Læsetid: 4 min.

Borgmesteren af Castro Street

Gus Van Sants veliscenesatte og velspillede 'Milk' er en film om håb og et helt almindeligt menneske, der turde, hvor andre tav
Formidabelt spil. Penn er en formidabel skuespiller, som formår han at bygge sine roller op indefra, psykologisk og følelsesmæssigt, hvorfor de også bliver så meget desto mere overbevisende.

Formidabelt spil. Penn er en formidabel skuespiller, som formår han at bygge sine roller op indefra, psykologisk og følelsesmæssigt, hvorfor de også bliver så meget desto mere overbevisende.

SF Film

30. januar 2009

Harvey Milk var den første erklæret homoseksuelle mand til at beklæde et offentligt embede i USA, da han i 1977 blev valgt ind i byrådet i San Francisco. Han kæmpede utrætteligt for homoseksuelles rettigheder, og for ham var det ikke blot en sag.

"Det er vores liv," som Milk i Sean Penns skikkelse siger til byrådskollegaen Dan White (Josh Brolin) i Gus Van Sants nye film, Milk, der bygger på dokumentarfilmen The Times of Harvey Milk (1984) og levende og indfølt portrætterer den dedikerede aktivist og politiker og menneskerettighedsbevægelsen, der opstod omkring ham igennem de år, han boede i San Franciscos Castro-kvarter.

Harvey Milks engagement gav ham tilnavnet The Mayor of Castro Street og kostede ham livet, da Dan White i 1978 skød både Milk og byens borgmester, George Moscone (Victor Garber). Harvey havde fået flere dødstrusler, og han frygtede for sit liv, hvorfor rammen om filmen er ham, der kort inden sin død dikterer sin egen historie til en båndoptager - i tilfælde af, at han nu skulle blive myrdet.

Dygtig strateg

I filmen møder man første gang Harvey Milk på hans 40 års fødselsdag, hvor han samler den unge Scott (James Franco) op i undergrundsbanen i New York. På det tidspunkt arbejder Harvey på Wall Street, befinder sig for så vidt stadig i skabet og har efter eget udsagn endnu ikke udrettet noget i sit liv.

Men sammen med Scott flytter Harvey til San Francisco for at realisere sig selv, og snart bliver de begge involveret i kampen for landets homoseksuelle befolkning, der kan leve i relativ fred og frihed i Castro-kvarteret, men forfølges og undertrykkes i resten af USA.

"Mit navn er Harvey Milk, og jeg vil rekruttere jer."

Sådan begynder Harvey sine taler, og snart har han en veritabel hær af aktivister bag sig. Han er en dygtig strateg og retoriker, og efterhånden lykkes det ham at engagere andre, ikke-homoseksuelle i sagen, der også kommer til at handle om borgerrettigheder mere generelt.

Fire kommunalvalg - og en ændring af opstillings- og valgbarhedsreglerne - skal der til, før Harvey får stemmer nok til at blive valgt ind i byrådet, og på det tidspunkt har Scott fået nok. Harvey er helt opslugt af det politiske arbejde og den udmattende kamp mod ikke mindst religiøse fanatikere som den tidligere model Anita Bryant, som anser homoseksualitet for at være en dødssynd og kæmper for en lov, der gør det muligt at afskedige skolelærere på grund af deres seksualitet.

Varm og morsom

Milk er i høj grad en film om aktivisme, engagement og håb og om en helt almindelig mand, som turde, hvor andre tiede og dermed fik lavet om på tingenes tilstand. Der er brug for at huske på mennesker som Harvey Milk på et tidspunkt i historien, hvor meget nok er blevet bedre, men hvor intolerance og had stadig styrer mange menneskers liv: En eksisterende lov, som gav homoseksuelle mulighed for blive viet, er f.eks. lige blevet forkastet af de californiske vælgere.

Milk er også en veliscenesat film - noget mere mainstream og ligefrem end Gus Van Sants seneste film, Elephant, Paranoid Park - hvor instruktøren blander arkivfilm, fotografier og filmfotografen Harris Savides' nye, kornede optagelser til at vække 1970'ernes San Francisco til live - indimellem ligner Milk næsten en dokumentarfilm. Og så er det en varm, morsom og uhyre velspillet film, hvor ikke mindst Sean Penns fantastiske præstation som livstykket Harvey Milk giver historien en menneskelig dybde, der forhindrer den i at blive et portræt af et symbol.

Det handler ikke så meget om modet til at kysse en anden mand - og der bliver kysset en del i Milk. Nej, det er mere evnen til at spille Harvey Milk på en måde, så han heller ikke bliver en karikatur på en bøsse, men en troværdig karakter og et menneske, man kan identificere sig med.

Kommer indefra

Penn er en formidabel skuespiller, som næsten forvandler sig for hver rolle, og når han er bedst, formår han at bygge sine roller op indefra, psykologisk og følelsesmæssigt, hvorfor de også bliver så meget desto mere overbevisende - man kan se det i hans øjne - end hvis han blot bruger sin mimik og gestik.

Også Josh Brolins spil i rollen som Harvey Milks homofobiske, politiske rival Dan White - der måske, måske ikke fortrænger en homoseksuel side - er fuld af nuancer og uforudsigeligheder, som gør denne person interessant og mere ynkværdig end frastødende. Han har på sin vis ryggen mod muren, da han skyder Milk og borgmester Moscone, og Van Sants film kommer således også til at handle om den potentielt (livs)farlige homofobi.

Både Brolin og Penn er nomineret til en Oscar, og alt peger på Penn som den store favorit. Det vil bestemt være fortjent - og godt for sagen - hvis Penn vinder, selvom det dog - som en britisk journalist skrev forleden om et Hollywood, hvor det stadig ikke ligefrem er gavnligt at være homoseksuel - er lidt ironisk, at en heteroseksuel skuespiller bliver nomineret for at spille homoseksuel, mens ingen bemærker det, når en homoseksuel skuespiller spiller heteroseksuel.

 

Milk. Instruktion: Gus Van Sant. Manuskript: Dustin Lance Black. Amerikansk (En lang række biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu