Den tyske forfatter Theodor Storm (1817-1888) repræsenterer den litteraturhistoriske bølge, der er blevet kendt som 'poetisk realisme', eller med en mindre flatterende betegnelse: Biedermeier (opkaldt efter karikatur-figuren Biedermeier, som skrev oder til sin kones tøfler).
Storm kommer fra den nordfrisiske by Husum, og det grå nordfrisiske kystlandskab er en grundlæggende farvetone i hans værk. En senere og mere kendt nordtysk forfatter, Thomas Mann, betragter Storm som en åndsbeslægtet, ikke bare fordi de deler barndomslandskab, men også fordi han hos Storm genkender en "hjemve", som måske nok retter sig mod dette landskab, men ikke kan tilfredsstilles af det.
I sit essay om Storm fra 1930 skriver Mann om denne hjemve, der ikke kan indfries af nogen realitet.
Romantikkens stille og realitetsbevidste efterdønning; en eksistentiel hjemve, der godt ved, at længslen er sin egen motor, og at det, den længes efter, ikke eksisterer. Poetisk realisme- Storms prosaform er novellen, som han selv karakteriserer som "prosadigtningens strengeste og mest lukkede form, dramaets søster". Kun enkelte af Storms noveller er blevet udgivet på dansk, men nu har vi fået en af de hidtil uoversatte i Hugo Hørlych Karlsens oversættelse: Skovbrynet (1874). Og man forstår godt, hvorfor oversætteren har kastet sig over den; det er prosa af ypperlig kvalitet, fintfølende transponeret til dansk af Hørlych Karlsen.
Botaniserende
Novellens tyske originaltitel er Waldwinkel, hvilket allerede, med sin kombination af skarphed og vellyd, turde signalere Storms på én gang lyriske og økonomisk knappe stil. Der er tale om en kærlighedshistorie: botanikeren Richard, en mand i 40'erne, som har revolutionære gerninger og en utro hustru bag sig, slår sig ned i en skovfogedbolig på kanten af heden sammen med sin gamle husholderske og den purunge, letfodede Franciska, som han samler op på det lokale borgmesterkontor og "indvier i botanikkens glæder", som det hedder med en næsten pornografisk eufemisme i den danske bagsidetekst.
Den botaniske (og stille bristende) idyl er betegnende nok indrammet af to scener på det lokale borgmesterkontor, hvor det drejer sig om sagsakter, licenser, overdragelser og forhør. Det stille, harmoniske skovliv (som her er det, Storms 'hjemve' retter sig mod) er en pause i en konfliktfyldt, juridisk verden (som i øvrigt også var advokaten Storms). Men naturligvis (og det er jo her de bedste Biedermeier-forfattere er så stærke) gennemtrænges også idyllen af konflikter og kampe. Det er ikke i blid harmoni, Richard giver sig hen til sit begær efter Franciska, men i en kamp på liv og død: "Han strakte armene med knyttede hænder op i den tomme luft, som måtte han undersøge sine seners kraft for straks at kunne tage kampen på liv og død op mod sin elskede fjende."
Og boligen på kanten af heden hedder ikke 'Skovly' eller noget andet idyllisk, men kaldes 'Dårekisten', fordi herren til det nærliggende slot byggede den som en retræte fra sin unge søns kærlighedslykke, som han ikke kunne holde ud at bevidne, og beklædte væggene med valmuetapeter, så "søvnens og glemslens blomster" (også en botanisk art, om end næppe ifølge Linné) kunne lindre hans pine.
Malerisk
Novellen behandler langt hen ad vejen sine personer som maleriske motiver. Også efter vi er blevet præsenteret for dem, zoomes der jævnligt ud i maleriske skildringer, som da vi et stykke inde i fortællingen oplever Richard skridtende over heden fra noget, der angiveligt er hjortenes perspektiv: en "ikke mere ung, men kraftfuld mand" med "en stor, løvegul hund ved sin side". Eller hør, hvordan den sirlige, på én gang omstændelige og komprimerede prosa, ikke uden et strejf af humor, leverer et portræt af husholdersken på kanten af det ydre syn: "en gammel kvinde, hvis godmodige ansigts uforanderlighed i udtrykket i sig selv ville afsløre, at hun har været døv i mange år, men det bliver tydeligere af, at hun har et hørerør, hun som et lille jægerhorn bærer i et bånd over skulderen."
Den malende fortællers foretrukne motiv er naturligvis Franciska, der letfodet og flygtigt springer rundt i fortællingen med sine "livligt omstrejfende grå falkeøjne". Øjne af samme farve som det nordfrisiske landskab, der kunne gestalte, men aldrig indfri, Storms eksistentielle hjemve.
Der er nok af Biedermeier-motiver i fortællingen: fra Richards trofaste, løvegule hund, som spiller en fremtrædende motivisk rolle, til det sirlige lille kukur fra Schwarzwald, som vi gudhjælpemig flere gange skal høre tikke. Men der er også disse herlig diskrete dæmoniseringer af det sirlige, som Biedermeier kan, når den er bedst, som når Richard "ubarmhjertigt" lukker "dværgarter af sivslægten" inde i sin grønne botanikerkasse. Og nok er den gule hund et trofast kæledyr, men med sin løve-farve og sit påtrængende nærvær bliver den også noget truende og uheldsvarslende.
Så lad Dem ikke skræmme af den danske udgaves omslag og typografi, som signalerer Biedermeier i kedelig forstand, men stol på Thomas Manns forvisning om, at Storm "skiller sig ud fra det slattent borgerlige med sin fordring, sin kraft, finfølelse, præcision, personlighed, forpligtelse på kunsten".
