Dagen inden Natten med pistolen starter som så mange andre dage for journalisten David Carr. Han drikker det sidste af whiskyen for at dæmpe sine tømmermænd og sniffer kokain for overhovedet at kunne tage på arbejde.
På kontoret går det bare ikke som det plejer. "Enten stopper du med at drikke, eller også er du færdig her," lyder beskeden fra redaktøren. Stadig kæphøj af kokainen svarer Carr: "Jeg er ikke færdig med at drikke, så jeg stopper her."
Det er dagen efter Skt. Patrick's Day, og mange af Carrs venner fester stadig på pubberne i Minneapolis. De mødes, og derfra går alt galt. Sammen med en ven kommer han i slagsmål; først med nogle andre, bagefter med vennen.
Det er kokainen, der gør det. Carr skriver, at de på sådanne aftener tog så meget kokain, at de bare kaldte det for 'mere'. Skal vi tage noget mere?
Carrs ven får for meget og stikker af, men Carr følger efter. I sin rus vil han ikke slippe den vanvittige nat. Det næste Carr husker, er, at han kaster sten på en rude og ringer på døren. Med en skrækslagen kæreste i baggrunden åbner vennen døren, og først da han stikker en pistol i hovedet på Carr, får han ham jaget væk.
Krydstjekker sin fortid
20 år senere sidder Carr tørlagt med en forlagsaftale om at skrive om sit mere end 10 år lange misbrug af alkohol og narkotika. Han sidder med den samme ven på en terrasse. De har næsten de samme minder om den ubehagelige nat. Næsten. De mødtes, kom i slagsmål, og Carr fulgte efter ham hjem. "Så smadrede jeg nogle ruder. Ringede på din dør, og du truede mig med en pistol," siger Carr. "Truede dig?" svarer vennen overrasket: "Det var dig, David, der stod med en pistol. Du skræmte mig og min kæreste fra vid og sans. Jeg var sikker på, du ville slå os ihjel."
Det ryster Carr: "Det kunne jeg aldrig finde på, det er slet ikke mig," tænker han. Oplevelsen får ham dog til at tage sine erindringer op til revision. Ikke idéen om at skrive, men selve metoden.
For jo flere mennesker fra den periode, Carr taler med, des længere bliver afstanden mellem den David Carr, de andre husker, og den David Carr, han selv mener han var: Ham den omsorgsfulde, der tog lidt kokain, javel, men tog det mere eller mindre for de andres skyld, for at festen kunne fortsætte. "Sådan var du også. Især i starten, men du var også ondskabsfuld, voldelig og manipulerende," fortæller gamle bekendte.
David Carr ændrer nu sin arbejdsmetode afgørende. I stedet for at tage ud i sommerhuset og hugge løs i tastaturet, går han til sagen, som den kritiske journalist ville undersøge en andens fortid. I det her tilfælde er det bare hans egen fortid.
For at danne sig et klart billede af den, han var, taler Carr med sin gamle pusher, ekskæresterne, vennerne, redaktørerne, der fyrede ham, og politibetjentene, der arresterede ham. Han læser gamle retsnotater om sig selv, politirapporter fra anholdelser, sygejournaler og alt, hvad han ellers kan få fingre i. Han krydstjekker data og ansætter endda en anden journalist til kritisk at undersøge det arbejde, han laver. Alt sammen for at skrive om den person han var, som han har fortrængt, fordi han ikke kan leve med det uhyre, det viser sig, han var.
Misery Lit
At gå tilbage i tiden på den måde var som at kravle hen over glasskår i mørke. Jeg har slået kvinder, skræmt børn, overfaldet fremmede og kronisk løjet og bedraget for at få råd til det næste fix, skriver Carr.
Det er skræmmende og til at forstå, at det har gjort ondt at skrive, men forhåbentlig kan David Carr, der i dag er ansat på New York Times, glæde sig over resultatet. For Night of the Gun er også blevet til en på én gang nøgtern og skræmmende god beretning om menneskeligt mørke.
Det at forfattere dykker ned i deres egen mørke fortid, er der ikke noget nyt i. Faktisk har genren i de senere år haft en opblomstring så stor, at den i USA med udtrykket misery lit, har fået sit eget navn.
Heldigvis interesserer navlepilleriet, som kendetegner genren, ikke Carr. Han er i stedet optaget af sit fag, journalistikken, og hvordan han kan bruge fagets dyder til at belyse den del af fortiden, han på samme måde som en fantomsmerte kan føle, men ikke røre. Dét er det interessante punkt, der bliver formet i det mentale rum mellem minderne og fortrængningerne, som forfatteren John Updike har kaldt for "vores døde, ikke-genoprettelige jeg".
Ingen misbrugsromantik
På den baggrund har David Carr skrevet en erindringsbog, der hæver sig langt op over traditionelle memoirer, der netop er kendetegnet ved deres blinde tro på mindernes styrke og manglende refleksion over fortrængningernes spil.
Det er på én gang journalistik, der er kritisk og levende i den bedste amerikansk tradition fra journalister som Mitchell Zuckoff og en erindringsbog, der udfordrer genren på samme måde, som Norman Mailer gjorde det med Forsvar for mig selv.
Understreges skal det også, at Carrs bog er helt befriet fra genrens trættende misbrugsromantik. Vel er der røverhistorie fra de vilde nætter, men der er ikke megen romantik over det, der følger efter: Kanylerne, tyndskiden og brækket, der kulminerer med, at David Carr en iskold frostnat glemmer sine to måneder gamle tvillinger i en bil, mens han i en crackbule døser hen i en timelang rus.
I På sporet af den tabte tid skriver Marcel Proust et sted: "I den anden mundfuld fandt jeg ikke mere end i den første. Så drak jeg en tredje, som gav mig lidt mindre end den anden. Det er tid til at stoppe. Det har mistet sin magi."
Carrs bog handler om mundfuldene og om at miste magien.
David Carr: Night of the Gun. 336 s., 179,50 kr. Simon & Schuster. ISBN 9781416541523
