Læsetid 4 min.

Ateisternes unuancerede fordomme

Den nye ateisme og den religiøse fanatisme har det fundamentalistiske til fælles. Begge har en naiv tro på, at det kan lade sig gøre at udrydde det onde, hævder ny bog
2. januar 2009

Den amerikanske journalist Chris Hedges hører til en af de mest respekterede amerikanske journalister. I to årtier var han udenrigskorrespondent for bl.a. New York Times, som han arbejdede for, da han i 2002 ved med til at vinde den eftertragtede Pulitzer Prize for sin dækning af den globale terrorisme. Samme år modtog han Amnesty International Global Award for Human Rights Journalism og er desuden forfatter til bestselleren American Fascist om det amerikanske religiøse højre. Hedges underviser endvidere ved Columbia University, New York University og Princeton University.

I sin nyeste bog, I Don't Believe in Atheists ('Jeg tror ikke på ateister'), forholder han sig til en række af de bøger, som har promoveret den nye ateistiske bølge, der både i USA og herhjemme har haft fået stor opmærksomhed. Navne som Richard Dawkins, Sam Harris og Christopher Hitchens er kendt både i USA og Europa.

Dæmoniseringen

Hedges' interesse for den nye ateisme begyndte med læsningen af Sam Harris' The End of Faith (2004), en bog, Hedges hurtigt fandt ud af, han ikke syntes om; Harris' "barnagtige forsimplinger", hans manglende kendskab til historien såvel som hans generaliserende og til det racistiske grænsende dæmonisering af muslimerne gjorde bogen så tendentiøs, at den efter Hedges' opfattelse ikke var værd at tage alvorligt.

Ikke mindst kommer Harris' foragt for religion til udtryk i hans tolkninger af krigen i eks-Jugoslavien, som han først og fremmest ser som en religiøs konflikt. Som tidligere Balkan Bureau Chief for New York Times havde Hedges selv haft lejlighed til at følge krigen i det tidligere Jugoslavien på nærmeste hold og tilmed opholdt sig i Sarajevo under byens belejring.

På baggrund af sine erfaringer konkluderer han, at "krigen havde langt mere at gøre med Jugoslaviens økonomiske kollaps end med religion eller gammelt etnisk had. Hans (Sam Harris') påstand om, at muslimske forældre skulle glæde sig over deres børns død som selvmordsbombere kan kun være skrevet af en, der aldrig har siddet i hjemmet i Gaza hos en sørgende mor eller far som netop havde mistet deres barn. Jeg tog derfor ikke Harris alvorligt. Det var en fejl".

For Harris og hans lige har fundet en enorm tilhængerskare blandt dem, der frastødes af religiøst begrundet intolerance, anti-intellektualisme og den særlige selvretfærdighed, der er et kendemærke for den religiøse fundamentalisme. Hvad mange glemmer i forbindelse med opgøret med den religiøse fundamentalisme, er, at også inden for kirkens og de religiøses rækker er der en markant afstandtagen til denne fordummende udgave af religion.

Også Hedges frastødes af de nævnte laster og har som omtalt skrevet om dem i bogen American Fascists, men han finder, at den nye ateisme selv gør sig skyldig i de samme fejl. Den nye ateisme og den religiøse fanatisme har det fundamentalistiske til fælles, hvortil kommer en perlerække af primitive generaliseringer, såsom insisteren på fornuften og oplysningen som troens modsætning, ukendskab til selv det mest elementære indhold i religionerne, fjendebilleder og fordomme, mener Hedges.

Når det onde er væk

Men først og fremmest har såvel den religiøse som den ateistiske fundamentalisme en naiv tro på, at det kan lade sig gøre at udrydde det onde:

"Den største fare kommer ikke fra troende eller ateister, men fra dem, der under dække af religion, videnskab eller fornuft forestiller sig, at vi kan befri os fra den menneskelige naturs begrænsninger og føre menneskeslægten frem mod perfektion."

Striden er således ikke mellem religion og fornuft, men mellem to former for fundamentalisme; den religiøse og den sekulære. Begge opererer de med forestillingen om en form for utopia, et forjættet land, enten det nu er fornuftens eller troens paradis, installeret på jorden. Begge overser de skyggesiderne i mennesket. Hvad der glemmes, er, at vi aldrig kan blive omnipotente, og at vi er bundet og begrænset af forhold, som indebærer udfoldelsen af ondskab og selviskhed ved siden af de mere positive egenskaber.

Netop dette forhold ignorerer både den religiøse fundamentalisme og de sekulære utopister. De tror, at når blot den eller den gruppe var væk, ville ondskabens rod være fjernet og alt blive godt. Som bekendt har en del diktaturer opereret ud fra samme skema.

Fjendebilleder

De højrøstede tv-evangelister og de ateistiske propagandister er efter Hedges' mening lige farlige. De fomulerer sig begge, som var de i show business, og som alle i den branche ved de, at der ikke er salg i det nuancerede og komplicerede. Derfor optræder de med klicheer og fornærmelser, og som de sælgere, de er, fremfører de simple og forførende drømme. Den ene fløj fastholder en bogstavelig tolkning af Bibelen, den anden angriber al religion med afsæt i de værste versioner af religiøse ytringer. Disse ytringer bruger de pågældende ateistiske forfattere til at benægte berettigelsen af religion overhovedet. Heller ikke de store religiøse personligheder giver den nye ateisme noget for.

Hitchens kalder f.eks. Gandhi for en "obskurantist, der forvrængede og nedgjorde den indiske uafhængighed", og Dalai Lama får samme tur, når han i Hedges referat af Hitchens kaldes for "en middelalderlig puslingeprins, som blot er fortsættelsen af en snyltende kloster-elite".

Og som sine troende fundamentalistiske åndsfæller er ateisme blandt de fremmeste i formidlingen af halve sandheder og opbygningen af fjendebilleder. Det er for dem helt i orden at kalde en milliard muslimer for "irrationelle religiøse fanatikere" eller det, der er værre. Og i en stil, der kunne være taget fra de værste og mest primitive af de amerikanske højrereligiøse vækkelsesprædikanter, mener Sam Harris (i The End of Faith), at man må bruge tortur som en helt logisk forhørsmetode, og at man kan blive nødt til at rette et første atomangreb på den muslimske verden.

Således taler ateisten Sam Harris om det legitime i at dræbe "mange millioner uskyldige civile på en enkelt dag" som den "eneste mulige handling vi kan foretage os, når vi betænker, hvad islamisterne tror på", som han skriver det i bogen.

Tak for kaffe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu