Tillad mig at starte med at risikere at komme til at overvurdere Animal Collective. Om nogle år vil deres indflydelse være massiv. Ikke bare navne som Yeasayer, Sunset Rubdown, Magic Weapon, AU, The Dodos og MGMT (og på det seneste også Sigur Rós og Juana Molina) kan takke Animal Collective for deres musikalske vildnis. Men det amerikanske bands psykedeliske og freakfolkede tilgang til musik vil også boble ind i mainstream, og vi vil se bands fjolle rundt i stuer af vingummi, mens de skriver de samme popsange, som de altid har gjort. Bare tilsat lidt mere syrede klange og lystige stemninger.
Ude i samfundet vil der brede sig en større åbenhed over for det legende barn, som ikke skal og ikke kan måles og vejes. En større værdidebat vil sprede sig, og nye udefinerbare størrelser som fantasi, intuition og morskab vil fortrænge effektiviserings-hysteriet. Samfundets hjul skal ikke længere holdes i gang, de skal have nye spændende farver. I erhvervslivet vil man tage på drømmerejser for at fremelske sin indre kaninkrammer og hive hegnspælene mellem krop og sjæl op. Og ved daggry vil man skyde coaches med skumfiduser, mens man kilder dem under tæerne med deres egne buzzwords.
Kvartetten fra Baltimore i Maryland kan nemlig noget, som få kan: De kan gå til musik med en fabulerende og barnligt undrende attitude, uden at blive infantile eller billigt fjollede ("Am I really all the things that are outside of me?", spørger de denne gang). De kan forsvinde langt ind i den psykedeliske hoppeborg uden at miste sangskrivningen af syne. Og de har - sammen med ligesindede i den brede fauna, som er blevet kaldt for freakfolk, naturalismo, New Weird America - leveret et alternativ til rotteræset, rationalismen, effektiviseringen, fortræng-ningen. Kort sagt civilisationens mest kontrolmaniske og markedsgejle vanemæssigheder. "I have a question: Are you also frighteeeeened?" og "There isn't much that I feel I need/A solid soul and the blood I bleed," lyder det på deres nye, niende album Merriweather Post Pavilion.
Poppet plade
De fire herrer kan også få instrumenter fra gammel folkemusik, elektronisk musik og rocktradition til at tale eller skændes sammen med største selvfølgelighed. De kan plante en totempæl midt i en popsang, som Brian Wilson ville være stolt - omend måske lidt undrende - over at have skrevet. Og de kan synge i kor. "No-one should call you a dreamer," gjalder det trodsigt på Merriweather Post Pavilion, som er deres mest vokale og poppede bedrift til dato. Som vanligt er det sange, som lyder som sammenstød mellem mange former for kærlighed og musikforståelse. Det er en omfavnelse, der rummer kraut-rock, electronica, psykedelia, folk, 60'er-rock og mere end nogensinde før, Beach Boys' vokalharmonier.
Besætningen er Avey Tare, Panda Bear, Deakin og Geologist. De er vistnok stadig og til daglig spredt over New York, Lissabon og Washington, og på plader optræder de i forskellige konstellationer. Denne gang, hvor de har indspillet i Mississippi, er Deakin ikke med, og - som det påpeges i pressemeddelelsen - så har det givet plads til Panda Bears cykliske og hypnotisk repeterende melodier. Ikke nødvendigvis vers-omkvæd, slet ikke, men ikke mindre saliggørende sange. Gurglende synthesizere omfavner deres højstemte vokaler. Rytmer fra en svunden stammetid tamper glemt uro i velopdragne lemmer. Ekkoende guitar, klikkende akustiske instrumenter (fra Afrika?), himmelstormende synth og elektronisk bas går op i højere uenigheder. Og man kan synge med.
Jeg kan godt savne helt overrumplende sært gnistrende hits som "Fireworks" og "For Reverend Green" fra den foregående mesterlighed Strawberry Jam. Men Merriweather Post Pavilions opdyrkning af en mere genkendeligt spirituel og letforståeligt saliggørende avant-pop er fremragende, brillant, superb! i egen ret.
Stig på vognen
Brian Wilson fik i sin tid lavet en sandkasse i sin stue. Her stod hans flygel (man er vel en beach boy), og her komponerede han nogle af sine bedste sange. "It was a childhood dream of mine: to make music that made people feel loved," har han sagt. Og det gjorde han. Og det har Animal Collectives også gjort med Merriweather Post Pavilion. Uden nogle af de mere eksperimenterende modhager, som får dem til at sætte sig frydefuldt på tværs. Men i et brillant buklet flow, som bør give dem masser af nye lyttere. Så verden kan stå på her i dette umuligt mageløse vadested. Fantasiens faner er fortsat foldet ud.
Animal Collective: Merriweather Post Pavilion (Domino/A:larm). Udkommer mandag.
Lyt til Animal Collective på http://www.myspace.com/animalcollectivetheband
