Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Drømmen om at sætte verden i brand

Eller bare om at sætte ild til en lejlighed på Amager med en nervøs smøg? 'Blekingegade' på Husets Teater er blevet veldrejet, vredt teater med høj puls
Eller bare om at sætte ild til en lejlighed på Amager med en nervøs smøg? 'Blekingegade' på Husets Teater er blevet veldrejet, vredt teater med høj puls
Kultur
13. januar 2009

Det kan virke lidt underligt, at teatertilskuerne er gået amok og har købt alle billetterne til Blekingegade allerede inden premieren i lørdags. Men sådan griber danskerne altså til handling, når medierne eksploderer med døde børn i Gaza - og når det indre København afspærres en time inden premieren, fordi to demonstrationer mod Israel og mod Hamas hærger gaderne.

Eller også er der ingen sammenhæng. Måske har folk bare købt billetter, fordi de har fået færten af en god forestilling.

Det er i hvert fald lykkedes for Claus Flygare at dramatisere Peter Øvig Knudsens Blekingegadesaga, så historien fremstår klar på scenen. Ultraklar. Og så teatrets mange virkemidler kommer i sving med masker og kopimaskinesymbolik, der indrammer 1970'ernes protestånd med både humor og rebelskhed - og med et sørgmodigt tilbageblik på idealer, der brast.

Forestillingen er blevet mærkværdigt handy. En protest, der netop lige kan være i en parkeret Volkswagen eller måske i et ubleget stofnet magen til det, som postpersonalet ved Vesterport plejede at bære pengene i på den anspændte gåtur over til banken.

Det er i sådanne detaljer, at forestillingen kommer til at sætte sig fysisk i tilskuerens krop, så frygten mærkes i maven.

Tape for munden

Frygten hos den lille pige, der bliver taget som gidsel og tvunget ned i kælderen sammen med farmor med tape for munden, fordi far er en direktør på listen.

Men også frygten i smøgerne og øllerne hos Blekingegadebandens medlemmer, når overvågningen og tvivlen begynder at tyndslide deres nerver.

Simon K. Boberg har iscenesat forestillingen med en kølig distance og effektivitet, der sammen med teksten er med til at reducere Blekingegadebanden til en fanatisk fantastgruppe på et oprørsk tidspunkt i Danmarkshistorien. Fortællingen om det internationale terrorsamarbejde med PFLP udsættes for komiske klicheer, akkurat som skildringen af PET's overvågning.

Begge dele punkteret af en dansk skepsis om, at nu skal vi jo lige se tiden an ... Beroligende og foruroligende på samme tid, fordi forestillingen dermed viser, at voldelig fanatisme i selv den største skala ikke kræver andet end to mennesker og en skæv idé.

Scenografien af Edward Lloyd Pierce holder sig på samme måde på det jævne og dog grænseløse: Som om 'Æblerne' aldrig mentalt forlader den famøse lejlighed med glødepærer og flyttekasser proppede med våben og elefanthuer.

Hestekræfter hos Signe

Skuespillerne hører til på toplisten hos teatrets Interpol. De kan præsentere deres personer både levende og døde, de kan sætte dem i hedeste spotlight, og de kan sætte dem tilbage i hjørnemørket igen.

Jens Jørn Spottag kan forføre både medterrorister og sagesløse som Blekingefaderfiguren Appel, alene med sin suverænt klangfyldte stemme, der gemmer den blødeste manipulation i dansk showbiz. Claes Bang skaber charmerende sympati om sin medløber-Holger med en drenget iver og en grotesk omsorgsfuldhed, midt i voldsubekymretheden. Og den splejsede Joen Højerslev imponerer med sin sandhedssøgen og sin kompromisløse fysiske energi i en krop, som han lader smuldre, så det næsten kan ses fra scene til scene.

Adrenalin i lyden

Den lille hestekræftkvinde Signe Egholm Olsen bliver dog forestillingens egentlige centrum. Hun spejler alle magtkvinder fra Hillary R. Clinton til Connie Hedegaard med en femivilje og en strategisk intelligens, der ubesværet overhaler mændene. Hendes eneste hindring for at nå til tops er tilsyneladende hendes mandehad, der overstiger hendes vrede over den globale uretfærdighed. Signe Egholm Olsens diktion har s'er så skarpe som knive til halspulsårer. Men hun kan samtidig fortælle om den lille gidselpige i 3. person, så man kun ser bamsen i hendes hånd - og mærker ens egen puls stige. Det er live, dette her. Det er ikke film. Og det er derfor, det virker.

Jovist, der er en del tale om filmmusik i øjeblikket. Om filmkomponisternes særlige flair for billedudsnit og klipning. Nuvel, så lyt lige til Peter Peters varierede teatermusik til Blekingegade. Her er uhygge, her er parodi. Her er drømme, her er adrenalin.

Mærkeligt, som den smyger sig, den ækle lyd. Ubemærket. Som køllen, der ramte postmedarbejderen i baghovedet - med et slag, der angiveligt blot blev udført som en nødvendig detalje i en verdensomvæltende kamp.

Nu som verdensteater på Vesterbro.

AMC@INFORMATION.DK

Blekingegade. Tekst: Claus Flygare - ud fra Peter Øvig Knudsens bøger. Iscenesættelse: Simon K. Boberg. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Musik: Peter Peter. 2 t 30 min. Husets Teater på Halmtorvet til 21. feb. www.husetsteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her