagssammenhænge, der har formet dem. Opsporer de begivenheder, der måske helt tilbage i barndommen har sat en kædereaktion i gang, som hun optrevler led for led for at forstå det menneske, der befinder sig for enden.

Mens denne næsten videnskabelige praksis er en konstant i forfatterskabet, sker der på andre planer en udvikling i løbet af de tre bøger, som på mange måder kulminerer i Skygge, der altså ikke er med i genudgivelsen.

Krimierne bliver mindre og mindre krimi i den forstand, at spændingsmomentet bliver nedtonet fra bog til bog, ligesom opklaringsdelen fylder stadig mindre.

Til gengæld tiltager kompleksiteten. Alvtegen fletter flere og flere handlingsforløb sammen i stadig mere raffinerede mønstre. Hvorfor bøgerne bliver en smule længere hver gang.

Desuden er det tydeligt, at en anerkendelsestematik er ved at blive etableret som et helt centralt aspekt af forfatterskabet.

Anerkendelsestemaet står stærkt allerede i Savnet og bliver udviklet i de to næste romaner for så at indtage en dominerende plads i Skygge. Her har særlig en af hovedpersonerne, forfatteren Axel, et behov for anerkendelse, der som en destruktiv kraft har vendt sig imod ham og hans nærmeste.

Selv føler Alvtegen derimod ikke, hun er drevet af et behov for anerkendelse, fortalte hun mig for et års tid siden. For hende er det udfordringen i at få en roman til at gå op, der er drivkraften. Så må folk synes, hvad de vil, om hendes bøger.

Alligevel synes jeg nu nok, der er grund til at anerkende Alvtegen som den fremragende forfatter, hun er.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu