Læsetid: 4 min.

Far plejer ellers ikke at sige noget særligt

Men Nis Bank-Mikkelsen bryder pludselig tavsheden med svimlende psykologisk klogskab i Ulla Gottliebs vellykkede Norén-forestilling på Teatret ved Sorte Hest
-Jeg har ikke sagt noget i 40 år. Hvad vil du have, jeg skal sige?- spørger Nis Bank-Mikkelsen i sin sorgsmukke fortolkning af Noréns faderskikkelse over for Anette Støvelbæk og Sarah Gottlieb som døtrene og Karen-Lise Mynster som den vrede hustru.

-Jeg har ikke sagt noget i 40 år. Hvad vil du have, jeg skal sige?- spørger Nis Bank-Mikkelsen i sin sorgsmukke fortolkning af Noréns faderskikkelse over for Anette Støvelbæk og Sarah Gottlieb som døtrene og Karen-Lise Mynster som den vrede hustru.

Jesper Blæsild

31. januar 2009

Familiekonfrontationen rundt om middagsbordet hos Lars Norén føles efterhånden helt klassisk. Spørgsmålet er kun, hvem der beskylder hinanden for hvad.

I Efterår og Vinter har familien nok både en oprørsk datter og en artig datter - og så den obligatoriske vrede mor. Alligevel er det faderskikkelsen, som her overrasker mest, netop fordi den stilfærdige og tilsyneladende holdningsløse mand pludselig begynder at åbne munden efter 40 års tavshed. På Teatret ved Sorte Hest er det Nis Bank-Mikkelsens pludselige udbrud, som skaber forestillingens særlige skrøbelighed. Hver dag efter arbejde har han siddet i sin stol, åbenbart så længe som nogen af kvinderne omkring ham kan huske. Han har bare holdt fast i whiskyglasset, mens han har ladet brok og beskyldninger regne ned over sig - sådan for at 'holde orden i tingene'.

Indtil altså at han bliver ramt af påstanden om, at han slet ikke formår at elske nogen. Så synker han sammen, som om hans brystkasse smuldrer, og han bliver lille bitte. Nis Bank-Mikkelsens smalle øjne bliver til forslåede striber, mens han fumler med brillerne i hænderne. Men så begynder hans sprøde stemme at tale sig varm i sit livs monolog. Og alt er smukt og sandt - og gør så ondt.

Når melodien forskubbes

For Ulla Gottlieb har iscenesat Norén med en begavet musikalitet. Hele tiden lader hun disse ulykkelige mennesker tale, så ordene ikke ligger præcis 'på' replikkerne, men forskydes, så der hele tiden er denne umiskendelige følelse af, at disse mennesker aldrig har evnet at finde ind til samme melodi. Enten taler de alt for hurtigt, som om de slet ikke lytter til hinanden. Eller også er pauserne lidt for bratte. Disse forskydninger skaber en underlig fortrolighed - og tit en bragende latter - og tilskueren udvikler en ømhed for personen med den næste uheldige replik. For det bliver så synligt, at de så gerne vil elske hinanden - de er bare så dårlige til det.

Oana Constantineanus scenografi til denne musikalske aftenrejse er nærmest blot en skitse - en væg og nogle vinduer, man alligevel kun kan se indad. Men også en fint ukonkret ramme om stykkets replikrealisme og de glimtvise, stiliserede følelsesforstørrelser. Dette stykke foregår også i Danmark lige nu, i 2009, men i mange forskellige hjem...

Kvinderne omkring Nis Bank-Mikkelsen spiller forrygende: Karen-Lise Mynster kan med denne hustrurolle føje endnu en spændstig og overrumplende karakter til sin imponerende liste af mindeværdige kvinderoller. Hun er kåd, hun er nervøs, hun manipulerer og dikterer. Hendes kærlighed til døtrene bærer hendes identitet udadtil, men det er mandens kærlighedssvigt, som er hendes livs sorg. Det er smertelængslen, der gør hendes ansigt træt, og som får hendes hurtige hænder til at falde ned.

Karen-Lise Mynster spillede åbenbart den ene datter, dengang stykket fik urpremiere i Ulla Gottliebs iscenesættelse på Café Teatret i 1989. Måske også derfor er hun hele tiden et skridt foran sine døtre. De har i hvert fald ikke forstået, at hun har gennemgået et smertehelvede helt parallelt med dem - bare i voksenverdenen.

Når Norén forkæles

Døtrene fortolkes vidunderligt forskelligt. Anette Støvelbæk perfektionerer igen sin evne til at blive den nydeligste, usynlige streg i luften - for så pludselig at eksplodere af tomhed. Barnløsheden sitrer gennem hende. Et enligt forsøg på at holde om hende ender i krampende afvisning, for denne kvinde kan ikke tåle at blive rørt af noget levende.

Hun forsvarer sin livløshed lige så nådesløst, som det ulastelige hårspænde bodyguard'er hendes perfekt lysnede hår.

Berøring er til gengæld Sarah Gottliebs vrede lillesøsters særlige evne. Egentlig er det hende, der holder alle de andre i live med sit raseri og sin kamp for at udtrykke sig. Men skrigende ensomt og uelsket helt ind i knoglerne. Sarah Gottlieb er fysisk på sådan en insisterende måde i jeans og uglet hår. Utøjlelig og blid på samme tid. Og smuk i sit blik på den far, hun elsker - og hvis kærlighed hun ikke kan leve uden.

"Du er ingen rigtig far. Du lader bare som om," provokerer hun. Og ganske rigtigt får hun Nis Bank-Mikkelsens øjne til at flamme op med al den kærlighed, han ikke har ord for.

Så Lars Norén er en forkælet skurk. Også når det gælder danske instruktører med jævnbyrdig kvindelist. Ulla Gottlieb opsætter hans 80'er-stykker, så englene græder, mens de synger.

Og Vibeke Bjelke iscenesætter hans nyeste forarmelsesstykker, så selv Norén velsagtens græder. I aften står der igen Ulla Gottliebs navn på en iscenesættelse af Höst och Vinter, nemlig ved repremieren af hendes opsætning fra sidste forår på Fria Teatern i Stockholm.

Hvor vidunderligt, at Lars Norén i Ulla Gottlieb har en iscenesætter, der kan få hans replikker til at blive til musik mellem mennesker.

AMC@INFORMATION.DK

Efterår og Vinter af Lars Norén. Oversættelse: Poul Borum, bearbejdet af de medvirkende og instruktøren. Iscenesættelse: Ulla Gottlieb. Scenografi: Oana Constantineanu. Lys: Mickey Pfeiffer. Musik: Dvorak. Teatret ved Sorte Hest til 18. feb. teatretvedsortehest.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu