Endelig

En sengeliggende svedende ustabil Ulrik Heltoft, en spejlkonstruktion, der gør, at man kan se sig selv på hovedet, et fotografi fra Antarktis hvor himmel og jord flyder sammen i samme hvide farve og indgangen til en forladt guldmine. Scenen er sat til noget stort på en præcis og klinisk måde.

Heltoft forsøger at indkredse nye oplevelser i og med kunsten. Heltoft forsøger sig med selve det 'at opleve', når han som hovedfigur i sin nye film rejser i tanken snarere end i det fysiske.

Filmen, der er opkaldt efter et litterært og 200 år gammelt hovedværk af Xavier de Maistre, handler om en seks uger lang indespærring i et tårn. Maistre valgte at tage straffen med et smil og skrev en rejsebog under opholdet, selvom han kun havde ganske få kvadratmeter til sin rådighed.

Og det er i sig selv en interessant diskurs, der lukker op for tanker om fantasiens magt som problemknuser, og om tankens evne til at flytte verden.

Spørgsmålet er, om det æteriske kan flytte det fysiske. Manden i filmen kommer ikke fysisk ud af billedet, men kommer alligevel langt. Det er en underfundig hyldest til selve kunstens måde at fungere på. Vi ser noget, vi sætter en associativ tankerække igang, vi erkender, vi flytter os, vi har en 'autentisk' kunstoplevelse.

I det hvide fotografi formår han at fange samme oplevelse af et pendul, der svinger mellem noget mentalt og noget fysisk. Og igen i hullet til den forladte guldmine.

Det er så overlegent. Og fuldstændig overrumplende genialt på en kikset tosset sær bøvet, men charmerende måde, når vi pludselig skal se os selv stå på hovedet i en klodset spejlkonstruktion.

Elements from a nightmare hos Kirkhoff, Sturlasgade 12B, København S til den 7. marts.