Læsetid: 5 min.

Du vil græde øjnene ud

Alligevel vil du føle dig dybt lykkelig over, at nogen kan lave så fabelagtig musikalsk scenekunst. For Corona La Balances fortolkning af 'Historien om en mor' er himmelsk smuk - og dog ligner denne mor alle de andre mødre på dit barns skole
Kan moderen redde sit barn fra at dø ved at ofre sig selv? Eller må hun lade Vorherre bestemme? H.C. Andersens smertehistorie tolkes suverænt af Corona La Balance. Her Jørgen Carlslund som tornebusken, Helene Gjerris som spejlingsenglen - og Lotte Faarup som moderen.

Kan moderen redde sit barn fra at dø ved at ofre sig selv? Eller må hun lade Vorherre bestemme? H.C. Andersens smertehistorie tolkes suverænt af Corona La Balance. Her Jørgen Carlslund som tornebusken, Helene Gjerris som spejlingsenglen - og Lotte Faarup som moderen.

Jens Hemmel

20. januar 2009

Selvfølgelig vidste jeg, at Historien om en mor skaber rømmen og mascarastriber. Og selvfølgelig vidste jeg, at både Corona La Balance og Figura Ensemble kan skabe forestillinger, der skærer sig dybt ind i kroppen på tilskueren - og gerne også borer sig ind i hjertet bagfra. Men at det skulle blive så fuldstændig tårevædet forfærdeligt at overvære en H.C. Andersen-fortolkning ude i Smedehallen en højlys formiddag, det vidste jeg ikke.

Ikke desto mindre tumlede jeg rystet ud derfra med forgnedet ansigt, hjælpeløst viklet ind i musikken og fortællingens skingre smerte. Samtidig prøvede jeg febrilsk at hive analyseapparatet op af tasken. For hvorfor virker denne forestilling både så makaber og så poetisk? Hvorfor er denne fortolkning i verdensklasse? Hvad er det, disse kunstnere kan?

Selv de inviterede 4. klasser sad sygeligt stille. De voksne løftede kun hænderne, når de skulle pudse næse. Og bifaldet var forfjamsket, helt introvert og rundt på gulvet. For hvordan skulle man lige sige tak for at have overværet det værste mareridt - og samtidig udtrykke at man følte sig eksistentielt og kunstnerisk beriget?

Rose i hestehalen

Scoopet ved denne eventyrfortolkning er måske dens subtile balance mellem det realistiske og det mytiske. Den sørgende mor skildres i hvert fald som den mest typiske og troværdige mor af i dag - en mor i sorte bukser og skjorte og hestehale, der ligner alle andre mødre på dit barns skole. Og samtidig er hun en urmor - et menneske der elsker sit barn.

Historien foregår lige nu, på det nærmeste hospital. Moderen går frem og tilbage på intensivafdelingen med sin mobiltelefon, mens den tiårige dreng ligger ubevægeligt i sengen. Alt er så underdrevet og så gådefuldt, at der bliver plads til nogle sære, symbolske figurer, der ubesværet glider ind og ud af moderens liv: Moderens spejlingsengel, der synger smerten ud i de godnatsange, som Døden afkræver hende, og Dødens skikkelse, der skifter til arbejdsforklæde og gartnerhandsker, når han skal finde det døde barns plante og give det videre til Vorherre.

Barnet selv spilles af en forunderligt udtryksfuld dukke, sådan på højde med en klejn tiårig, der nysgerrigt sætter sig op henne i sengen og betragter sin bekymrede mor; en elskelig Hanne Sørensen-dukke med lyst, udskåret barnehovede med åbne træk og en mønstret pyjamas - og en rød strikhue, som han tager med, når han svæver væk med Døden.

Det er forfatteren og instruktøren Marc van der Velden, der med sin vanlige poetiske stilhed har zoomet ind på moderen, hvis barn ligger og er dødssygt. Og selv om forestillingen følger handlingen hos H.C. Andersen fra 1848, så er rummet lykkeligt hævet over tid og sted. Scenografen Johan Kølkjær og lysdesigneren Michael Breiner har skabt en minimalscenografi, der er blændende nutidig: Hospitalsskærme bliver til tornebuske bliver til isblank sø bliver til Dødens drivhus ... Og barnesengen bliver både til dødsfærgen og mistbænken - med frostkulde og himmelmørke.

Sukken gennem tåge

Alligevel er musikken aldeles usentimental, når smerten pirkes frem af tyste xylofonslag, der blødt bimler over i klarinettens skingre susen og kontrabassens ru kradsen. Den 37-årige islandsk-tyske komponist Steingrímur Rohloff har komponeret musikken til Figura Ensemble, der hjemmevant færdes i et moderne toneunivers af sukkende tåge og brutal is. Mezzosopranen Helene Gjerris synger moderens skytsengel i ført hvidt jakkesæt og sylehæle med en fysisk klarhed og en vildskab i sine skurrende replikker, der synger sig helt ned til basbarytonen Jakob Bloch Jespersen, der med djævleblændet ro lader sin stemme nå helt ned til bunden af underverdenen uden at miste hverken diktion eller blikfokus. Kom her og tilbed operasangere, der forstår at spille skuespil!

Når Anna Klett smider klarinetten og bliver dødsgartnerassistent, så luder hofterne helt uhyggeligt, og ingen tør modsige bassisten Jesper Egelund, når han lige vil lave en fordelagtig deal med moderen og score hendes blomst i håret. Heller ikke slagtøjsprofeten Frans Hansen, der nørder forskræmt afsted med dumshedskulde i hænderne.

Torne gennem kødet

Men moderen? Hun spilles af Lotte Faarup med den smukkeste, reneste indlevelse. Hendes spil er så underdrevet, at kun rædslen over at skulle miste barnet er synlig. Hendes lille ansigt bliver helt glat og tomt, da hun accepterer at tø tornebusken op ved at trykke den ind i kødet på sig selv. Netop derfor kan tilskueren nærmest mærke tornene ind i egen hud. Og hendes tynde ryg bugter sig kun ganske svagt, da hun hulker og græder øjnene ud, så søens vogter kan få disse to 'perler' til sin samling. Netop derfor svier tilskuerøjnene så brændende.

Jørgen Carlslund danser rundt som barnedukkens fører, så dukken netop udtrykker den ubekymrethed, som barnet har i behold, uanset hvor sygt det er. Og uanset hvor meget moderen sørger: Gadedrengehop er på sin plads, netop på vej mod dødsriget - eller Paradis, som forestillingen gudskelov ikke er bange for at kalde det. Andersen-loyaliteten gælder også kristendommen.

Historien om en mor er sæsonens mest overvældende eventyrfortolkning og den mest seværdige. Forestillingen er et must for Andersen-dyrkere - jo ældre, jo bedre. Og hospitalernes børneafdelinger vil antagelig stå i kø for at se den sammen med raske folk i alle aldre, der bare vil være på forkant.

Forestillingen er som en uventet gave til den danske kulturarv, skabt af en hollandsk teatermager med gudbenådet danskerforståelse. Den skubber suverænt til de dybeste tanker om døden - og om kærligheden mellem forældre og deres børn. Men helt blidt. Aldrig udtrykkes barnets angst for døden, kun moderens. Dermed viser forestillingen også sit høje etiske refleksionsniveau, og den viser, at den tager børneformidlingsansvaret på sig: Når Døden til sidst inviterer barnet med sig, er det med åbne og kærlige arme - og med tid til at vinke farvel. Uden frygt. Bare med nysgerrighed efter det, der ligger på den anden side af lyset. Dér hvor der ikke er tårer.

Historien om en mor. Tekst og instruktion: Marc van der Velden, frit efter H.C. Andersens eventyr fra 1848. Musik: Steingrímur Rohloff. Scenografi: Johan Kølkjær. Lys: Michael Breiner. Dukkermager: Hanne Sørensen. Statsensemblet for Børneteater, Corona La Balance, i Smedehallen, Kastine Allé 14 (ved Vanløse metro). Til 31. jan. Spilles herefter under SpringFestival 2009 13-20. maj samt turné til efteråret. Minumumsalder: 10 år, men også for voksne. www.corono-la-balance.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu