Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

De dummes herredømme

Ny bog. Den franske filosof Jacques Rancière afdækker i sin nye bog samfundskritikkens grundlæggende foragt for en demokratiskkultur, hvor folk ikke vil finde sig i at blive kaldt dumme, og ingen kender sandheden
Kultur
24. januar 2009
Dummest. Enten er der ikke et alternativ til de dummes herredømme, eller også styrkes dette herredømme i forsøget på at vriste magten fra de dumme. Højrefløjens og venstrefløjens vrede er to sider af samme mønt, hævder filosoffen Jacques Rancière i -Den Frigjorte Tilskuer-.

Dummest. Enten er der ikke et alternativ til de dummes herredømme, eller også styrkes dette herredømme i forsøget på at vriste magten fra de dumme. Højrefløjens og venstrefløjens vrede er to sider af samme mønt, hævder filosoffen Jacques Rancière i -Den Frigjorte Tilskuer-.

Venstrefløjen er ikke vred længere: Enten begræder den tabet af indflydelse, eller også laver den grin med sig selv. Nu er venstrefløjen ifølge den franske filosof Jacques Rancière præget af melankoli og ironi.

Venstreorienterede beklager følgerne af deres egen historie: Ungdomsoprørernes krav om selvrealisering har vundet som managementsprog på moderne arbejdspladser. Den oprørske energi, som skulle rive det etablerede samfund ned og bane vej for frie og harmoniske fællesskaber, bliver nu brugt på det frie markeds præmisser:

Enten realiserer man sig selv som forbruger, eller også realiserer man sig selv som arbejdskraft. Det var kapitalismen, der vandt, og kapitalisme-kritikken, der tabte. Den kritik, som skulle omstyrte kapitalismen, endte med at gøre den stærkere. Og det kan man være ked af eller gøre grin med.

Rancière ser både melankolien og ironien på venstrefløjen som symptomer på, at venstreintellektuelle har opgivet at formulere en original samfundskritik.

Man tager ikke længere for givet, at intellektuelle kan gennemskue samtiden og proklamere endegyldige sandheder. Man tror ikke længere på, at folk lever i en verden af falsk bevidsthed og illusioner, som den venstreintellektuelle kan frigøre dem fra.

"Denne melankoli lever af sin egen afmagt," noterer Rancière. Kritikken vender sig mod sig selv: Nu gør man grin med de venstreorienterede, som stadig tror, at de kan sige sandheden. De anklages for selv at leve med en falsk bevidsthed om deres egen indflydelse.

Vreden fra højre

Det siges altså, at den kritiske tænkning er i krise. Der er masser af brok, klager og protester i de vestlige samfund, og de intellektuelle er ude af stand til at udpege de grundlæggende mekanismer, som forårsager folks elendighed.

De ser ikke længere samfundet som en maskine, der kun kan overskues i sin helhed af de kloge samtidskritikere.

Således refererer Rancière den venstreorienterede position i et essay om den kritiske tænknings krise, som er udgivet i hans nye bog Le spectateur émancipé - den frigjorte tilskuer.

Overfor den venstreorienterede melankoli sætter Rancière den højreorienterede vrede. De borgerlige er vrede over 'individualismen' og 'hedonismen', som undergraver den sociale orden.

De raser over det, de selv ser som en kulturel krise: De unge mennesker, som gør, hvad de har lyst til, ødelægger sammenhængskraften.

Kritikerne taler om tabte fællesskaber. De konservative advarer mod koblingen mellem individualisme, rettighedskultur og forbrugersamfund som kilde til en forfærdende egoisme. De unge generationer af individualister regnes for hinsides pædagogisk rækkevidde; det siges, at de ikke anerkender andet end deres egne behov. Rancière ser den venstreorienterede skuffelse og det højreorienterede raseri som to sider af samme mønt:

"Den venstreorienterede melankoli hævder, at der ikke er noget alternativ til de dummes herredømme, og foreslår, at man stiller sig tilfreds med det. Den højreorienterede vrede meddeler, at jo mere vi prøver at tage magten fra de dumme, jo stærkere bliver de."

De melankolske og de vrede er enige om, at der er en sygdom i samfundet. Den hedder forbrugerindividualisme og fritvalgsegoisme. Og sygdommen består ikke mindst i, at de syge overhovedet ikke anerkender diagnosen. De vil ikke frigøres.

Hadet til demokrati

De kritiske pointer fra Rancières Den uvidende lærer og Hadet til demokratiet er bredt ud og videreudviklet i Den Frigjorte Tilskuer. Rancière selv insisterer på, at det er demokratiet og den demokratiske kultur, som både de højreorienterede og de venstreorienterede foragter.

De bruger ord som 'massekultur', 'forbrugersamfund' og 'individualisme' om det, de kritiserer, men deres resignation skyldes i virkeligheden, at folk ikke "vil kende deres plads".

Dette er ifølge Rancière ikke en ny klagesang. Den opstod allerede i 1800-tallet, hvor eliterne blev bange for de mangfoldigheder, som blev skabt af den demokratiske kultur: Borgerne så sig selv i et nyt perspektiv, de tillod sig selv nye fornøjelser og så sig berettigede til nye privilegier. Det blev antaget, at de dumme og udannede masser var forsvarsløse over for de nye indtryk og stimulanser.

Rancière sammenligner de kritiske intellektuelle med læger, der lever af de andres sygdom. De bliver nødt til at beklage dumheden i masserne for selv at rejse sig over folket. Dette har ifølge Rancière været kulturkritikkens logik i 150 år. Det, der i dag kaldes en krise i kritikken, bliver i Den Frigjorte Tilskuer udlagt som en kulmination på en længere historie.

De dumme vil ikke lytte til de kloge, så de kloge anklager hinanden for at være dumme. Dette er både deprimerende og morsomt. Og det er den problematik, som alle teksterne i Den frigjorte tilskuer tiltaler, hvad enten de handler om politisk kunst, ulidelige fotografier eller tankeprovokerende billeder.

Det er det demokratiske dilemma, som Rancière igen reflekterer over og præciserer i sine tekster: Hvordan kan man løfte andre uden at skubbe dem ned først? Hvordan kan man frigøre andre uden at opfinde en undertrykkelse først? Og hans svar er, at man ikke skal fokusere på relationen mellem de dumme og de kloge, de undertrykte og frigørerne. Kritikken skal udvikle nye forudsætninger og indstillinger:

"Man må gå ud fra, at de 'uduelige' ikke er uduelige, men kan finde ud af det selv. Man må antage, at der ikke findes nogen skjult hemmelighed i den store maskine, som holder dem nede. Man må gå ud fra, at der ikke er nogen skæbnesvanger mekanisme, som forandrer virkeligheden til illusioner og ikke nogen monstrøs dumhed, som stjæler alle energier. Man må antage, at der ikke findes noget tabt fællesskab, som det gælder om at restaurere."

Han siger det anderledes i et andet essay: Den menneskelige intelligens er fælles. Den er mellem menneskene. Den er ikke kun hos de kloge. Og hvis man taler til den fælles intelligens, behøver man hverken blive vred, melankolsk eller ironisk. Man kan slippe for modsætningen mellem de kloge og de dumme ved at starte med det, der forener dem.

Det er en anvisning, der er ligeså let at følge abstrakt, som den er svær at praktisere. Den kommer også altid til sidst hos Rancière som et nota bene eller en konklusion. Også han har det nemmest med at kritisere de andre kritikere. Det gør han både morsomt, præcist og indimellem melankolsk.

Jacques Rancière: Le spectateur emancipé. 145 s., 13 Euro. La Fabrique - éditions. ISBN 9782913372801

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Super skarpe betragtninger . Lykkebjerg er virkelig værd at læse . Det er er jo hverken venstre eller højre propaganda, men snarere et kig fra oven ( eller neden ) . Ganske modigt sådan at stille sig op til øretæver i De Rigtige Meningers Klub

Det er da vist også den eneste vej frem : selverkendelse fra de mavesure er vejen til dialog...

" Den menneskelige intelligens er fælles. Den er mellem menneskene. Den er ikke kun hos de kloge. Og hvis man taler til den fælles intelligens, behøver man hverken blive vred, melankolsk eller ironisk. "

Lettere sagt en gjor(d)t - javel - men lærerigt.
For mig ihvertfald

"Man kan slippe for modsætningen mellem de kloge og de dumme ved at starte med det, der forener dem. "

Javist, - men det der forener folk udenfor imtelligensen, er følelserne, og når de får lov at herske uden fornuftens tøjler, så går det for det meste galt.

Argument? - Verdenshistorien!
Konklussion? - QED!

jan henrik wegener

Nu har den højre-venstre opdeling siden dens oprindelse i ovenstående filosofs fædreland været måden man fik "identitet" på i over 200 år. Og der er da ikke nødvendigvis noget galt med opdelinger, men hvor h... skal de absolut være så absolutte, hvorfor forestillingen om at de er grundlæggende for ens personlige "identitet"?