Læsetid: 4 min.

Ekstraordinært bedre end sit ordinære rygte

En yngre anmelder giver langt om længe Bruce Springsteen en fair chance og konstaterer, at bossens 16. album er mere varieret og melodiøst samt langt mindre kedeligt end forventet. Nogle steder er der tale om fortryllende lytning
Både Bushwacking og Obamaoptimisme lurer latent på bossens nye plade. I den mørke og længselsfulde -Life Itself- konfronterer han vist nok fædrelandet med åbningslinjen: »We met down in the valley where the wine of love and destruction flowed.«

Både Bushwacking og Obamaoptimisme lurer latent på bossens nye plade. I den mørke og længselsfulde -Life Itself- konfronterer han vist nok fædrelandet med åbningslinjen: »We met down in the valley where the wine of love and destruction flowed.«

Scanpix 2009

24. januar 2009

Når jeg nu først blev født i 1978 og opdraget på min storesøsters Depeche Mode-kassettebånd, er det måske ikke så pinligt igen. Det prøver jeg at bilde mig selv ind, mens jeg ærligt må erkende, at jeg indtil for få dage siden ikke ejede en eneste Bruce Springsteen-plade. Ikke så meget som én sang gemte der sig i mit iTunes-bibliotek. Zip, nada, nul. Han er et hul i min musikopdragelse, denne snart 60-årige legende.

Hvorfor? Da jeg skulle være begyndt at interessere mig for the boss, som alle med tilhørsforhold ynder at kalde ham, var det for nemt at affeje ham som en lurvet cowboyjakke, der spillede røvballerock for truckere og infanterister. Det gjorde han sikkert også af og til, men jeg forsimplede nok mandens repertoire med afsæt i en af hans signatursange, Born In the U.S.A. fra 1984, som for mig blev synonymt med Springsteen.

Den virkede ordinær, jeg ænsede ikke lagene, og så hjalp det kun lidt, at han ti år senere bedrev årtiets vel sagtens smukkeste strejfer med den Oscar-belønnede og frostklare Streets of Philadelphia. Denne mandag udkommer hans 16. reelle studiealbum, og det er altså mit første. Jeg er positivt overrasket.

Working On A Dream er et kraftfuldt stykke ærkeamerikansk samtidshistorie med poetisk tæft og en melodiøs rigdom af de forbløffende. Selv når manden taber pusten og forfalder til søvndyssende country-selvsving, har man teksterne at trøste sig med. Inspiration og drive driver stadig af ham. Den snart 60-årige boss behøver ingen efterlønsordning, that's for damn sure. Hvis der (imod alle odds) skulle være andre Springsteen-novicer derude, kan de begynde her. Sammen med mig og mindst en håndfuld medrivende rock'n'roll-skæringer.

Et bittert tyveri

Albummet tager fart med en decideret ouverture. Den mere end otte minutter lange Outlaw Pete galopperer gjaldende derudad, indtil den bugter sig ind i et stillestående intermezzo, intensiveres igen, og - langt om længe - efterlader lytteren på en mørkelagt vinterprærie i Det Vilde Vest. Som ulven hyler mundharmonikaen mod månen og sender desperadoen Pete mod de evige jagtmarker.

"He was born a little baby on the Appalachian Trail / At six months old he'd done three months in jail," indleder Bruce Springsteen og skildrer så en kriminel skæbne, der ikke kan klippe sine rødder og må stå til regnskab for sin historie. Nøjagtig som George W. Bush i Springsteens øjne nu må gøre det. Referencen er uudtalt, men ikke desto mindre uomtvistelig. Outlaw Pete er i det hele taget og i sandhed stærke sager. Det er derfor ekstra ærgerligt, at den produktive Bruce Springsteen formentlig ubevidst er kommet til at kopiere versets melodilinje fra et gammelt Kiss-nummer. Tyveriet har skabt en del ravage på den anden side af Atlanten, men personligt kunne jeg ikke være mere ligeglad. Kiss kommer jeg modsat Bruce Springsteen aldrig til at give en chance. Ama'r halshug.

Oven på et par af albummets mere anonyme sange sender Bruce Springsteen en medrivende tretrinsraket af fængende rock'n'roll af sted. Først den liflige Queen of the Supermarket, som hylder dagligdagsflirten og et overset lyspunkt på en kummerlig januardag - damen bag kasseapparatet:

"As I lift my groceries into my cart / I turn back for a moment and catch a smile / that blows this whole fucking place apart / I'm in love with the queen of the supermarket." Gu er bossen det, og jeg får en sjælden trang til selv at granske Rema1000's personale en ekstra gang, næste gang. Men det bliver nok ved den fikse idé, trods alt. Næste lille triumf hedder What Love Can Do. Endnu en gang klæder det energiske afsæt Springsteens øjeblikkeligt fængende melodi og hans forbilledlige omgang med sine mange ord.

Thi ordrige som få andre rockkunstnere er hans robuste no bullshit-tekster. Den belæste gademusikant de luxe tager hver en stavelse alvorligt. Smager på den, former den på et drævende amerikansk og støder den til sidst ud med omhu. Det er råt, skåret af tidens tand, det føles ægte.

Endelig når vi til den ditto fængende This Life, hvor bossen pludselig klinger britisk - en hel del af Morrisseys First of the Gang to Die, og reminiscensen af 1970'ernes Bowie er vist også lige oppe og markere. Interessant spændvidde. Men som jeg forstår det, har amerikaneren tidligere præget alt fra netop The Smiths over U2 til rå britpop, så hvorfor egentlig ikke ...

Hattricket er Working On A Dreams kulmination, og selvom den fyrige americana-traver Good Eye vil noget, og Tomorrow Never Knows følger op med frejdige whiskers og en optimistisk tonet country, så bliver det ikke bedre. Det er dog også mere end godt nok. Bruce Springsteen fortjener en chance, og de (forbløffende) nysgerrige arrangementer og et besnærende teksthåndværk gør ham tilmed nem at gå til. Bedre sent end aldrig, så absolut.

Bruce Springsteen: Working On A Dream (Sony-BMG). Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer